En skatteyder blev pålagt et skattetillæg på 3.000 kr. for at have indgivet sin selvangivelse for sent. Skatteyderen udtog stævning mod skattevæsenet og ansøgte i den forbindelse om fri proces.

Statsamtet afviste ansøgningen med den begrundelse at skatteyderen ikke havde rimelig grund til at føre proces idet sagens genstand – set i forhold til de mulige sagsomkostninger – måtte anses for bagatelagtig. Først havde statsamtet anmodet skatteyderen om at indsende dokumentation for sine indtægtsforhold de foregående tre måneder. Afslaget på fri proces blev imidlertid udelukkende truffet med henvisning til kravets størrelse. Civilstyrelsen stadfæstede senere statsamtets afgørelse.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere at myndighederne havde givet skatteyderen afslag på fri proces med henvisning til at sagens genstand måtte anses for bagatelagtig.

Ombudsmanden mente derimod det var beklageligt at statsamtet indhentede supplerende oplysninger om skatteyderens indkomstforhold, da det på baggrund af de oplysninger som allerede fandtes i sagen, måtte have stået statsamtet klart at ansøgningen ikke kunne imødekommes. Ombudsmanden mente endvidere at det var beklageligt at Civilstyrelsen ikke havde påtalt forholdet.

(J.nr. 2004-3295-630)

En kommune traf afgørelse om ophør af sygedagpenge. Kommunen vurderede, især på grundlag af erklæring fra egen læge, at det ikke var overvejende sandsynligt at revalidering ville blive iværksat.

Efter at kvinden havde klaget til det sociale nævn over kommunens afgørelse om ophør af sygedagpenge, indhentede kommunen en supplerende udtalelse hos hendes egen læge for at få afklaret forståelsen af den oprindelige erklæring. På grundlag af den nye erklæring fastholdt kommunen sin afgørelse og sendte sagen videre til det sociale nævn.

Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde partshørt den sygemeldte kvinde over lægeerklæringerne fra hendes egen læge.

Ombudsmanden var i øvrigt enig i at den oprindelige erklæring var tvetydig. Under hensyn til denne tvetydighed mente ombudsmanden ikke at den oprindelige erklæring havde været tilstrækkelig til at vurdere om kvinden opfyldte betingelserne for forlængelse af sygedagpengeperioden.

Kvinden havde ikke i sin klage til det sociale nævn klaget over at en række sagsbehandlingsregler ikke var fulgt af kommunen.

Ombudsmanden var af den opfattelse at det sociale nævn af egen drift skal kontrollere om en kommune har overholdt de sagsbehandlingsregler der har karakter af garantiforskrifter. Ombudsmanden var enig med Den Sociale Ankestyrelse i at opfølgningsbestemmelsen i § 24, stk. 1 og 2, i sygedagpengeloven og bestemmelserne i retssikkerhedslovens §§ 4-7 er garantiforskrifter. Ombudsmanden mente derfor det var beklageligt at det sociale nævn ikke af egen drift havde bedømt om kommunen i den konkrete sag havde opfyldt disse regler, og om det i benægtende fald skulle have nogen konsekvens. (J.nr. 2000- 2386-025).

To journalister ved en avis klagede over at Sundhedsministeriet stadfæstede Lægemiddelstyrelsens delvise afslag på deres ansøgning om aktindsigt i de kliniske forsøg der lå til grund for godkendelse af tre lægemidler. Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsministeriet begrundede afgørelserne med at der var tale om oplysninger om forretningsmæssige forhold eller lignende der var undtaget fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2.

På ombudsmandens spørgsmål svarede Sundhedsministeriet at ministeriet til brug for sagens afgørelse ikke havde indhentet sagsakterne fra Lægemiddelstyrelsen. Ministeriet udtalte at det havde afgjort sagen ud fra kendskab til detaljeringsgraden og karakteren af dokumentationsmaterialet.

Ombudsmanden mente at ministeriets afgørelse var truffet på et utilstrækkeligt grundlag. Et generelt kendskab til dokumenterne kunne ikke erstatte en faktisk gennemgang med henblik på at vurdere om hver enkelt oplysning kunne undtages efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, eller af om der var ekstraheringspligtige oplysninger efter § 12, stk. 2. Ombudsmanden lagde vægt på at Sundhedsministeriet som rekursmyndighed skulle foretage en fuldstændig efterprøvelse af hele sagens faktum og af alle retlige spørgsmål og i forlængelse heraf tage stilling til den konkrete subsumption. Denne stillingtagen omfattede også afgørelsens hensigtsmæssighed og rimelighed.

Da Ombudsmanden heller ikke kunne lægge til grund at Sundhedsministeriet på et senere tidspunkt havde foretaget en gennemgang af dokumentationsmaterialet, henstillede ombudsmanden til Sundhedsministeriet at genoptage sagen.

Herudover mente ombudsmanden at Lægemiddelstyrelsen burde have foretaget partshøring af klagerne for så vidt angik en udtalelse fra lægemiddelproducentens advokat. (J.nr. 1998-3428-401).

En advokat klagede på vegne af en herboende udenlandsk statsborger over en adoptionsbevilling hvor den pågældendes datter blev adopteret af den tidligere ægtefælles nye mand. Ved adoptionen bortfaldt klagerens ret til samvær.

På adoptionssagen lå en erklæring der fremstod som underskrevet af klageren. Han erklærede at være indforstået med adoptionen af datteren og i øvrigt at være bekendt med de regler som fremgik af en vedlagt dansksproget vejledning. Erklæringen var indhentet af moren og hendes nye mand.

Advokaten gjorde over for statsamtet og Civilretsdirektoratet gældende at hans klient ikke havde underskrevet erklæringen og i hvert fald ikke havde været klar over at det var en adoption han havde erklæret sig indforstået med. Politiet havde efter sin undersøgelse ikke fundet grundlag for at rejse sigtelse for nogen form for falskneri i den forbindelse.

Statsamtet havde i forbindelse med behandlingen af adoptionssagen ikke været opmærksom på at man samtidig behandlede en ansøgning fra den pågældende udlænding om udvidelse af samværet med datteren.

Statsamtet og Civilretsdirektoratet mente ikke der var grundlag for at annullere adoptionsbevillingen.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere myndighedens afgørelse. Ombudsmanden udtalte at sagens forløb gav anledning til at overveje om det vejledningsmateriale der var blevet udleveret, og som anvendes generelt i denne type af sager, er tilstrækkeligt til at opfylde vejledningspligten. Efter ombudsmandens mening kunne det dog ikke lægges til grund at vejledningspligten var blevet tilsidesat.

Ombudsmanden bemærkede at Civilretsdirektoratet i forbindelse med udarbejdelsen af en ny bekendtgørelse vedrørende statsamternes behandling af ansøgninger om adoption samt udstedelse af adoptionsbevilling bl.a. overvejede at stille krav om at erklæringen efter adoptionslovens § 13 fremover i alle tilfælde indhentes af statsamtet. Civilretsdirektoratet havde endvidere oplyst at man var enig med statsamtet i at der kunne være anledning til at overveje at præcisere indholdet af den skriftlige vejledning, og at direktoratet ville tage initiativ til en drøftelse herom med statsamterne.

Ombudsmanden bad Civilretsdirektoratet orientere sig om resultatet af direktoratets overvejelser vedrørende en ændring af reglerne om fremgangsmåden i forbindelse med statsamtets indhentelse af erklæringen efter adoptionslovens § 13 og vedrørende en præcisering af indholdet af den skriftlige vejledning. (J.nr. 2000-2541-656).

En socialpædagog på en specialinstitution modtog en advarsel for at have involveret forældre i en intern konflikt. Grundlaget for advarslen var af flere årsager ikke i orden.

Regionen fulgte ombudsmandens henstilling og trak advarslen tilbage.

En mand i aktivering klagede over at en kommune havde standset udbetalingen af aktiveringsydelse fordi han blev væk fra et aktiveringstilbud. Det sociale nævn fastholdt afgørelsen. Den Sociale Ankestyrelse afviste at behandle sagen med henvisning til at den ikke var af principiel betydning.

Om det forhold at kommunen ikke havde underrettet manden om afgørelsen, udtalte Ombudsmanden at meddelelse af afgørelser er en grundlæggende sagsbehandlingsregel, og at manglende overholdelse heraf som udgangspunkt medfører ugyldighed.

Ombudsmanden mente det var meget kritisabelt at kommunen ikke forud for afgørelsen havde partshørt manden. Ombudsmanden kritiserede endvidere at Det Sociale Ankenævn for Fyns Amt ikke havde forholdt sig til kommunens undladelse af at partshøre.

Ombudsmanden henstillede til Det Sociale Nævn for Fyns Amt at genoptage sagen. (J.nr. 1998-635-050).

En kvinde blev afskediget efter 24 år som tjenestemandsansat i kriminalforsorgen. Kvinden havde en øjenlidelse der bevirkede at hun ikke kunne arbejde i længere tid ved en computer. Det var først og fremmest dette forhold der gav hende problemer ved arbejdet i kriminalforsorgen.

Ombudsmanden udtalte at arbejdsgiveren ikke havde foretaget tilstrækkelige undersøgelser af mulighederne for at beholde kvinden på arbejdspladsen ved at kompensere for øjenlidelsen og eventuelt ansætte hende i et fleksjob.

Ombudsmanden udtalte desuden at arbejdsgiveren skulle have forholdt sig til om kvindens synsproblemer kunne karakteriseres som et handicap, med den virkning at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap skulle indgå i vurderingen af sagen.

Kvinden blev afskediget mindre end et år før hun kunne være gået på efterløn. Ombudsmanden mente at arbejdsgiveren i en sag som denne burde have inddraget det forhold at kvinden, før hun blev afskediget, flere gange havde tilkendegivet over for arbejdsgiveren at hun ønskede at blive på arbejdspladsen indtil hun kunne gå på efterløn. Ombudsmanden mente desuden ikke at arbejdsgiveren kunne se bort fra kvindens anciennitet.

Ombudsmanden udtalte at kriminalforsorgens behandling af sagen var overordentlig kritisabel. Ombudsmanden mente desuden at der var grundlag for at myndighederne genoptog behandlingen af sagen med henblik på at arbejdsgiveren tog stilling til de krav kvinden havde fremsat.
(J.nr. 2007-1785-813).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En kommune afskedigede sin socialdirektør under henvisning til samarbejdsvanskeligheder.

Ombudsmanden udtalte at omfanget af kommunens partshøring af socialdirektøren gav anledning til bevistvivl. Ombudsmanden havde derfor ikke forudsætninger for at vurdere om socialdirektøren efter en samlet bedømmelse af hele sagsforløbet kunne anses for at være partshørt i det omfang der følger af reglerne i forvaltningslovens § 19 og retsgrundsætningen om ulovbestemt udvidet partshøringspligt.

Ombudsmanden udtalte at afskedigelsesbrevet til socialdirektøren ikke opfyldte kravene til begrundelsers indhold i forvaltningslovens § 24. Ombudsmanden udtalte endvidere at der efter hans opfattelse ikke i sagen var dokumentation for samarbejdsproblemer. Ombudsmanden mente at kommunens sagsbehandling vedrørende disse forhold var kritisabel.

Sammenfattende var det således som sagen var oplyst efter ombudsmandens opfattelse usikkert hvor omfattende og dybtgående samarbejdsproblemer der havde været mellem socialdirektøren og kommunens øvrige administrative ledelse. På denne baggrund havde ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere afskedigelsen. (j.nr. 1997-2782-813).

Kirkeministeriet afskedigede en sognepræst under henvisning til at hun var uegnet til at varetage stillingen og manglede de nødvendige forudsætninger for at samarbejde. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere afgørelsen, men han kritiserede at ministeriet havde begået flere fejl under behandlingen af sagen.
(J.nr. 2007-1043-812).

En adjunkt blev afskediget fra sin stilling på en handels- og ingeniørhøjskole. Afskedigelsen byggede på anonyme elevevalueringer af adjunktens undervisning og oplysninger om adjunktens indstilling til gennemførelse af en voksenunderviseruddannelse.

Ombudsmanden udtalte sig generelt om i hvilken udstrækning han fremover ville undersøge sager som f.eks. adjunktens sag hvor en fagforening havde iværksat en fagretlig behandling der ikke var blevet afsluttet. Ombudsmanden færdigbehandlede adjunktens sag for så vidt angik sagsoplysning, partshøring og begrundelse.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt at de anonyme elevevalueringer var indgået i grundlaget for afskedigelsen, og at skolens oplysningsgrundlag vedrørende gennemførelse af voksenunderviseruddannelsen ikke havde været tilstrækkeligt. Det var efter ombudsmandens opfattelse uheldigt at skolen havde ment at den kunne træffe afgørelsen om afskedigelse – der havde vidtrækkende betydning for adjunkten – på det grundlag som forelå for skolen på afskedigelsestidspunktet.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at foretage sig noget vedrørende skolens partshøring, men han kritiserede den begrundelse som havde ledsaget afgørelsen. (J.nr. 2000-3570-813).

En ansat i en arbejdsformidling blev afskediget med henvisning til at arbejdsformidlingen forventede at skulle spare det kommende år. De forventede krav om besparelser havde baggrund i finanslovsforslaget som lagde op til besparelser inden for området arbejdsformidling og virksomhedsservice.

Ombudsmanden kritiserede ikke at afskedigelsen, som skete før finansloven blev endeligt vedtaget, var foretaget med baggrund i forventede krav om besparelser.

Udvælgelsen af den ansatte som en af dem der skulle afskediges, var sket med henvisning til at den pågældende viste mindre tilbøjelighed til at tage selvstændige initiativer. Ombudsmanden mente at der i sagen burde have været tilvejebragt oplysninger som redegjorde nærmere for baggrunden for denne vurdering, herunder konkrete oplysninger om hvordan denne mindre tilbøjelighed til at tage selvstændige initiativer viste sig.

Ombudsmanden kritiserede også at begrundelsen for afgørelsen om afskedigelse ikke indeholdt en henvisning til at det var funktionærlovens regler om varsling som blev anvendt. (J.nr. 2002-3629-813).

En kommune afskedigede en pædagog og blacklistede ham fra fremtidige job med børn og unge i kommunen. Kommunen lagde vægt på at den manglede tillid til pædagogen fordi han i et tidligere ansættelsesforhold i kommunen havde været sigtet for blufærdighedskrænkelse af en 13-årig autist. Politiet havde opgivet sigtelsen mod pædagogen på grund af bevisets stilling. Kommunen havde ikke set politiets videoafhøring af autisten og havde heller ikke selv talt med den autistiske dreng. Kommunen oplyste at det afgørende for kommunens sag var hvad drengen havde forklaret til politiet, og at drengen var autist.

Ombudsmanden udtalte at det var kritisabelt at kommunen havde afskediget pædagogen uden at undersøge det af kommunen påberåbte grundlag for afskedigelsen. Kommunen havde ikke indhentet politiets grundlag for at opgive sigtelsen (herunder videoafhøringen af drengen), og kommunen havde heller ikke selv iværksat en undersøgelse af sagen. Ombudsmanden udtalte også at kommunens generelle udtalelse om sandhedsværdien af autistiske børns udtalelser gav ham anledning til betænkeligheder.

Ombudsmanden anførte at der ikke var hjemmel i lovgivningen til at kommunen på baggrund af diagnosen autisme kunne tilsidesætte de almindelige principper om fri bevisbedømmelse, herunder at der i det hele taget skulle foretages en bevisbedømmelse. Da kommunen ikke havde undersøgt grundlaget for afskedigelsessagen, ville det også være kritisabelt hvis kommunen inddrog det samme – uundersøgte forhold – ved fremtidige stillingsansøgninger fra pædagogen.   

(J.nr. 2006-2211-819).

En politimand var udsat for to hændelser som blev anmeldt som arbejdsskader. Om hændelse nr. 1 var der uenighed om hvorvidt politimanden under forløbet havde pådraget sig et slag på halsen. Den Sociale Ankestyrelse mente ikke det var bevist at politimanden havde fået et slag på halsen, og styrelsen afviste herefter at der var årssagssammenhæng mellem hændelsen og lidelsen i form af styringsbesvær af højre hånd og arm, svimmelhed, manglende koncentrationsevne, dårlig korttidshukommelse og "tyndhudethed".

Den Sociale Ankestyrelse anså heller ikke hændelse nr. 2 som omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. Den Sociale Ankestyrelse begrundede denne afgørelse med at anmeldelsen var sket efter udløbet af lovens frist på et år, og at der ikke var nogen særlig grund til at dispensere fra fristen.

Ombudsmanden udtalte at Den Sociale Ankestyrelse burde have søgt hændelsesforløbene belyst på en mere sikker måde end sket. Ombudsmanden kritiserede endvidere Den Sociale Ankestyrelse for manglende partshøring forud for afgørelsen.Ombudsmanden henstillede til Den Sociale Ankestyrelse at genoptage sagens behandling.

Den Sociale Ankestyrelse meddelte efterfølgende at styrelsen havde genoptaget sagen. (J.nr. 1999-0049-023).

En museumsafdeling tilbød en ansøger ansættelse på vilkår at ansøgeren flyttede til landsdelen og klarede oplæringen i museumsbutikken. Ansøgeren flyttede til en midlertidig bolig i området, men tiltrædelsestidspunktet blev efter aftale udskudt til han havde fået en mere permanent bolig. Inden tiltrædelsen, men efter et møde i afdelingen hvor ansøgeren bl.a. mødte nogle af de ansatte, fik han afslag på ansættelse begrundet i omstrukturering og uegnethed. Amtet, som museet hørte under, tiltrådte afgørelsen.

  Ombudsmanden mente at der var indgået en bindende aftale om ansættelse. Derfor skulle proceduren for uansøgt afskedigelse have været fulgt.

  Ombudsmanden kritiserede at officialprincippet og notatpligten ikke var overholdt, og at ansøgeren ikke var blevet partshørt inden afgørelsen blev truffet. Desuden var begrundelsen mangelfuld. Endelig kritiserede ombudsmanden myndighedernes sprogbrug.

  Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget med henblik på at myndighederne overvejede hvilke konsekvenser den mangelfulde sagsbehandling burde have for den pågældende.

  (J.nr. 2005-3791-810).

En advokat klagede på vegne af en teologistuderende bl.a. over at den studerende havde fået afslag på dispensation til for fjerde gang at lade sig indstille til eksamen i faget Ny Testamente.

Lærerrepræsentanterne i studienævnet havde afgivet en udtalelse til brug for fakultetsrådets behandling af sagen. Ombudsmanden mente at udtalelsen indeholdt oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, og at oplysningerne måtte anses for væsentlige for sagens afgørelse. Ombudsmanden mente derfor at fakultetsrådet inden afgørelsen blev truffet, havde pligt til at partshøre den studerende over udtalelsen, og mente at det var beklageligt at et brev i sagen var formuleret på en sådan måde at det gav indtryk af at den med brevet iværksatte høring var indholdsløs.

Ombudsmanden var enig med myndighederne i at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis den studerende var blevet underrettet om at sagen på grund af stemmelighed i studienævnet var blevet overgivet til fakultetsrådet til behandling.

Ligeledes var ombudsmanden enig med ministeriet i at fakultetsrådets afslag ikke opfyldte begrundelseskravene, og i at det var beklageligt at ministeriet ikke i forbindelse med sin afgørelse i sagen var opmærksom på begrundelsesmanglerne.

Ombudsmanden havde ingen bemærkninger til at myndighederne i forbindelse med deres afgørelser i et vist omfang inddrog oplysninger om den studerendes øvrige eksamensresultater, og ombudsmanden havde heller ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes bevisvurdering af en lægeerklæring eller for at kritisere at myndighederne ikke tillagde erklæringen vægt. (J.nr. 1999-2967-712 og j.nr. 1999-3467-630).

En forening klagede for en tyrkisk kvinde over Direktoratet for Udlændinges og Indenrigsministeriets afgørelser om afslag på forlængelse af opholdstilladelse. Under sagen havde politiet flere gange foretaget samlivskontrol hos kvinden og hendes ægtefælle. Der var udfærdiget politirapporter om samlivskontrollen.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt, at Direktoratet for Udlændinge ikke havde foretaget partshøring om oplysningerne i en af politirapporterne, og at direktoratet traf afgørelse på baggrund af oplysninger indhentet mere end et halvt år før afgørelsen blev truffet. For så vidt angik Indenrigsministeriets behandling af sagen, mente ombudsmanden ligeledes det var kritisabelt, at Indenrigsministeriet ikke havde foretaget partshøring om oplysningerne i en politirapport. Herudover mente ombudsmanden at Indenrigsministeriet i forbindelse med sin behandling af klagesagen burde have påtalt de sagsbehandlingsfejl som direktoratet havde begået.

Under hensyn til at reglerne om partshøring har karakter af garantiforskrifter, og at det derfor ikke kunne udelukkes at den manglende partshøring havde haft indflydelse på de trufne afgørelser, henstillede ombudsmanden til Indenrigsministeriet at genoptage sagen og sørge for at der blev truffet en ny afgørelse i sagen. (J. nr. 1994-1513-643).

En kvinde klagede over kommunens og det sociale nævns afslag på at give hjælp til tandbehandling.

Ombudsmanden kritiserede at de ledsagende begrundelser til myndighedernes afgørelser ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, jf. § 22.

Ombudsmanden kritiserede endvidere sagens oplysningsgrundlag. Myndighederne havde lagt vægt på at det ikke var dokumenteret at kvindens lidelse var medfødt, uanset at dette fremgik af de speciallægeerklæringer som kvinden havde indhentet. Myndighederne havde ikke nærmere argumenteret for at de ikke kunne tilslutte sig disse speciallægeerklæringer.

Ombudsmanden udtalte generelt at hvis der er tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen. I overensstemmelse hermed havde myndighederne – eftersom de mente at der var tvivl om holdbarheden af de indhentede erklæringers oplysninger om at kvindens lidelse var medfødt – efter ombudsmandens opfattelse pligt til at undersøge de pågældende oplysninger.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at genoptage sagen og (hvis myndighederne fortsat anså det for påkrævet) selv indhente speciallægeerklæring(er) til belysning af spørgsmålet om kvindens lidelse var medfødt. (J.nr. 2001-2458-051).

En journalist fik hos Lægemiddelstyrelsen indsigt i styrelsens bivirkningsindberetningssystem om bivirkninger for et bestemt lægemiddel. Det fremgik heraf at der i 2000-2003 havde været 4 indberetninger om bivirkninger ved lægemidlet. I forbindelse med en af indberetningerne ønskede journalisten oplyst hvilket hospital der havde foretaget indberetningen. Lægemiddelstyrelsen afslog dette med henvisning til at oplysningen ville kunne føre til identifikation af den behandlede patient. Indenrigs- og Sundhedsministeriet stadfæstede afslaget. Journalisten klagede herefter til ombudsmanden.

Ombudsmanden udtalte at oplysninger om en persons helbredsforhold er fortrolige og underlagt tavshedspligt. Videregivelse af sådanne oplysninger vil imidlertid ikke indebære et brud på tavshedspligten hvis videregivelsen sker i helt anonymiseret form. Ombudsmanden havde vanskeligt ved at se at kendskab til det hospital der havde indberettet bivirkningen, indebar at offentligheden kunne få kendskab til den pågældende patients identitet.

Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at selv om offentliggørelse af hospitalets navn måtte føre til henvendelser til hospitalet fra offentlighedens side, var sundhedspersonalet undergivet tavshedspligt. Sådanne henvendelser kunne vel derfor ikke indebære en øget risiko for at patientens identitet blev røbet.

Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til Indenrigs- og Sundhedsministeriet at genoptage sagen med henblik på at det blev vurderet om journalisten kunne oplyses om navnet på det indberettende hospital. Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelte den 24. februar 2006 at ministeriet havde givet journalisten indsigt i oplysningen om hvilket hospital der havde indberettet bivirkningen.

(J.nr. 2005-2911-401).

En bosnisk-hercegovinsk statsborger indrejste i Danmark i februar 2000 sammen med sin 5-årige søn. Måneden efter indrejste hendes ægtefælle.

Kvinden indgav på grundlag af sine oplevelser i Eksjugoslavien og sine helbredsforhold ansøgning om opholdstilladelse efter de særlige regler for personer fra Eksjugoslavien (udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5) hvorefter blandt andre enlige kvinder med børn kan opnå opholdstilladelse og humanitær opholdstilladelse (udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2). Ansøgningerne blev afslået idet hverken Udlændingestyrelsen eller Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration mente at kvindens helbredsforhold var af en sådan karakter at hun var omfattet af de nævnte bestemmelser.

Kvinden, der i tiden fra indgivelsen af ansøgningerne til afgørelsestidspunktet var blevet skilt, bad efterfølgende om at sagerne blev genoptaget. Udlændingestyrelsen afslog at genoptage sagen om opholdstilladelse med den begrundelse at der ikke var fremkommet nye oplysninger. I sin udtalelse til ombudsmanden anførte styrelsen at kvindens skilsmisse ikke havde nogen betydning, idet hun efter det oplyste havde familie i Bosnien. Ved sin vurdering af sagen lagde ombudsmanden til grund at kvindens sociale netværk i hjemlandet først havde fået betydning efter hendes skilsmisse, og at hun ikke over for myndighederne havde givet oplysninger om sit sociale netværk i hjemlandet siden sin asylansøgning mere end tre et halvt år tidligere. Derimod havde hun i samtaler med psykologer afgivet ændrede oplysninger om hvor hendes familiemedlemmer havde opholdt sig i den mellemliggende periode.

Ombudsmanden udtalte som sin opfattelse at det relevante faktum i sagen var blevet ændret som følge af kvindens skilsmisse, og at myndighederne ikke kunne lægge oplysninger mere end tre et halvt år gamle til grund, men måtte foretage en aktuel undersøgelse af kvindens sociale netværk i hjemlandet. Ombudsmanden udtalte endvidere at inddragelsen af oplysninger fra asylsagen der talte imod genoptagelsesanmodningen, krævede partshøring. Ombudsmanden henstillede til myndighederne at genoptage sagen.

For så vidt angik spørgsmålet om genoptagelse af sagen om humanitær opholdstilladelse, blev sagens behandling indstillet på grund af kvindens forsvinden. Standsningen blev meddelt hendes advokat. Da Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration blev bekendt med kvindens opholdssted, traf ministeriet afgørelse uden først at orientere kvinden eller hendes advokat om at sagens behandling blev genoptaget.

Ombudsmanden udtalte at ministeriet burde have underrettet kvindens advokat om genoptagelse af sagsbehandlingen med henblik på at advokaten fik mulighed for at sende aktuelle oplysninger til brug for ministeriets vurdering af sagen.

(J.nr. 2004-4326-643)

Efter at have arbejdet i udlandet i en årrække besluttede en dansk mand der nærmede sig pensionsalderen, sig for at vende tilbage til Danmark. I 2002 rejste han derfor til Danmark sammen med sin filippinske hustru som han havde kendt i ca. 8 år.

Manden mente at han bl.a. på grund af sygdom ikke kunne bo i Filippinerne, og hustruen indgav ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af ægteskabet. Manden, der ikke længere arbejdede, oplyste under behandlingen af sagen at han kunne forsørge sin hustru med de dagpenge han modtog, og sin formue.
Udlændingemyndighederne afslog at give hustruen opholdstilladelse med den begrundelse at hendes mand ikke havde godtgjort at være i stand til at forsørge hende, idet hverken dagpenge eller formue kunne indgå i grundlaget for vurderingen af forsørgelsesevnen. Udlændingemyndighederne mente endvidere ikke at de foreliggende oplysninger om mandens helbredsforhold og muligheder for at tage ophold i Filippinerne kunne begrunde en fravigelse af kravet om godtgørelse af forsørgelsesevne i udlændingelovens § 9, stk. 3.

Ombudsmanden bad udlændingemyndighederne om i en udtalelse dels at komme med oplysninger om hjemlen til at se bort fra formueforhold ved vurderingen af forsørgelsesevnen, dels at redegøre for undersøgelsesprincippets og den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8’s betydning i sagen.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration meddelte herefter ombudsmanden at ministeriet havde besluttet at ændre principperne for inddragelse af formue og at genoptage den konkrete sag for nærmere at undersøge betydningen af mandens helbredsforhold og mulighed for at tage ophold i Filippinerne. Ombudsmanden meddelte herefter at han standsede sin undersøgelse af sagen.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration meddelte efterfølgende at ministeriet på grund af oplysninger om mandens helbredsforhold havde besluttet at fravige bl.a. kravet om godtgørelse af forsørgelsesevne.

(J.nr. 2004-2040-643)

En afghansk kvinde klagede til ombudsmanden over at Integrationsministeriet havde givet hende afslag på humanitær opholdstilladelse.

Kvinden var anden-hustru til en herboende afghansk statsborger. Han havde asyl i Danmark og havde fået familiesammenføring med sin første-hustru og sine fem børn. Han havde også fået opholdstilladelse til en søn som han havde med sin anden-hustru.

  Ombudsmanden bad ministeriet om at tage stilling til hvilken betydning artikel 8 i den europæiske menneskerettigheds­konven­tion eventuelt havde i forhold til kvindens muligheder for at være sammen med sin søn, med sin ægtefælle og dennes første-hustru og deres børn. Det ville formentlig være udelukket for kvinden at se sin søn hvis hun blev sendt tilbage til Afghanistan. Ombudsmanden spurgte også om ministeriet havde undersøgt om kvindens søskende i Afghanistan ville være i stand til at tage vare på hende ved en tilbagevenden. Herudover bad ombudsmanden om en redegørelse for praksis.

  Udlændingestyrelsen påbegyndte herefter en behandling om opholdstilladelse (af særlige grunde) efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Derfor stoppede ombudsmanden sin undersøgelse. Kvinden fik efterfølgende opholdstilladelse.

  (J.nr. 2003-4225-642).

En kommune havde tidligere bevilget socialpædagogisk friplads til en dreng for en tidsbegrænset periode. Ved udløbet af perioden gav kommunen afslag på fortsat socialpædagogisk friplads. Det sociale nævn stadfæstede senere dette afslag.

Ombudsmanden indledte en undersøgelse i anledning af klagen og bad det sociale nævn om bl.a. at udtale sig nærmere om i hvilket omfang nævnet havde inddraget Den Sociale Ankestyrelses afgørelse offentliggjort i Sociale Meddelelser SM C-64-01 i forbindelse med sin behandling af sagen (i SM C-64-01 mente Den Sociale Ankestyrelse ikke at der var hjemmel til på forhånd at begrænse en betalingsfritagelse til en forud fastsat periode).

Det sociale nævn genoptog sagen og hjemviste den til fornyet behandling i kommunen. Herefter traf kommunen afgørelse om at moren skulle have tilbagebetalt knap 36.000 kr. (J.nr. 2002-2595-710).

Dansk Blindesamfund klagede på en ældre mands vegne over en kommunes og et socialt ankenævns afslag på at yde ham tilskud til indkøb af en skrivemaskine.

Ombudsmanden udtalte at det var meget kritisabelt, at kommunen ikke havde givet en korrekt begrundelse for afslaget. Ombudsmanden fandt det endvidere uforsvarligt at det sociale ankenævn - ved i afgørelsen at lægge vægt på at manden førte en begrænset korrespondance uden at søge omfanget af korrespondancen belyst - ikke havde overholdt officialprincippet.

Herefter måtte afslagene betragtes som ugyldige, og ombudsmanden henstillede til det sociale ankenævn at sagen blev genoptaget. (J. nr. 1994-1728-002).

En 90-årig kvinde, der brugte rollator, blev i forbindelse med et tyveri på et apotek væltet omkuld og brækkede sin hofte. Erstatningsnævnet afslog at give erstatning idet nævnet ikke mente det med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages at skaden var sket ved en overtrædelse af straffeloven. Nævnet henviste efterfølgende til at det fremgik af en videooptagelse – som nævnet kun havde politiets beskrivelse af – og af en vidneforklaring  at kvinden var blevet skubbet omkuld ved et hændeligt uheld.

Ombudsmanden mente at nævnet nærmere burde have vurderet om hændelsen på apoteket kunne henføres under straffelovens § 249 om uagtsom legemsbeskadigelse.

Ombudsmanden kritiserede at nævnet ikke inden sin afgørelse havde søgt at få hændelsesforløbet belyst på en bedre måde end det skete. Nævnet havde i stedet fulgt en praksis hvorefter lydbånd, videobånd, besigtigelser eller mundtlige forklaringer ikke blev brugt i forbindelse med nævnets sagsbehandling. Nævnet havde ikke været afskåret fra selv at gennemse videobåndet eller indhente en erklæring fra den skadelidte eller vidnet.

Ombudsmanden tilsluttede sig nævnets beklagelse af at der ikke var foretaget partshøring inden afgørelsen blev truffet. Endelig kritiserede ombudsmanden at nævnet ikke efter anmodning herom havde vejledt den skadelidte om at hun kunne klage over nævnets afgørelse til ombudsmanden, og ikke tidligere end sket havde vejledt om at nævnets afgørelse kunne indbringes for domstolene.

Nævnet tog ombudsmandens foreløbige redegørelse til efterretning og mente at hændelsen var omfattet af offererstatningsloven. Den skadelidte blev tilkendt en erstatning på 30.000 kr.

Ombudsmanden henstillede i sin endelige redegørelse til nævnet at det fremover anvender de relevante midler til at oplyse sagerne tilstrækkeligt som lovgivningen og almindelige forvaltningretlige regler giver mulighed for.

(J.nr. 2004-0081-660)

Erstatningsnævnet afslog at give erstatning til en ung mand der var blevet stukket med en kniv under et overfald.

Erstatningsnævnet fremhævede i sit afslag at den unge mand ikke havde medvirket til sagens opklaring idet hans far, ifølge politiets oplysninger, havde henvendt sig til politiet og meddelt at sønnen ønskede at trække anmeldelsen tilbage. Nævnet afslog efterfølgende at genoptage sagen idet nævnet ikke fandt det godtgjort at sønnen havde været udsat for en straffelovsovertrædelse fordi politianmeldelsen var trukket tilbage.

Ombudsmanden kritiserede at nævnet ikke, før afgørelsen blev truffet, partshørte den unge mand over oplysningerne i politiets rapportmateriale som havde afgørende betydning for afslaget. Endvidere mente ombudsmanden det var kritisabelt at nævnet ikke undersøgte de nærmere omstændigheder da nævnet lagde til grund at politianmeldelsen efter farens henvendelse var trukket tilbage. Ombudsmanden mente ikke at nævnet uden videre kunne slutte at faren havde handlet på sønnens vegne, og at sønnen med rimelighed måtte bære konsekvenserne heraf. Nævnet havde derfor efter ombudsmandens opfattelse ikke tilvejebragt et fyldestgørende grundlag da nævnet traf afgørelse om at afslå ansøgningen om erstatning.

Ombudsmanden kritiserede også at nævnet ikke på baggrund af henvendelser fra den unge mands advokat forsøgte at få de nærmere omstændigheder i sagen belyst. Efter ombudsmandens mening havde nævnet således ikke haft det nødvendige grundlag for at afslå en genoptagelse af sagen. Ombudsmanden mente heller ikke det var berettiget at afslå erstatning med henvisning til at en straffelovsovertrædelse ikke var godtgjort.

Ombudsmanden henstillede herefter at nævnet genoptog behandlingen af sagen da han anså nævnets afslag på genoptagelse for uberettigede. (J.nr. 2002-2045-660).

En kommune modtog en skriftlig anmeldelse der indeholdt alvorlig kritik af forholdene hos en plejefamilie. Anmeldelsen var underskrevet af tre personer. Anmeldelsen gav anledning til at kommunen tog initiativ til en undersøgelse med henblik på en fornyet vurdering af plejetilladelsen.  

  Kommunen afslog at give plejeforældrene indsigt i anmeldernes navne med den begrundelse at anmelderne risikerede at blive udsat for chikane og trusler fra plejeforældrenes side. Ombudsmandens behandling af sagen vedrørte alene dette forhold.

  Ombudsmanden udtalte at plejeforældrene utvivlsomt havde en væsentlig interesse i at kende anmeldernes identitet for at kunne varetage deres interesser i sagen.

  Ombudsmanden mente herefter at en række konkrete forhold i sagen efterlod en betydelig usikkerhed om hvorvidt kommunen – med den nævnte begrundelse – havde det fornødne sikre grundlag for at tilbageholde anmeldernes navne.

  Ombudsmanden henstillede derfor at sagen blev genoptaget med henblik på at der blev truffet en ny afgørelse i sagen, og at kommunen i den forbindelse foretog yderligere undersøgelser i sagen.

    (J.nr. 2005-4595-001).

Personalestyrelsen afslog en journalists ønske om aktindsigt i direktørkontrakter, som lå i en generel sag i styrelsen. Styrelsens begrundelse var at kontrakter i personalesager kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 2, stk. 2 og 3, og at der ved afgørelsen af om der kunne gives aktindsigt i den generelle sag, måtte lægges afgørende vægt på de hensyn der lå bag bestemmelsen i § 2. Afslaget blev givet med henvisning til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Efterfølgende gav 27 direktører aktindsigt i deres kontrakter.

Ombudsmanden udtalte at de bagvedliggende omstændigheder for resultatløn til direktører kunne undtages fra aktindsigt efter § 2. Til brug ved vurderingen af om afslag kunne gives efter § 13, stk. 1, nr. 6, burde Personalestyrelsen have indhentet en udtalelse fra de pågældende direktører. Da journalisten selv efterfølgende havde rettet henvendelse til direktørerne, foretog ombudsmanden sig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Ombudsmanden henstillede at Personalestyrelsen genoptog sagen for så vidt angik de kontrakter som de pågældende direktører ikke havde givet indsigt i, med henblik på om der kunne gives indsigt i dele af kontrakterne.

Ombudsmanden kritiserede endvidere begrundelsen for afslaget og Personalestyrelsens manglende overholdelse af 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16, stk. 2.

I brev af 2. november 2004 meddelte Personalestyrelsen mig at styrelsen havde taget min udtalelse til efterretning og havde genoptaget sagen i overensstemmelse med henstillingen. I brev af 26. april 2005 orienterede styrelsen mig om at klager nu havde fået aktindsigt i de resterende direktørkontrakter i deres helhed. (J.nr. 2003-3629-801).

En mand bad om aktindsigt i sin ægtefælles sag om opholdstilladelse. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration afslog at give manden aktindsigt i oplysninger der ville sætte ham i stand til at identificere personer der havde givet oplysninger til udlændingemyndighederne til brug for behandlingen af ægtefællens sag.

Ministeriet henviste til at den ene af de personer der havde givet oplysninger, havde ønsket anonymitet, idet vedkommende frygtede repressalier fra mandens side. Ministeriet bemærkede desuden at ægtefællen havde fået opholdstilladelse.

Ombudsmanden udtalte at en undtagelse af oplysninger over for parten af hensyn til andre private interesser forudsatte kendskab til de skadevirkninger en videregivelse ville have. I den konkrete sag hvor ministeriet ikke havde nærmere oplysninger om karakteren af de frygtede repressalier eller om grundlaget for denne frygt, mente ombudsmanden ikke at ministeriet havde haft tilstrækkeligt grundlag for at undtage oplysninger. Ombudsmanden henstillede derfor til ministeriet at genoptage sagen.

Efter på ny at have vurderet spørgsmålet gav ministeriet manden aktindsigt i de oprindeligt undtagne oplysninger.

(J.nr. 2003-3404-601)

I forbindelse med en retssag anlagt mod Skatteministeriet bad en advokat om aktindsigt i dokumenter om et selskab.

Skatteministeriet afslog aktindsigt uden at være i besiddelse af de dokumenter anmodningen angik. Skatteministeriet henviste over for ombudsmanden til at det inden for hele ministeriets område var departementet der tog sig af retssagerne, og som derfor vurderede om et ønske om aktindsigt i forbindelse med en verserende retssag kunne imødekommes.

Ombudsmanden udtalte at en myndighed normalt ikke kan behandle og afgøre en ansøgning om aktindsigt uden at være i besiddelse af – og gennemgå – de dokumenter der ønskes aktindsigt i.

Ombudsmanden udtalte endvidere at Skatteministeriet ikke havde haft kompetence til at afgøre anmodningen om aktindsigt. Det forhold at ministeriet tog sig af retssager inden for hele ministeriets område, gav ikke i sig selv ministeriet en sådan kompetence. Ombudsmanden mente det var beklageligt at ministeriet alligevel afgjorde anmodningen uden først at have skaffet de ønskede dokumenter. Alternativt kunne ministeriet efter ombudsmandens opfattelse have videresendt anmodningen om aktindsigt til den eller de skattemyndigheder som måtte formodes at kunne finde frem til de ønskede dokumenter.

(J.nr. 2003-4014-201)

En journalist bad industrialiseringsfonden for udviklingslandene (IFU) om aktindsigt i fondens sager om svindel mv. med offentlige midler. IFU afslog først med henvisning til at fondens forretningsvirksomhed generelt var undtaget fra offentlighedsloven, senere med henvisning til at dokumenterne journalisten bad om aktindsigt i, ikke var tilstrækkeligt identificerede. IFU afslog desuden at give meroffentlighed.

Journalisten klagede til ombudsmanden. I udtalelsen til ombudsmanden skrev IFU at fonden havde identificeret en byretsdom i en straffesag som var omfattet af journalistens anmodning om aktindsigt.

Ombudsmanden udtalte at han ikke kunne kritisere at IFU vurderede at anmodningen om aktindsigt ikke opfyldte identifikationskravet.

Nogle af de argumenter som IFU havde anvendt som grundlag for at afslå meroffentlighed, var ombudsmanden ikke enig i. Ombudsmanden mente at IFU burde være gået i dialog med journalisten om hvordan anmodningen om aktindsigt kunne afgrænses. Ombudsmanden henstillede til IFU at genoptage sagen med henblik på via dialog at vurdere om journalisten kunne få hel eller delvis aktindsigt i i hvert fald nogle dokumenter, herunder byretsdommen. Hvis det var relevant, måtte IFU også vejlede om muligheden for at få aktindsigt efter retsplejelovens regler i domme eller andre dokumenter, og så vidt muligt med henblik herpå videresende journalistens henvendelse til de relevante domstole. 

(J.nr. 2008-2800-401).

En erhvervsdykker klagede over at Søfartsstyrelsen i forbindelse med sine undersøgelser af en anmeldelse om mulig ulovlig dykning havde rettet henvendelse til dykkerens arbejdsgiver for at få dykkeren identificeret.

Søfartsstyrelsen havde orienteret arbejdsgiveren om at styrelsen havde fået en anmeldelse om at dykkeren muligvis foretog ulovlig dykning. Videregivelse af oplysningen om et muligt ulovligt forhold var ikke nødvendig for at arbejdsgiveren kunne besvare styrelsens spørgsmål. Ombudsmanden henviste til bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningslovens § 27 og kritiserede på den baggrund Søfartsstyrelsen.

Ombudsmanden kritiserede endvidere at styrelsen i den undersøgende fase havde afslået at give dykkeren aktindsigt under henvisning til at styrelsen anså sagen for at være en sag om strafferetlig forfølgning, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 3. Ombudsmanden henviste til at en sag først kan anses for at være en sag om strafferetlig forfølgning fra det tidspunkt hvor sagen overgives til politiet. Ombudsmanden kritiserede tillige at styrelsen efter at sagen var blevet henlagt, havde afslået dykkerens anmodning om aktindsigt i anmelderens identitet, jf. forvaltningslovens § 15, stk. 1.

Sagen gav også på andre punkter anledning til kritik af styrelsens og Erhvervsministeriets sagsbehandling. Ombudsmanden henstillede at Erhvervsministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1995-2371-301).

På baggrund af omtale i pressen undersøgte ombudsmanden af egen drift forløbet af en række ansættelser i overborgmesterens sekretariat i Københavns Kommune. Ansættelserne fandt sted i forbindelse med at en ny overborgmester skulle tiltræde. Ombudsmanden kritiserede bl.a. kommunens annoncering af stillingsopslagene og ansøgningsfristerne. Han kritiserede også forløbet omkring ansættelsessamtalerne som efter hans opfattelse kunne bestyrke den mistanke der havde været rejst i pressen, om at det på forhånd var afgjort hvem der skulle tilbydes ansættelse. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere den nye overborgmesters rolle i sagen.
(J.nr. 2010-0200-8102).

En studerende blev i 2000 indskrevet på en 2-årig kandidatuddannelse på et universitet. Siden 1999 havde han læst sidefag på Statskundskab ved et andet universitet. Han fornyede ved en fejl ikke sit årskort ved det første universitet i sommeren 2000, men først den 4. oktober 2000, idet han troede at hans SU var knyttet til studiet ved det andet universitet. Han søgte herefter om at få tildelt SU for september 2000 trods den manglende indskrivning. Myndighederne afslog ansøgningen under henvisning til at han var uden for uddannelse i september 2000.

I forbindelse med ombudsmandens behandling af sagen blev det oplyst at SUstyrelsen havde en fast praksis hvorefter en studerende kun kunne anses for at "gennemgå en uddannelse" (og hermed være berettiget til SU) hvis den studerende var formelt optaget på en bestemt uddannelse og formelt indskrevet på denne uddannelse. Ombudsmanden udtalte bl.a. at lovgivningen ikke indeholdt regler om dokumentationskrav mv. der gav grundlag for denne praksis. Han henviste endvidere til at en forvaltningsmyndighed ikke uden lovhjemmel kan fravige almindelige principper for sagsoplysning og fri bevisbedømmelse, ligesom han henviste til den forvaltningsretlige grundsætning om forbud mod skøn under regel. Ombudsmanden mente på den baggrund ikke at myndighederne havde tilstrækkelig hjemmel i lovgivningen til at udelukke andre former for dokumentation for at ansøgeren "gennemgik en uddannelse" end formel optagelse og indskrivning på uddannelsen. (J.nr. 2001-3901-730).

En forening klagede til et arbejdsmarkedsråd over at en kommune anvendte kontanthjælpsmodtagere i individuel jobtræning til rengøring hos pensionister. Foreningen mente at der var tale om konkurrenceforvridning. Arbejdsmarkedsrådet skulle tage stilling til om aktiveringen var i strid med §§ 31-33 i bekendtgørelsen om kontanthjælpsmodtageres aktivering efter lov om aktiv socialpolitik.

Arbejdsmarkedsrådet afviste at der var tale om konkurrenceforvridning.

Ombudsmanden udtalte i forbindelse med sagen at officialprincippet indebærer at det er myndigheden der er ansvarlig for at sagen er fornødent oplyst. Oplysning af faktum kan oftest foregå i samarbejde med parterne, eventuelt ved at stille opklarende spørgsmål til parterne. Oplysning af jus kan myndigheden normalt selv forestå hvis myndigheden er i stand til at fortolke og udfylde de relevante regler. Myndigheden kan også indhente udtalelser fra relevante ressortministerier/myndigheder hvis der er behov for bistand i relation til afklaring af det juridiske grundlag.

Ombudsmanden kritiserede Arbejdsmarkedsrådets oplysningsgrundlag og begrundelse.

Samlet set anså ombudsmanden rådets konkrete sagsbehandling for yderst kritisabel.
Efter loven påser regionschefen for den statslige arbejdsformidling at arbejdsmarkedsrådets beslutninger er lovlige. Ombudsmanden anså det for meget beklageligt at regionschefen end ikke mente at der var tvivl om lovligheden af arbejdsmarkedsrådets beslutninger og derfor ikke indberettede sagen til Beskæftigelsesministeriet.

Ombudsmanden udtalte sig endvidere om indholdet af Beskæftigelsesministeriets lovbestemte tilsynspligt. En lovbestemt tilsynspligt må indebære en pligt for ministeriet til at konstatere over for rådet (og regionschefen) hvis ministeriet vurderer at arbejdsmarkedsrådets beslutning anses for ulovlig, og give ministeriet mulighed for at give arbejdsmarkedsrådet en henstilling.

(J.nr. 2003-3687-022).

En borger klagede over at hun havde fået afslag på aktindsigt i dokumenter om beskatning og afgiftsberigtigelse af dødsboet efter sin søster. Afslaget blev givet efter både forvaltningsloven og offentlighedsloven. 

Uanset at borgeren som arving havde en betydelig interesse i dødsboets skatte- og afgiftssag, var det ombudsmandens vurdering at interessen var indirekte og afledet og ikke væsentlig i en sådan grad at borgeren kunne anses for part i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden kritiserede derfor ikke myndighedernes afslag på aktindsigt efter forvaltningsloven. 

Ombudsmanden kritiserede heller ikke myndighedernes afslag på aktindsigt efter offentlighedsloven idet han var enig i at samtlige dokumenter i sagerne indeholdt oplysninger omfattet af den særlige tavshedspligtsbestemmelse i skattestyrelsesloven. 

På baggrund af borgerens betydelige, men indirekte interesse i sagen ville det dog have været ønskeligt hvis myndighederne havde kontaktet bobestyreren for at få afklaret om boet kunne tilslutte sig at skattemyndighederne gav borgeren indsigt i sagerne. 

Ombudsmanden mente det var beklageligt at told- og skatteregionen ikke havde besvaret borgerens aktindsigtsanmodning i overensstemmelse med 10-dages fristen, ligesom han mente at det var beklageligt at regionen ikke i forbindelse med klagesagens behandling indhentede sagens dokumenter fra skatteforvaltningen. (J.nr. 2002-2059-201 og 2002-2513-201). 

En privatpraktiserende læge havde for en af sine patienter, der gennem 35 år havde haft svær slidgigt, søgt om tilskud til køb af et bestemt lægemiddel. Lægemiddelstyrelsen afslog ansøgningen med en kortfattet begrundelse.

På grundlag af en klage fra patienten indledte ombudsmanden en undersøgelse af især styrelsens begrundelse for afslaget.

Ombudsmanden udtalte at en fyldestgørende begrundelse bør give en forklaring på hvorfor myndigheden er nået frem til det pågældende resultat. Ombudsmanden mente ikke at Lægemiddelstyrelsen, hverken i sin afgørelse eller i sin udtalelse, havde levet op til dette krav, idet styrelsen ikke udtrykkeligt havde anført hvilke faktiske helbredsforhold og behandlingsmuligheder der var lagt til grund for afgørelsen. På den baggrund henstillede ombudsmanden at styrelsen genoptog sagen. Ombudsmanden fremkom i den forbindelse med nogle bemærkninger om myndighedernes vejledningsforpligtelse i tilfælde af at myndigheden pålægger en part at deltage i sagsoplysningen.

Lægemiddelstyrelsen genoptog herefter sagen og gav patientens læge en uddybende begrundelse.

(J.nr. 2005-1639-421)

En revisor klagede til ombudsmanden over at Landsskatteretten havde afvist at give et bindende svar på de skattemæssige virkninger af en planlagt disposition.

Ombudsmanden udtalte at reglerne om bindende svar måtte forstås sådan at et bindende svar kun kunne gives vedrørende en bestemt disposition, og at dette – i de tilfælde hvor spørgsmålet angik en planlagt disposition – affødte et krav om at den planlagte disposition måtte være beskrevet tilstrækkeligt detaljeret. Ombudsmanden mente ikke at revisoren havde beskrevet den planlagte disposition tilstrækkelig detaljeret og præcist, og ombudsmanden kunne derfor ikke kritisere at Landsskatteretten havde afvist at svare på revisorens spørgsmål.

Revisoren mente at Landsskatteretten burde have bedt ham om at indsende de oplysninger som manglede. Det var ombudsmandens ikke enig i. Ombudsmanden henviste til at de oplysninger som manglede, ikke eksisterede, og at officialprincippet ikke indebar en forpligtelse for Landsskatteretten til at indhente oplysninger eller materiale som ikke eksisterede. Ombudsmanden mente ikke at det forhold at Skat havde svaret på revisorens spørgsmål, indebar en pligt for Landsskatteretten til også at give revisoren et indholdsmæssigt svar. Efter ombudsmandens opfattelse havde revisoren heller ikke krav på at Landsskatteretten svarede med forbehold.

(J.nr. 2007-4341-214).

En advokat klagede på vegne af en pakistansk statsborger over at Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., anså den pakistanske statsborgers opholdstilladelse for bortfaldet. Myndighederne begrundede afgørelserne med at han havde opgivet sin bopæl i Danmark, og henviste til at han var frameldt folkeregistret, at han var rejst ud af landet, og at hans tidligere kone havde meddelt at hun havde bopæl i Pakistan sammen med parrets børn.

Ombudsmanden anførte at det fremgår af bestemmelsens forarbejder at det er en betingelse for anvendelse af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., at udlændingen ved sine egne handlinger har vist at han har ønsket at opgive sin bopæl i Danmark. Andres dispositioner er derimod uden betydning.

Ombudsmanden udtalte på den baggrund at hverken Udlændingestyrelsen eller Indenrigsministeriet - ud fra de foreliggende oplysninger - havde tilstrækkeligt grundlag for at antage at den pakistanske statsborger havde opgivet sin bopæl i Danmark. Myndighedernes afgørelser var derfor efter ombudsmandens opfattelse kritisable, og ombudsmanden henstillede til Indenrigsministeriet at genoptage sagen. (J.nr. 1999-0941-643).

En beboer i et almennyttigt boligselskab og formanden for afdelingsbestyrelsen klagede over at Bygge- og Boligstyrelsen havde afvist at behandle en klage over afdelingens regnskab. Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere at styrelsen havde afvist at behandle den konkrete klage over afdelingsregnskabet.

I sin begrundelse havde Bygge- og Boligstyrelsen henvist til at styrelsens tilsynsforpligtelse indebar at styrelsen behandlede sager som beroede på en indberetning fra en kommune, eller som vedrørte tilfælde hvor styrelsen blev opmærksom på at der var fare for tab af statslige midler. I udtalelsen til ombudsmanden gav Bygge- og Boligstyrelsen desuden udtryk for at styrelsen kunne tage sager op hvori der indgik principielle spørgsmål.

Ombudsmanden udtalte at Bygge- og Boligstyrelsens tilsynsforpligtelse efter hans opfattelse ikke kun omfattede de sager som styrelsen henviste til. Ombudsmanden mente at styrelsen kunne fremsætte uforbindende udtalelser om hvorvidt lovgivningen på området var overholdt. Styrelsen havde derfor pligt til at behandle de sager hvor det efter en foreløbig vurdering var sandsynlilgt at der var begået ulovligheder. (J.nr. 1995-2508-163).

En kommune traf afgørelse om ophør af børneydelser fordi borgeren ikke længere opholdt sig i Danmark.

  Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde sikret sig et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag idet kommunen bl.a. ikke havde undersøgt borgerens påstand om at han havde fået dispensation fra bopælskravet.

  Ombudsmanden kritiserede også at der ikke var sket partshøring af borgeren, og udtalte at kommunen burde have gjort mere for at tilvejebringe en adresse som kunne anvendes ved kommunens korrespondance med borgeren. Af samme grund kritiserede ombudsmanden at afgørelsen ikke var blevet meddelt klageren.

  Endelig kritiserede ombudsmanden at det ikke fremgik af kommunens journal om der blev foretaget en retlig vurdering af sagen før afgørelsen blev truffet, ligesom det ikke ville være muligt at udfærdige en skriftlig begrundelse for afgørelsen på baggrund af kommunens journal.

  Ombudsmanden kritiserede at det sociale nævn ikke havde forholdt sig til kommunens utilstrækkelige sagsbehandling.

  På ombudsmandens opfordring erklærede kommunen at den ville genoptage sagen og ændre afgørelsen (J.nr. 2004-4463-050).

På vegne af en jugoslavisk statsborger med dansk opholdstilladelse klagede en advokat til ombudsmanden over Indenrigsministeriets stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afslag på en ansøgning om fremmedpas. Begrundelsen for afslaget var at styrelsen efter fast praksis ikke udstedte fremmedpas medmindre der forelå skriftlig dokumentation for at ansøgere ikke var i stand til at skaffe sig pas eller anden rejselegitimation.

Det fremgik af sagens akter at den jugoslaviske statsborger ved gentagne skriftlige og telefoniske henvendelser til den jugoslaviske ambassade havde forsøgt at få den af Indenrigsministeriet udbedte skriftlige dokumentation. På den baggrund bad ombudsmanden Indenrigsministeriet om at udtale sig om myndighedernes erfaringer med hensyn til mulighederne for statsborgere fra det tidligere Jugoslavien for at få udstedt nationalitetspas. Herunder mulighederne for at fremlægge skriftlig dokumentation for at det ikke kunne lade sig gøre at få udstedt nationalitetspas.

Indenrigsministeriet meddelte herefter at Udlændingestyrelsen efter fornyet gennemgang af sagen havde besluttet at udstede fremmedpas til den pågældende. Endvidere oplyste ministeriet at styrelsen foretog en ændring af praksis med hensyn til statsborgere fra det tidligere Jugoslavien der var indrejst i landet som asylsøgere eller med "gamle" pas udstedt i det tidligere Jugoslavien. (J.nr. 1996-540-649).

En mand klagede til Datatilsynet over ToldSkats behandling af personoplysninger om ham i forbindelse med udsendelsen af selvangivelser og årsopgørelser for 2003. Datatilsynets gav manden fuldt medhold i hans klage over ToldSkat. Datatilsynet mente derimod ikke der var grundlag for at indlede en generel tilsynssag vedrørende behandlingssikkerheden. Dette klagede manden over til ombudsmanden.

Ombudsmanden konstaterede at Datatilsynet er en tilsynsmyndighed og ikke en rekursmyndighed, og at det tilsyn Datatilsynet fører med overholdelsen af persondataloven, har karakter af et legalitetstilsyn. Ombudsmanden pegede også på at der måtte sondres mellem den konkrete klagesag (som manden var part i) og den generelle tilsynssag (som manden ikke var part i).

Ombudsmanden lagde til grund at Datatilsynets beslutning om ikke at rejse en generel tilsynssag vedrørende behandlingssikkerheden var truffet på baggrund af alle de oplysninger der forelå i sagen. Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere Datatilsynets vurdering af at sagen var tilstrækkeligt oplyst til at tilsynet kunne vurdere om der skulle rejses en generel tilsynssag. Ombudsmanden kunne derfor heller ikke kritisere Datatilsynets beslutning om ikke at foretage sig yderligere over for Told- og Skattestyrelsen.
Sagen gav dog ombudsmanden anledning til at bemærke at der ville kunne være – men formentlig relativt sjældent var – fuldstændigt sammenfald mellem de oplysninger der var nødvendige for at kunne vurdere om en dataansvarlig havde overtrådt persondataloven, og de oplysninger der var nødvendige for at kunne vurdere om der skulle indledes en generel tilsynssag i forhold til den dataansvarlige med henblik på fremtidig overholdelse af persondatalovens regler om behandlingssikkerhed mv. Som følge heraf mente ombudsmanden ikke at Datatilsynet altid ville kunne træffe beslutning om at indlede eller undlade at indlede en generel tilsynssag på baggrund af oplysningerne i en klagesag, men at Datatilsynet i nogle tilfælde ville være nødt til at indhente yderligere oplysninger fra den dataansvarlige.
(J.nr. 2005-2259-203).

A klagede over sammensætningen af Det Danske Filminstituts (DDF's) importudvalg i forbindelse med, at han havde fået meddelt afslag på importstøtte. Han gjorde bl.a. gældende, at et af udvalgets daværende medlemmer, biografdirektør B, var generel inhabil, jf. § 6 i filmloven. Importudvalget var nedsat af DDF's bestyrelse som et rådgivende udvalg bestående af tre repræsentanter for forskellige relevante brancheinteresser.

Ombudsmanden udtalte, at filmlovens § 6 alene vedrører de ansatte filmkonsulenter, og at der ikke efter hans opfattelse var mulighed for at anvende bestemmelsen analogt på medlemmer af importudvalget. Ombudsmanden udtalte endvidere, at B's stilling som biografdirektør ikke kunne forventes at føre til, at han i et større antal af enkeltsager måtte afstå fra at deltage i udvalgsarbejdet på grund af speciel inhabilitet. Der var derfor heller ikke ud fra almindelige forvaltningsretlige synspunkter grundlag for at antage, at B var udelukket fra at være medlem af udvalget. Ombudsmanden bemærkede, at udvalgets sammensætning af repræsentanter for brancheinteresser var tilsigtet, og at B's tilknytning til biografinteresser således var kendt for DDF's bestyrelse. Ombudsmanden anså det imidlertid for betænkeligt, at DDF før 1. januar 1991 havde fulgt den praksis, at behandlingen i importudvalget i en del støttesager i realiteten var den eneste sagsbehandling forud for bestyrelsens støtteafgørelse. Det måtte anses for tvivlsomt, om den tidligere praksis var forenelig med officialprincippet. Da denne praksis imidlertid efter det oplyste var ændret, fandt ombudsmanden ikke at burde foretage videre vedrørende spørgsmålet. (J. nr. 1992-1234-75).

En nabo klagede over at en vognmandsvirksomhed havde fået dispensation fra byggelovens bestemmelser til en 48 m høj antennemast. Kommunen havde efter forhandling med virksomheden, uden fornyet naboorientering, givet dispensation til opstilling af master på et andet sted end det der i første omgang var orienteret om.

Ombudsmanden udtalte at såvel kommunens som statsamtets afgørelser om at der krævedes dispensation fra bygningsreglementets bestemmelser om det skrå højdegrænseplan, byggede på en retsvildfarelse. Det var kun nødvendigt med dispensation fra bestemmelserne om det vandrette højdegrænseplan.

Ombudsmanden udtalte endvidere at der efter byggelovens § 22, stk. 2, skulle have været foretaget en fornyet naboorientering. Naboen måtte anses for part i sagen og skulle derfor også have været hørt efter forvaltningslovens § 19. Ombudsmanden mente dog ikke at den manglende naboorientering/nabohøring konkret var så væsentlig at den burde medføre ugyldighed. Afgørelsen var heller ikke truffet på et så utilstrækkeligt grundlag at afgørelsen var ugyldig, og der var ikke grundlag for at antage at afgørelsen hvilede på usaglige hensyn.

Ombudsmanden kritiserede dog kommunens og statsamtets begrundelser. (J.nr. 1997-1527-160).

En folkepensionist klagede over en kommunes brug af et forkert beregningsgrundlag for pensionen. Pensionisten havde i sin ansøgning om folkepension henvist til en allerede indgiven selvangivelse, og kommunen var således i besiddelse af de relevante oplysninger. Kommunen lagde imidlertid nogle automatisk overførte oplysninger om den personlige indkomst til grund for beregningen af pensionen.

Kommunen, det sociale ankenævn og Den Sociale Ankestyrelse erkendte efterfølgende at man ved at lægge forkerte oplysninger til grund havde truffet en urigtig afgørelse. Myndighederne mente imidlertid at folkepensionisten havde udvist passivitet ved først at henvende sig i foråret efter det pågældende pensionsår, og at han derfor måtte bære risikoen for fejlen.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at pensionistens henvisning til sin selvangivelse ikke fritog kommunen for at opfylde de almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger om sagsoplysningen, der endvidere i sager om social pension er nærmere fastsat i et cirkulære. Ombudsmanden mente endvidere at det forhold at pensionsmeddelelserne ikke kunne rekonstrueres, ville gøre det vanskeligt at afgøre hvorvidt en hurtigere reaktion fra pensionisten kunne være krævet, og at risikoen for denne bevisusikkerhed måtte hvile på det offentlige.

Ombudsmanden udtalte generelt at det må være et ubetinget krav at en myndighed enten i sagen har en kopi af dokumenter som myndigheden har udfærdiget, eller dog med sikkerhed med meget kort varsel fra et edb-anlæg vil kunne lave en fuldstændig nøjagtig udskrift (svarende til en kopi) af dokumentet. Myndighedens valg af et elektronisk, i stedet for et papirbaseret, medium berettiger ikke en kassation af et dokument på et tidligere tidspunkt end hvis det havde foreligget i papirform.

Ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at genoptage sagen. /J.nr. 1995-2520-041).

Nogle grundejere klagede over en beslutning om ekspropriation til anlæggelse af en sti. De var utilfredse med stiens linjeføring. Stiens begyndelsespunkt var angivet i en lokalplan for området hvorimod selve linjeføringen ikke var angivet.

Vejdirektoratet, som ikke i første omgang var i besiddelse af lokalplanen, lagde afgørende vægt på at linjeføringen var omfattet af lokalplanen. Ombudsmanden udtalte at direktoratet burde have sikret sig at det virkelig forholdt sig således.

Efter at direktoratet havde indhentet et eksemplar af lokalplanen, fastholdt direktoratet at stiprojektet var omfattet. Ombudsmanden kritiserede at direktoratet ikke havde været tilstrækkelig omhyggelig ved vurderingen af spørgsmålet.

Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse at Vejdirektoratets afgørelser var truffet på et forkert grundlag, og han henstillede at direktoratet traf en ny afgørelse i sagen. (J.nr. 2000-3589-516).

(Se også sag Familiestyrelsens afvisning af at behandle sent indkomne klager (2) efter denne sag)

  I to tilfælde har ombudsmanden taget stilling til om Familiestyrelsen kunne afvise at behandle en sent indkommen klage med henvisning til at der var gået lang tid siden underinstansens afgørelse blev truffet.

  Den første sag (j.nr. 2004-3465-651 )– denne sag – handlede om ægtefællebidrag. I denne sag blev der først klaget over underinstansens afgørelse efter 8 ½ år.

  Den anden sag (j.nr. 2006-0751-652) ­– sag nr. 9-5 efter denne sag – handlede om børnebidrag. I denne sag blev der først klaget over underinstansens afgørelse efter 2 år og 8 måneder.

  Uanset at der ikke i lovgivningen var fastsat en frist for at udnytte rekursadgangen, afviste Familiestyrelsen i begge tilfælde at behandle klagerne. Familiestyrelsen henviste til at en klage efter Familiestyrelsens opfattelse skulle indgives inden for en vis tid efter at underinstansens afgørelse var truffet. Familiestyrelsen fandt at hensynet til en parts mulighed for at få behandlet en klage burde afvejes over for hensynet til modparten der måtte antages at have indrettet sig i tillid til den trufne afgørelse.

  I udtalelserne til ombudsmanden beskrev Familiestyrelsen sin administrative praksis i relation til sent indkomne klager. Familiestyrelsen oplyste at der ikke var fastsat retningslinjer for hvad der måtte anses for at være "en vis tid", men at en klage der var indgivet inden et år efter underinstansens afgørelse, ikke ville blive afvist med den begrundelse at den var indgivet for sent. 

  Ombudsmanden udtalte at det var hans opfattelse at når der ikke i lovgivningen var fastsat en frist for at udnytte en rekursmulighed, kunne en klageinstans kun afvise at realitetsbehandle en sent indgivet klage hvis klageren ikke havde nogen retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller hvis forholdet ikke længere lod sig oplyse.

  Ombudsmanden udtalte endvidere at det var hans opfattelse at det i lighed med fastsættelsen af en egentlig klagefrist krævede udtrykkelig lovhjemmel at afskære klageadgangen i videre omfang end de tilfælde hvor klageren ikke havde nogen retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller forholdet ikke længere lod sig oplyse. På den baggrund fandt ombudsmanden Familiestyrelsens praksis med at afvise sent indkomne klager kritisabel.

  I begge sager kritiserede ombudsmanden Familiestyrelsens afvisning af at behandle klagen og henstillede at Familiestyrelsen realitetsbehandlede sagen.

  (J.nr. 2004-3465-651)

En kvinde fødte den 9. juni 1999 en søn. Barnets far var den 18. marts 1999 blevet anholdt og siden idømt fængsel i 1 år og 9 måneder. Efter barnets fødsel bad kvinden statsamtet om at fastsætte bidrag.

Den 29. oktober 1999 traf statsamtet afgørelse om at kvindens ansøgning om bidrag ikke kunne imødekommes. Civilretsdirektoratet tiltrådte den 5. januar 2000 statsamtets afgørelse. Af direktoratets begrundelse for afgørelsen fremgik at direktoratet havde vurderet at samlivet mellem kvinden og barnets far ikke var ophævet som følge af uoverensstemmelser, og at direktoratet havde tillagt denne vurdering afgørende betydning.

Ombudsmanden udtalte at det ved vurderingen af om begge forældre opfylder forsørgelsespligten efter børnelovens § 13, kan indgå som kriterium om en eventuel samlivsophævelse ikke skyldes uoverensstemmelse, men andre grunde. Vurderingen af hvorvidt den af forældrene som ikke opholder sig sammen med barnet opfylder sin forsørgelsespligt efter § 13, må dog altid bero på et konkret skøn i den enkelte sag af den pågældende forælders opfyldelse af forsørgelsespligten set i forhold til vedkommendes forsørgelsesevne. Også i tilfælde hvor strafafsonere uanset om de måtte være uden forsørgelsesevne normalt antages at opfylde deres forsørgelsespligt efter børnelovens § 13 når samlivet med den anden af forældrene ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelse, må der foretages en konkret vurdering af om strafafsoneren opfylder sin forsørgelsespligt efter evne. Ombudsmanden tilsluttede sig at spørgsmålet om hvorvidt en forælder betragtes som enlig forsørger i relation til anden lovgivning, er uden betydning for vurderingen af hvorvidt den anden af forældrene opfylder sin forsørgelsespligt efter børnelovens § 13.

Ombudsmanden kritiserede statsamtets og Civilretsdirektoratets begrundelser og sagsoplysning i forbindelse med afgørelserne. Endvidere kritiserede ombudsmanden Civilretsdirektoratets sagsbehandlingstid.

Som sagen forelå oplyst, fandt ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere resultatet af myndighedernes afgørelser, og ombudsmanden havde derfor ikke tilstrækkelig anledning til at bede myndighederne om at genoptage sagens behandling. (J.nr. 2000-0830-652).

A klagede over en vurderingsmyndigheds og Told- og Skattestyrelsens (TOS') afgørelser og sagsbehandling i forbindelse med vurderingen af hans bil.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere selve vurderingen; men myndighedernes sagsbehandling gav på flere punkter anledning til kritik. Ombudsmanden kritiserede således blandt andet myndighederne for manglende og utilstrækkelig begrundelse for de trufne afgørelser, manglende svar på anmodning om aktindsigt forud for afgørelsen, manglende overholdelse af 10 dages fristen i forvaltningslovens § 16, stk. 2, manglende fremsendelse af kopi af sagens akter som begæret af A, manglende klagevejledning samt TOS' begrænsede undersøgelser af grundlaget for vurderingen forud for TOS' afgørelse i sagen. (J. nr. 1993-488-229).

Det sociale nævn tilkendte en mand mellemste førtidspension, men både nævnet og Den Sociale Ankestyrelse afslog mandens ansøgning om højeste førtidspension.

Ombudsmanden kritiserede nævnets og Ankestyrelsens begrundelse der ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24. Bl.a. på baggrund af to højesteretsdomme om førtidspension udtalte ombudsmanden at han ikke mente at Ankestyrelsens begrundelse i tilstrækkelig grad argumenterede for årsagen til at Ankestyrelsen vurderede mandens erhvervsevne anderledes end speciallægen der løbende havde fulgt mandens helbredstilstand. Efter ombudsmandens opfattelse var der ved Ankestyrelsens afgørelse i sagen stadig betydelig usikkerhed om mandens resterhvervsevne.

Som følge af ombudsmandens manglende lægefaglige ekspertise havde ombudsmanden ikke grundlag for at udtale kritik af Ankestyrelsen på dette punkt. Ombudsmanden henstillede imidlertid til Ankestyrelsen at tage stilling til om oplysningsgrundlaget skulle suppleres således at der kunne træffes afgørelse på et nyt grundlag.

Ombudsmanden udtalte endvidere at nævnet burde have konkretiseret sin bedømmelse af mandens resterhvervsevne. (J.nr. 1999-2679-040).

En borger klagede til Naturklagenævnet over at en kommune havde givet ham afslag på en ansøgning om at måtte bo hele året i et sommerhus. Naturklagenævnet gik i gang med at behandle sagen. Efter godt et år meddelte Naturklagenævnet borgeren at nævnet ikke ville tage stilling til sagen fordi nævnet havde fået klagen en dag efter udløbet af klagefristen.

Naturklagenævnet havde ikke foretaget partshøring, og efterfølgende gjorde borgeren flere indsigelser mod afvisningen af klagen. To gange afkrævede Naturklagenævnet borgeren et klagegebyr for at tage stilling til hans indsigelser som nævnet betragtede som anmodninger om genoptagelse af sagen.

Ombudsmanden mente at det var meget beklageligt at nævnet først efter mere end år efter modtagelsen af klagen havde taget stilling til om den var indkommet rettidigt. Ombudsmanden kritiserede at nævnet ikke havde partshørt borgeren før nævnet afviste klagen og efterfølgende fastholdt afvisningen. Ombudsmanden mente endelig at Naturklagenævnet ikke havde hjemmel i den dagældende bekendtgørelse til at opkræve klagegebyr for at tage stilling til borgerens indsigelser. Om Naturklagenævnets gebyropkrævning efter en senere bekendtgørelse henvises til ombudsmandens j.nr. 2005-3841-109, optaget i denne beretning som sag nr. 8-4 efter denne sag.
(J.nr. 2004-4007-109). 

En advokat klagede på vegne af sin klient, en zairisk statsborger, over at Indenrigsministeriet havde afslået at genoptage behandlingen af en sag om inddragelse af klientens opholds- og arbejdstilladelse. Advokaten meddelte i forbindelse med sin genoptagelsesanmodning at de oplysninger som klienten havde givet i forbindelse med behandlingen af asylsagen, om at han var rejst ind i Danmark fra Zaire, var forkerte idet klienten havde boet i Frankrig siden 1972 og var indrejst derfra.

Indenrigsministeriet mente ikke at oplysningerne kunne føre til at sagen skulle genoptages, og henviste til hvad klienten havde forklaret under asylsagen.

Ombudsmanden mente at Indenrigsministeriet som følge af officialprincippet burde have forsøgt at kontrollere rigtigheden af de nye oplysninger og have vurderet deres betydning i forbindelse med spørgsmålet om inddragelse af opholds- og arbejdstilladelse.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Indenrigsministeriet at genoptage behandlingen af sagen. (J.nr. 1999-0205-642).

Amtskommunen K havde afslået at levere hornhinder til privathospitalet B med henblik på transplantationer. K's begrundelse herfor var, at B's virksomhed stred mod grundlæggende principper i det danske sundhedsvæsen. Indenrigsministeriet (IM) annullerede som tilsynsmyndighed K's beslutning under henvisning til, at man havde varetaget uvedkommende hensyn.

K fastholdt afslaget over for B, men anførte nu som begrundelse, at man kun leverede hornhinder til hospitaler m.v., der selv - aktuelt eller potentielt - var i stand til at levere hinder til amtets hospitaler. B gjorde gældende, at K ikke havde håndhævet kravet over for andre aftagere af hornhinder. IM lagde imidlertid under en ny tilsynssag K's oplysninger til grund og tog afslaget til efterretning. B og amtsrådsmedlem A klagede herefter til ombudsmanden.

Ombudsmanden udtalte, at udgangspunktet i tilfælde af uenighed om de faktiske forhold må være, at tilsynsmyndigheden kan lægge kommunens oplysninger til grund. I en sag som den foreliggende - hvor en kommune med en ny begrundelse fastholder en afgørelse, som tilsynsmyndigheden tidligere har anset for ulovlig - kan der dog efter omstændighederne være grund til at skærpe opmærksomheden om kommunens oplysninger. Dette må navnlig gælde, hvor de pågældende oplysninger slet ikke har været anført i kommunens oprindelige afgørelse. Også i denne situation må der være en vis formodning for, at kommunens oplysninger er korrekte; men der kan eventuelt - afhængig af de konkrete omstændigheder - være anledning til, at tilsynsmyndigheden foretager yderligere undersøgelser. I den konkrete sag fandt ombudsmanden ikke, at der var grundlag for kritik. (J. nr. 1992-1674-426).

Forældrene til en dreng på 13 år der led af infantil autisme og havde generelle indlæringsvanskeligheder, klagede til Folketingets Ombudsmand. Forældrene var utilfredse med at deres søn var visiteret til en specialskole for autistiske børn med indlæringsvanskeligheder. De valgte i stedet at indskrive drengen på en (almindelig) friskole hvor han blev enkeltintegreret efter den såkaldte ABA-metode.

Forældrene gjorde en række forhold gældende i klagen til ombudsmanden, bl.a. at FN’s børnekonvention og FN’s handicapkonvention var overtrådt.

Ombudsmanden udtalte sig bl.a. om sin forståelse af den relevante bestemmelse i FN’s handicapkonvention. Han mente ikke konventionerne var overtrådt. Ombudsmanden mente i øvrigt ikke der var udsigt til at han kunne kritisere Klagenævnet for Vidtgående Specialundervisnings afgørelse i sagen. I den forbindelse mente ombudsmanden heller ikke at han ville kunne kritisere nævnets prøvelse som klagemyndighed.

(J.nr. 2009-1787-710).

To indsatte der var overført fra England til fortsat straffuldbyrdelse i Danmark, klagede over at Justitsministeriet ikke havde inddraget de engelske regler og den engelske praksis om prøveløsladelse i vurderingen af deres ansøgninger om prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2. Justitsministeriet havde været af den opfattelse at ministeriet kun kunne inddrage fremmed ret hvis de nationale regler bestemte det. Under et møde med ombudsmanden gav ministeriet imidlertid udtryk for at det kunne inddrage fremmed ret, og spørgsmålet var herefter alene om ministeriet havde pligt til at inddrage fremmed ret.

Ombudsmanden udtalte at der efter hans opfattelse er pligt til at indhente nærmere oplysninger om fremmed ret, hvis der i det konkrete tilfælde er en tilstrækkelig indikation herfor. Ved vurderingen af om fremmed ret (herefter) i givet fald skal inddrages i vurderingen efter straffelovens § 38, stk. 2, må der bl.a. lægges vægt på om prøveløsladelsens grundlag efter henholdsvis fremmed og dansk ret er sammenligneligt. Hvis dette er tilfældet, og der i øvrigt foreligger det fornødne grundlag for at antage at der ville være sket løsladelse på et tidligere tidspunkt såfremt afsoning var fortsat i domslandet, må domslandets regler og praksis tages i betragtning og i givet fald tillægges en vis vægt.

Da Justitsministeriet ved afgørelsen i de konkrete sager ikke havde overvejet at indhente nærmere oplysninger om og eventuelt inddrage de engelske regler og praksis, henstillede ombudsmanden til Justitsministeriet at overveje sagen på ny. Ombudsmanden bad ministeriet om herunder at tage stilling til hvorvidt de oplysninger om engelsk ret som klagerne havde sendt til ministeriet, indicerede at yderligere oplysninger herom burde indhentes. (J.nr. 1997-0617-623 og 1997-1430-623).

Det sociale ankenævn (SAN) havde i den sag der er omtalt i FOB 1992, s. 334ff, til Socialministeriet (SM) videresendt en henvendelse fra A angående kommunen K's behandling af en sag om samværsbegrænsning mellem A og dennes barn B, jf. bistandslovens § 67, stk. 1, idet A, der ikke var indehaver af forældremyndigheden over B, ikke kunne indbringe sagen for SAN. SM afviste at realitetsbehandle sagen og tilbagesendte A's henvendelse til SAN.

Ombudsmanden rejste i forlængelse af den konkrete sag der gav ham anledning til væsentlig kritik af K, af egen drift over for SM spørgsmålet om indholdet af SM's sektortilsyn. Ombudsmanden fandt at der på SM's område også efter ophævelsen af socialstyrelseslovens § 22 må antages at eksistere et ulovbestemt ressorttilsyn, og at dette tilsyn har karakter af et konstaterende legalitetstilsyn, der også omfatter spørgsmål om, hvorvidt kommunernes forvaltning i konkrete sager er lovlig. Endvidere omfatter tilsynet overholdelsen af både de socialretlige regler og de almindelige forvaltningsprocessuelle regler, herunder forvaltningslovens bestemmelser. Den konkrete sag var efter sin art omfattet af SM's ulovbestemte tilsyn. På baggrund af A's henvendelse var det ikke usandsynligt at der var begået en ulovlighed af en ikke uvæsentlig art. SM burde derfor have undersøgt sagen nærmere og havde herved både været berettiget og forpligtet til at indhente nærmere oplysninger (herunder relevante sagsakter) fra K. SM burde derfor ikke have afvist at realitetsbehandle sagen.

Endelig fandt ombudsmanden at SM - ud fra ministeriets egen (omend fejlagtige) forståelse af de involverede myndigheders kompetence - i medfør af forvaltningslovens § 7, stk. 2, burde have sendt sagen videre til kommunalbestyrelsen som rette myndighed. (J. nr. 1993-317-072).

En amtskommune X havde varslet afskedigelse af 2 ledende medarbejdere A og B ved et af amtskommunens sygehuse. Før A og B var blevet partshørt og før den endelige afgørelse om afskedigelse var truffet, udsendte X en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik at A og B ville blive afskediget.

Efter at ombudsmanden - under henvisning til § 6, stk. 5, i ombudsmandsloven - havde indhentet en udtalelse fra X om sagen, herunder om indholdet af de oplysninger som X havde givet til pressen, redegjorde ombudsmanden i en skrivelse til X generelt for anvendelsen af officialprincippet og reglerne om partshøring i sager om afskedigelse af offentligt ansatte. Ombudsmanden udtalte at det efter hans opfattelse var en fejl, at X i pressemeddelelsen havde oplyst, at A og B ville blive afskediget. Beslutningen herom ville i givet fald først kunne træffes når A's og B's eventuelle udtalelser - efter partshøring - forelå og kunne indgå i grundlaget for myndighedens afgørelse. Ombudsmanden præciserede at der er en væsentlig forskel, både formelt og reelt, mellem beslutningen om at varsle afskedigelse og selve afskedigelsesbeslutningen. (J. nr. 1994-300-809).

En forsker blev afskediget fra et universitet fordi forskeren ikke havde udarbejdet en tilfredsstillende arbejdsplan og ikke havde givet projektlederen en undskyldning for sine beskyldninger om at projektlederen havde startet en bagvaskelsesproces. Forskeren blev fritaget fra tjeneste allerede ved den forudgående høring med henvisning til at han havde fjernet projektlederens navn på en forfatterliste.

Forskeren havde derudover udtalt sig nedsættende om projektlederens alvorlige sygdom på et afdelingsmøde, og anlagt injuriesag mod projektlederen for ærekrænkende ytringer.

Ombudsmanden mente at projektlederen burde have været anset for inhabil i personalesagen mod forskeren. Ombudsmanden lagde vægt på at projektlederen (og ethvert menneske i samme situation) i særlig grad var eller med rette kunne være personligt ramt af forskerens adfærd, og at forskeren tilsvarende havde et stærkt og konstaterbart personligt modsætningsforhold til projektlederen. Universitetet burde derfor ikke have lagt projektlederens oplysninger uprøvet til grund, men sidestillet disse med partslignende indlæg.

Ombudsmanden henstillede at tilsynsmyndigheden tog stilling til om inhabiliteten havde haft konkret væsentlig betydning for afgørelserne.
(J.nr. 2004-2887-812).

A, der i 1990 var blevet tilkendt en arbejdsskadeerstatning, ansøgte i 1991 om kapitalisering af et beløb på 150.000 kr., jf. § 39 i den dagældende arbejdsskadeforsikringslov. Efter denne bestemmelse skulle ansøgningen imødekommes, medmindre det efter Arbejdsskadestyrelsens skøn var økonomisk uforsvarligt.

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse imødekom ansøgningen for så vidt angik et beløb på 50.000 kr. Som begrundelse for ikke at imødekomme ansøgningen fuldt ud henviste myndighederne - med varierende formuleringer - til, at en yderligere kapitalisering ikke kunne antages at ville forbedre A's økonomi. Den gengivelse af lovens § 39, som var indeholdt i en række af myndighedernes skrivelser til A, svarede i det væsentlige til bestemmelsens indhold før en lovændring i 1987; ved denne lovændring blev den vurdering, myndighederne skal anlægge ved ansøgninger om kapitalisering, væsentligt ændret til ansøgernes fordel.

Ombudsmanden udtalte, at myndighederne i realiteten måtte antages at have truffet afgørelse i A's sag på grundlag af den retstilstand, der var foreskrevet i arbejdsskadeforsikringsloven indtil den 1. april 1987. Ombudsmanden anså dette forhold for meget beklageligt og henstillede til Den Sociale Ankestyrelse at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1992-2930-023).

En borger henvendte sig til ombudsmanden med nogle spørgsmål om klager over karakterer ved studentereksamen. Borgeren pegede særligt på to forhold: Dels at klagernes oplysninger og argumenter til støtte for en højere karakter ikke måtte komme frem til de personer som skulle bedømme om karakteren skulle hæves når der var blevet klaget over den. Dels at der ikke blev givet en begrundelse – hverken samtidig med afgørelsen eller efterfølgende på begæring – når karakteren blev fastholdt, eller hvis der blev givet en karakter der var lavere end klageren ønskede.

Sagen gav ombudsmanden anledning til kritik af den ordning som Undervisningsministeriet har etableret i sager om klager over karakterer ved studentereksamen, herunder bestemmelser fastsat i eksamensbekendtgørelsen.

Ombudsmanden udtalte at der ikke er lovhjemmel til at Undervisningsministeriet kan fastsætte en ordning om klager over karakterer ved studentereksamen der fraviger det der almindeligvis gælder for administrativ rekurs. Det betyder bl.a. at de almindelige regler om at undersøgelsesprincippet gælder for klageinstansen, og at klageren har adgang til at fremføre nye påstande mv. over for klageinstansen, gælder for behandlingen af klager over karakterer ved studentereksamen.

Efter ombudsmandens opfattelse er en eventuel ombedømmelse, og en deraf følgende ændret karakter, (en del af) resultatet af afgørelsen i klagesagen og dermed også en del af den samlede afgørelse. Det betyder bl.a. at en eventuel ombedømmelse der ændrer karakteren, er (en del af) en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Men når en myndighed beslutter hvordan det videre forløb af en sag skal være, træffer myndigheden efter ombudsmandens opfattelse som udgangspunkt ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Der er derimod tale om en procesledende beslutning. Dette gælder dog ikke hvis beslutningen går ud på at afslutte sagen. En sådan beslutning er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ligeledes er en beslutning om ny prøve (omprøve) en afgørelse i forvaltningslovens forstand, hvorimod bedømmelsen af omprøven ikke er afgørelsen i klagesagen – eller i det hele taget en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Undervisningsministeriet at ændre den ordning og praksis som ministeriet har fastlagt vedrørende behandlingen af klager over karakterer ved studentereksamen, eller – alternativt – at sørge for fornøden lovhjemmel til ordningen.
(J.nr. 2007-3885-711)

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

Et menighedsrådsmedlem mistede sin valgbarhed efter at have slået et andet medlem, da myndighederne mente at episoden gjorde ham uegnet til at fortsætte arbejdet i menighedsrådet. Ombudsmanden mener ikke at der er grund til at kritisere resultatet af myndighedernes beslutning.

 

Efter udløbet af klagefristen klagede en forening på vegne af en kvinde til det sociale nævn over en kommunes afslag på eftergivelse af et såkaldt § 42-lån. Foreningen søgte om dispensation for overskridelse af klagefristen idet man gjorde gældende at kvinden havde været forhindret i at klage rettidigt på grund af akut og alvorlig sygdom og blandt andet havde været indlagt på hospital.

Det sociale nævn afviste at behandle foreningens klage fordi klagefristen ikke var overholdt, og fordi nævnet ikke mente der forelå nogen særlig grund til at dispensere fra fristoverskridelsen.

Ombudsmanden udtalte at nævnet ikke havde haft tilstrækkelige oplysninger i sagen på de tidspunkter hvor nævnet traf afgørelse i sagen.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt at nævnet indhentede oplysninger om kvindens helbred hos hospitalet uden først at have søgt at få samtykke hertil. Det var meget kritisabelt at nævnet over for hospitalet oplyste at man havde orienteret kvinden om at oplysninger kunne blive indhentet, og at kvinden ikke havde haft indvendinger herimod.

Ombudsmanden kritiserede endvidere det sociale nævns begrundelser og at nævnet ikke sendte alle sagens akter sammen med nævnets udtalelse i sagen. Ombudsmanden mente endelig det var kritisabelt at det sociale nævn på foranledning af en udtrykkelig forespørgsel fra en af ombudsmandens medarbejdere oplyste at det sociale nævn ikke havde flere sagsakter. (J.nr. 2000-2470-085).

Ombudsmanden undersøgte 4 sager (3 arbejdsskadesager og en social sag) hvor Ankestyrelsen havde afvist at behandle borgerens klage med den begrundelse at klagefristen var overskredet. I den forbindelse udtalte ombudsmanden sig om forskellige generelle spørgsmål i relation til beregning af klagefrister og dispensationer herfra. Disse spørgsmål angik særligt hvornår en klagefrist begynder at løbe, hvem der har risikoen for postforsinkelse (om en postforsinkelse skal komme borgeren eller myndigheden til skade) og hvad indholdet er af myndighedernes pligt til at oplyse sager hvor en klage (umiddelbart) ikke ser ud til at være rettidig.
(J.nr. 2004-3074-024 og 2004-3037-085).

K kommune anbragte en 13-årig pige C på børnehjem efter samtykke fra moderen, der alene havde forældremyndigheden. Anbringelsen blev gennemført med fogedens bistand, idet barnet opholdt sig hos faderen A efter udløbet af almindeligt weekend-samvær. Efter samme aften midlertidigt at have afskåret A fra enhver kontakt med C indskrænkede kommunen knap 14 dage senere (i medfør af bistandslovens § 67, stk. 1) samværsretten i væsentligt omfang. Afgørelsen hvilede hovedsagelig på oplysninger og vurderinger fra overlæge G, særligt en erklæring fra G, som var indgået i fogedsagen.

Ombudsmanden fandt, at kommunen - uanset at faderen fra fogedforretningen havde kendskab til erklæringen - var forpligtet til at partshøre faderen om erklæringen, da faderen ikke var bekendt med, at erklæringen indgik i beslutningsgrundlaget for samværsafgørelsen. Kommunen undersøgte ikke A's indsigelser vedrørende oplysningsgrundlaget og G's habilitet. Ombudsmanden udtalte, at afgørelsen hvilede på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Da kommunen havde anvendt overlægens iagttagelser og vurderinger som udtryk for uvildig, sagkyndig vurdering, og da der var tvivl om holdbarheden af overlægens erklæring i relation til samværsret, var kommunens bevisbedømmelse behæftet med fejl i et sådant omfang, at afgørelsens gyldighed var tvivlsom, når fejlen angående bevisbedømmelsen blev sammenholdt med kommunens øvrige fejl.

Da kommunen under ombudsmandens behandling af sagen havde ophævet begrænsningerne i faderens samværsret, foretog ombudsmanden ikke videre vedrørende gyldighedsspørgsmålet. (J. nr. 1992-2285-072).

En mand søgte kommunen om dækning af udgifter til tandbehandling og rejseudgifter til rekreation.

Til brug for behandlingen af sagen hos kommunen afleverede han bl.a. oplysninger om hans og hans ægtefælles fælles økonomiske situation. Ægtefællen led af muskelsvind, sad i kørestol og modtog førtidspension. Ægtefællen havde en invalidebil. Kommunen gav afslag og henviste til at manden selv var i stand til at betale udgifterne. Kommunen havde i sagsbehandlingen forholdt sig til hvilke udgifter der kunne tages med i udregningen af rådighedsbeløbet. Blandt disse var udgifter der relaterede sig til ægtefællens handicap, bl.a. medicin og benzin til invalidebilen. Ombudsmanden gik ud fra at kommunen havde vejledt ægtefællen om muligheden for at søge om dækning af merudgifter forbundet med handicappet. 

  Ombudsmanden redegjorde for hvordan retssikkerhedslovens § 5 skal forstås, f.eks. at en myndighed har pligt til at træffe afgørelse efter relevante bestemmelser over for borgeren.  Ombudsmanden mente at det var uheldigt at kommunen ikke havde truffet afgørelse om dækning af merudgifter i forhold til ægtefællen. Ombudsmanden henviste til de konkrete omstændigheder som viste at kommunen via de økonomiske oplysninger i mandens sag havde et sådant kendskab til ægtefællens forhold at der burde være truffet afgørelse i forhold til ægtefællen.

  Ombudsmanden mente at det var beklageligt at det sociale nævns afgørelse var formuleret sådan at den kunne give anledning til den misforståelse at nævnet slet ikke havde forholdt sig til oplysningerne om størrelsen af benzinudgifterne.

  Ved afgørelsen om dækning af udgifter til tandbehandling og rejseudgifter var det vanskeligt for ombudsmanden at få helt rede på hvad kommunen og nævnet havde anset for nødvendige udgifter som skulle betales enten som faste udgifter eller ud af rådighedsbeløbet. Oplysningerne forekom umiddelbart utilstrækkelige. Ombudsmanden mente at det var beklageligt at myndighederne ikke havde taget nærmere stilling til hvilke udgifter der var nødvendige – og deres omfang. (J.nr. 2005-0914-009)

En kommune besluttede at et barn der var frivilligt anbragt hos en plejefamilie, skulle hjemgives til den biologiske mor. Efter hjemgivelsen tog mor og barn ophold på et familiecenter. Da moderen ikke overholdt aftaler indgået med familiecentret, blev barnet - med moderens samtykke - anbragt på en døgninstitution, og senere hos sine bedsteforældre.

Plejefamilien klagede over kommunens sagsbehandling i forbindelse med hjemgivelsen af barnet og den senere anbringelse på institution. Plejefamilien gjorde bl.a. gældende at kommunens oplysningsgrundlag var utilstrækkeligt, og at de ikke var blevet tilstrækkeligt informeret om beslutningen om hjemgivelse.

Ombudsmanden udtalte at undersøgelsen i forbindelse med en sag om hjemgivelse må dreje sig om hvorvidt der hos mor eller barn foreligger de forhold der kan begrunde, at barnet anbringes tvangsmæssigt uden for hjemmet efter reglerne i bistandslovens § 35. Ombudsmanden mente på denne baggrund ikke der var grundlag for at kritisere, at kommunen fandt sagen tilstrækkeligt oplyst ved en børnepsykiatrisk erklæring og en erklæring om moderens forældreevne. Ombudsmanden fandt i øvrigt ikke grundlag for at kritisere kommunens beslutning om hjemgivelse.

Ombudsmanden udtalte videre at de opgaver som varetages af en plejefamilie, hviler på en aftale mellem plejefamilien og kommunen. Et plejeforældrepar er ikke parter i en sag om hjemgivelse, og kommunen er derfor ikke retligt forpligtet til at underrette plejeforældrene om en beslutning om hjemgivelse, ud over hvad der måtte følge af kontraktforholdet. Ombudsmanden mente dog at det følger af god forvaltningsskik, at en kommune bør underrette en plejefamilie om en afgørelse om hjemgivelse i rimelig tid inden hjemgivelsen finder sted. Så vidt muligt bør en sådan afgørelse meddeles til plejefamilien på samme tidspunkt som meddelelsen til den biologiske mor.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere at kommunen efter hjemgivelsen mente, at forudsætningerne for at genanbringe barnet hos plejefamilien ikke var til stede. Ombudsmanden mente at kommunen i denne forbindelse lovligt kunne inddrage det forhold, at plejefamilien havde videregivet oplysninger til pressen om den biologiske mors private forhold. (J. nr. 1994-2734-079).

Et forældrepar gav i perioden fra 1988 til 1996 flere pengegaver til deres døtre. Beløbene blev indsat på en almindelig konto i banken, ikke i en forvaltningsafdeling. I 1996 døde faren, og Civilretsdirektoratet traf i 1999 afgørelse om at pengegaverne skulle indsættes på en konto i en forvaltningsafdeling efter § 3, stk. 1 og 2, litra b, i den tidligere gældende lov om anbringelse af umyndiges midler.

I sin foreløbige redegørelse i sagen tilkendegav ombudsmanden at forvaltningsrettens officialprincip og almindelige bevisprincipper måtte være afgørende for vurderingen af gavegivers bestemmelse.

Det forhold at der var identitet mellem gavegiver og værge, talte efter ombudsmandens opfattelse med meget stor vægt for at værgerne havde handlet i overensstemmelse med gavegivernes klare hensigt på tidspunktet hvor gaven blev givet.

Ombudsmanden udtalte endvidere at Civilretsdirektoratets strenge dokumentationskrav for gavegivers bestemmelse harmonerede mindre godt med udviklingen på retsområdet.

Ombudsmanden var enig i Civilretsdirektoratets synspunkt om at gavegiver på tidspunktet for gavens givelse skal have mulighed for at kende de vilkår som gaven gives på. I den konkrete sag forekom beskyttelseshensynene bag § 3, stk. 1 og 2, litra b, i lov om anbringelse af umyndiges midler imidlertid mindre relevante idet gavegiver ikke var "tredjemand", men derimod identisk med værgerne. Værgerne måtte selvsagt antages at have handlet i overensstemmelse med gavegivers ønske.

Ud fra oplysningerne i den konkrete sag var det ombudsmandens foreløbige opfattelse at grundlaget for Civilretsdirektoratets afgørelse ikke var i overensstemmelse med almindelige juridiske bevisprincipper, og at direktoratets afgørelse i sit indhold forekom urimelig. (J.nr. 1999-2525-650).

En mor rejste som medlem af forældrebestyrelsen i en daginstitution mistanke om skimmelsvamp i daginstitutionens soverum. Det var morens opfattelse at kommunen/daginstitutionen ikke i tilstrækkeligt omfang af egen drift undersøgte og fulgte op på mistanken, herunder foretog de fornødne undersøgelser.

Ombudsmanden fremsatte nogle generelle bemærkninger om myndighedernes sagsoplysningspligt i forhold til behandling af sager af denne mere generelle karakter.

Ombudsmanden havde i den konkrete sag ikke grundlag for at antage at kommunen ikke reagerede korrekt og tilstrækkeligt på morens henvendelser om skimmelsvamp.

Under behandlingen af sagen opstod betydelige samarbejdsvanskeligheder mellem moren på den ene side og daginstitutionens personale og de øvrige medlemmer af forældrebestyrelsen på den anden.

Moren søgte om at også hendes yngste datter blev optaget i daginstitutionen. Kommunen afslog dette med henvisning til det problematiske samarbejde og til at det ville være det bedste for moren hvis den yngste datter blev optaget i en anden daginstitution.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere kommunens afslag.

Ombudsmanden fremsatte nogle generelle opfattelser om inddragelse af hensyn, blandt andet at der gælder en grundsætning om at parten/borgeren er den nærmeste til at vurdere hvad der er bedst for ham eller hende. Denne vurdering bør kun tilsidesættes i særlige tilfælde.
Ombudsmanden mente at det var beklageligt at kommunen havde lagt vægt på hvad der ville være bedst for moren.

Ombudsmanden kritiserede endvidere begrundelsen for afgørelsen og manglende partshøring.
(J.nr. 2005-2276-060).
 

En kommune sendte et forslag til lokalplan for et kommende butikscenter ud til offentlig høring. Inden lokalplanen blev endeligt vedtaget, trådte en ændring af planloven i kraft således at lokalplanen skulle indeholde bestemte regler for butiksarealer. Sådanne regler var der ikke i lokalplanen.

Naturklagenævnet anså lokalplanen for ulovligt vedtaget, men ikke ugyldig. Ombudsmanden udtalte at han mente det var beklageligt at Naturklagenævnet havde truffet afgørelse om ikke at tilsidesætte lokalplanen som ugyldig. (J.nr. 1999-0180-120).

En borger der modtog sygedagpenge, deltog i virksomhedspraktik/arbejdsprøvning hos et privat firma. Firmaet ønskede ikke at fortsætte arbejdsprøvningen og sendte borgeren tilbage til kommunen med den begrundelse at han ikke medvirkede aktivt. Blandt andet mente firmaet at han forstyrrede andre ansatte og var meget umotiveret.

Borgeren var meget uenig i beskrivelsen af hændelsesforløbet.

I et svar på en klage fra borgeren skrev borgmesteren at kommunen fortsat skulle samarbejde med det private firma. Derfor kunne kommunen ikke stille sig tvivlende over for det private firmas troværdighed. Imidlertid tvivlede kommunen heller ikke på borgerens opfattelse af forløbet. Derfor var den bedste løsning efter borgmesterens opfattelse at overlade bedømmelsen til det sociale nævn, som afgørelsen om ophør af sygedagpenge var påklaget til.

Ombudsmanden mente at det var i strid med undersøgelsesprincippet at kommunen ikke tog stilling til bevisspørgsmålet i sagen, samtidig med at kommunen opretholdt afgørelsen om bortfald af sygedagpenge.

Desuden kritiserede ombudsmanden at hensynet til samarbejdet med det private firma blev inddraget ved kommunens vurdering af sagen.
(J.nr. 2007-3642-009)

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.  

A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn (AMA) om, at A var blevet afskediget af en grund, der væsentligst kunne tilregnes ham, med den følge, at han ikke kunne oppebære dagpenge i 5 uger. A's arbejdsgiver C havde som begrundelse for afskedigelsen anført, at A ikke havde efterkommet C's påbud om inden 2 dage at fremsende en lægeerklæring. I forbindelse med Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens (DfA's) behandling af sagen udtalte A's læge, at lægeerklæringen var blevet fremsendt én dag for sent på grund af, at lægen havde været på kursus. Lægen oplyste videre, at A gennem længere tid havde virket trist og forsagt, og at A ved henvendelsen om lægeerklæringen havde fortalt, at han følte sig mobbet på sin arbejdsplads af værkføreren m.fl. Dette var efter lægens opfattelse årsagen til, at A ikke havde bedt om forlængelse af fristen for aflevering af lægeerklæringen. Lægens udtalelse blev ikke i forbindelse med DfA's og AMA's behandling af sagen forelagt C.

Ombudsmanden fandt, at AMA's afgørelse i sagen var blevet truffet på et ufyldestgørende grundlag. Ombudsmanden anførte, at udtalelser fra A's fagforening kun kunne tillægges begrænset betydning i den konkrete sag, der involverede flere medlemmers interesser. På baggrund heraf og da A havde givet samtykke til, at lægens udtalelse blev forelagt C til udtalelse, henstillede ombudsmanden til AMA at tage sagen op til fornyet behandling. (J. nr. 1992-1116-020).

En pensionist klagede over at det sociale ankenævn havde standset udbetalingen af et særligt pensionstillæg for enlige. Nævnet mente ikke at pensionisten kunne betegnes som reelt enlig og lagde til grund at der var fælles husførelse mellem pensionisten og en kvinde.

Ombudsmanden udtalte at kommunen og ankenævnet i den foreliggende sag var forpligtet til at skaffe nærmere oplysninger om hvorvidt pensionisten var reelt enlig. Specielt i forbindelse med vurdering af en eventuel fælles husførelse var det foreliggende oplysningsgrundlag utilstrækkeligt.

Ombudsmanden betegnede den mangelfulde sagsoplysning som beklagelig og henstillede til det sociale ankenævn at genoptage sagen.

Om det forhold at kommunens afgørelse ikke kunne skaffes til veje ud over 1 år fra afgørelsestidspunktet, udtalte ombudsmanden at opbevaring af kopier af afgørelser er ønskelig af hensyn til vurderingen af begrundelse og klagevejledning, og af hensyn til aktindsigt. (J.nr. 1997-2792-040).

En rengøringsassistent blev afskediget fra sit arbejde og idømt fem ugers karantæne. I karantæneperioden gav kommunen hende økonomisk hjælp. Kommunen og det sociale ankenævn besluttede at den økonomiske hjælp skulle betales tilbage fordi rengøringsassistenten havde afvist at møde op i kommunen.

Ombudsmanden udtalte at i sager der rejses på partens initiativ, har parten i almindelighed en særlig tilskyndelse til at bidrage til sagsoplysningen. Myndighederne kan som udgangspunkt lade nægtelse til at medvirke komme den pågældende til skade (processuel skadevirkning). Ombudsmanden mente imidlertid ikke at myndighederne uden videre kunne tillægge rengøringsassistentens nægtelse af at møde op i kommunen processuel skadevirkning. Myndighederne måtte vurdere om et personligt fremmøde var afgørende for sagsoplysningen, og om de ønskede oplysninger kunne fremskaffes på anden måde. Endvidere skulle myndighederne vurdere om deltagelse i mødet ville være særligt belastende, besværligt eller omkostningskrævende for parten.

Ombudsmanden mente at myndighedernes afgørelser var truffet på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, og henstillede derfor til det sociale ankenævn at genoptage sagen. (J.nr. 1995-2204-009).

En adjunkt klagede til ombudsmanden over at et universitet havde undladt at besætte en lektorstilling han havde søgt.

Det fremgik af sagen at adjunkten efter at have søgt lektorstillingen havde kontaktet et professorbedømmelsesudvalg og gjort gældende at en af professoratets ansøgere – der tillige var institutleder på det institut hvor adjunkten havde søgt stillingen som lektor – muligvis havde handlet videnskabeligt uredeligt.

Under et møde mellem universitetet og adjunkten oplyste universitetet at det var en forudsætning for ansættelse at adjunkten gav institutlederen sin uforbeholdne undskyldning og over for professorbedømmelsesudvalget beklagede sin henvendelse. Da adjunkten ikke opfyldte de opstillede vilkår, afslog universitetet at ansætte ham. Da ingen andre ansøgere var kvalificerede, undlod universitetet at besætte stillingen.

Adjunktens henvendelse til professorbedømmelsesudvalget var efter ombudsmandens opfattelse en lovlig ytring. Spørgsmålet var herefter om stillingsafslaget var berettiget på grund af mulige samarbejdsvanskeligheder under en eventuel ansættelse.

Ombudsmanden mente at universitetets vilkår forudsatte at der var et sagligt grundlag for at stille de omtalte vilkår og tilstrækkelige oplysninger til vurdering heraf. Det ville i dette tilfælde sige en sandsynliggørelse af at der ved ansættelse af adjunkten ville være en væsentlig risiko for samarbejdsvanskeligheder, og at denne risiko kunne mindskes betydeligt hvis han efterkom de opstillede vilkår.

Ombudsmanden skrev i en foreløbig redegørelse at det muligvis havde været berettiget at opstille de omtalte vilkår hvis universitetet først havde indhentet en udtalelse fra institutlederen som med god saglig grund havde krævet dette som forudsætning for et fremtidigt samarbejde med adjunkten.

Universitetet oplyste herefter over for ombudsmanden at universitetet havde ført grundige samtaler med institutlederen med henblik på at belyse mulige samarbejdsvanskeligheder, og at de omtalte vilkår var blevet opstillet på dette grundlag. Universitetet havde ikke udarbejdet notat(er) om disse samtaler.

I sin endelige redegørelse kritiserede ombudsmanden den manglende overholdelse af notatpligten efter offentlighedslovens § 6. Ombudsmanden havde imidlertid på det foreliggende grundlag ikke tilstrækkelige forudsætninger for at vurdere om universitetet – efter en samlet vurdering af hele sagsforløbet – havde et tilstrækkeligt sagligt grundlag for ikke at ansætte adjunkten. (J.nr. 2001-1246-810).

En mand klagede over at det sociale ankenævn stadfæstede en kommunes afslag på medicintilskud. Manden led i perioder af svær migræne som følge af en kronisk sygdom. Afslaget var begrundet med at mandens medicinforbrug på grund af lidelsens karakter ikke kunne antages at være vedvarende. Denne betingelse fremgik ikke direkte af nogen bindende retsforskrifter på området.

Ombudsmanden havde ikke tilstrækkeligt grundlag for at lægge en anden fortolkning til grund ved behandlingen af sagen end den som fremgik af vejledningen og af Den Sociale Ankestyrelses mangeårige praksis.

Ombudsmanden udtalte dog at kommunen og ankenævnet ved at undlade at indhente oplysninger om hyppigheden af migræneanfaldene ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt.

Ombudsmanden mente det var meget beklageligt at kommunen ikke havde partshørt manden om en statusbedømmelse fra egen læge.

Ombudsmanden kritiserede at kommunen og ankenævnet ikke i forbindelse med afgørelserne havde opfyldt de almindelige krav til begrundelse. (J.nr. 1998-1301-050).

Ved besættelsen af en præstestilling havde et mindretal i menighedsrådet indstillet en bestemt ansøger. Da der var flere præstestillinger i pastoratet, skulle der tages hensyn til mindretallet ved ansættelsen. Kirkeministeriet havde imidlertid ansat en anden ansøger der af flertallet i menighedsrådet og af biskoppen var indstillet som nr. 1.

Ombudsmanden udtalte at de hensyn der var lagt vægt på ved ansættelsen, var saglige. Dog kritiserede ombudsmanden at ministeriet bl.a. havde lagt vægt på at mindretallet i menigheden i et vist omfang bestod af sognebåndsløsere, uden at ministeriet havde oplysninger om i hvilket omfang sognebåndsløserne havde valgret til det pågældende menighedsråd, og om de havde udsat ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen. (J.nr. 1999-0244-810).

En far klagede til Ombudsmanden over statsamtets og Civilretsdirektoratets (nu Familiestyrelsens) afgørelser i hans bidragssag. Efter myndighedernes afgørelser var de børnebidrag som faren skulle betale, blevet nedsat til normalbidraget, men myndighederne havde afslået at lade bidragene bortfalde. Faren og moren havde fælles forældremyndighed over børnene.

  Ombudsmanden udtalte at han ikke kunne udelukke at de sparsomme oplysninger der forelå om parternes forsørgelse af børnene på tidspunktet for bidragenes fastsættelse, havde været af betydning for resultatet af de påklagede afgørelser. Efter ombudsmandens opfattelse kunne virkningen af dette forhold imidlertid ikke med rimelighed ensidigt tillægges skadesvirkning for den ene part (faren), og – i kombination med myndighedernes varetagelse af indrettelseshensynet – vanskeliggøre mulighederne for at få bidragene nedsat, herunder at de bortfaldt. Der var efter ombudsmandens opfattelse flere forhold der pegede på at myndighederne havde tillagt parternes oprindelige enighed og hensynet til at moren havde indrettet sig på den bestående ordning, for stor vægt.

  Ombudsmanden tilkendegav at de grundlæggende betingelser for at der kan fastsættes børnebidrag, også skal være opfyldt for at myndighederne kan afslå at lade et fastsat bidrag nedsætte, herunder lade det bortfalde. Efter ombudsmandens opfattelse har myndighederne pligt til at sikre sig at disse grundlæggende betingelser er opfyldt når der indgives en begrundet anmodning om ændring af et fastsat bidrag. Ombudsmanden mente ikke at det fremgik med tilstrækkelig klarhed af de oplysninger der indgik i grundlaget for myndighedernes afgørelser, at faren ikke opfyldte sin forsørgelsespligt, og at moren havde den overvejende forsørgelsesbyrde. Der var derfor efter ombudsmandens opfattelse betydelig tvivl om hvorvidt myndighedernes afgørelser lå inden for rammerne af den dagældende § 16, stk. 1, og de også nugældende bestemmelser i § 13, stk. 2, og § 18, stk. 2, i lov om børns forsørgelse.

  Efter at sagen var blevet indbragt for ombudsmanden, traf statsamtet afgørelse om at fritage faren for bidragspligten. Derfor havde ombudsmanden ikke grundlag for at henstille til myndighederne at genoptage sagen.

  (J.nr. 2003-0868-652)

En kvinde klagede over at kommunen og det sociale nævn havde nedsat hendes kontanthjælp fordi hun havde modtaget kontanthjælp i 6 sammenhængende måneder.

Ombudsmanden mente ikke at der var grundlag for at kritisere at kvindens kontanthjælp var blevet nedsat.

Ombudsmanden kritiserede imidlertid at kommunens meddelelse om nedsættelse af kvindens kontanthjælp ikke var ledsaget af en begrundelse og en klagevejledning.

Ombudsmanden mente endvidere det var meget kritisabelt at det sociale nævn oprindelig havde afvist at realitetsbehandle kvindens klage over kommunens afgørelse under henvisning til at klagefristen var overskredet.

(J.nr. 2004-0677-050)

Efter et dødsfald i et arresthus kritiserede ombudsmanden blandt andet at Direktoratet for Kriminalforsorgen tog en indberetning om dødsfaldet til efterretning uden at have set den foreløbige obduktionserklæring, og inden der forelå en endelig konklusion på obduktionserklæringen. Med henvisning til formålet med kriminalforsorgens interne undersøgelser af dødsfald i kriminalforsorgens institutioner og til det forvaltningsretlige officialprincip udtalte ombudsmanden at foreliggende (eller forventede) obduktionserklæringer i almindelighed skal indhentes før sådanne undersøgelser afsluttes.

Ombudsmanden henledte desuden opmærksomheden på at han i flere tidligere sager havde kritiseret at direktoratet havde afsluttet sager om selvmord og dødsfald uden at afvente de endelige obduktionserklæringer, og bemærkede at denne sags faktiske forhold illustrerede vigtigheden af at afvente det endelige obduktionsresultat.

Også arresthuset blev kritiseret for at have afsluttet sin undersøgelse af dødsfaldet før det endelige obduktionsresultat forelå.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for kritik af personalets adfærd eller omstændighederne i øvrigt i forbindelse med dødsfaldet. (J.nr. 2003-0447-626).

En 72-årig kvinde var blevet lam i væsentligt omfang efter en blodprop i hjernen. Mindre end halvanden måned efter rejste hun til Danmark for at besøge sin herboende søn. Kvinden søgte kort efter opholdstilladelse med den begrundelse at hun var afhængig af den hjælp hun modtog fra sin herboende familie. I sagen indgik lægeerklæringer hvoraf det bl.a. fremgik at kvinden som følge af sin helbredstilstand var afhængig af hjælp fra andre til almindelige dagligdags gøremål.

Udlændingestyrelsen afslog ansøgningen. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration stadfæstede afgørelsen med den begrundelse at kvinden havde klaret sig i hjemlandet efter at hun var blevet udskrevet fra hospitalet. I en udtalelse til ombudsmanden oplyste ministeriet at det var afgørende for sagens udfald om kvinden kunne opnå den fornødne pleje og behandling i sit hjemland.

Da sagen ikke indeholdt nærmere oplysninger om i hvilket omfang den pleje og behandling som kvinden havde modtaget i sit hjemland efter blodproppen, byggede på midlertidige eller varige foranstaltninger, udtalte ombudsmanden at det ikke på det foreliggende grundlag var muligt at konkludere at kvinden ved en tilbagevenden til sit hjemland på ny kunne opnå den fornødne pleje og behandling.

Ombudsmanden kritiserede endvidere at ministeriet i en notits til Udlændingestyrelsen havde kritiseret styrelsens begrundelse uden at meddele dette til kvindens advokat.

(J.nr. 2005-0465-643)

I 1960 havde Boligministeriet anvist andelsforeningen A et statslån på 65.000 kr. til opførelse af et forsamlingshus. I anvisningen blev der for 55.000 kr. af statslånet indrømmet A fritagelse for betaling af den årlige ydelse. Lånet blev sikret ved pant i ejendommen. I pantebrevet blev der taget forbehold for ophør af ydelsesfritagelsen. Der fremgik intet nærmere om vilkårene for ydelsesfritagelsen. Bygge- og Boligstyrelsen (BB) traf i juni 1991 afgørelse om tilbagebetaling af statslånet.

Ombudsmanden udtalte at BB's beslutning om hvorvidt forbeholdet skulle gøres gældende var udpræget skønsmæssig. Ved udøvelsen af dette skøn måtte gælde de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger og principper for skønsudøvelse. Beslutningen om ophør af ydelsesfritagelsen havde ikke noget aftaleretligt præg.

Ombudsmanden udtalte videre at ved skønsmæssige afgørelser, der er bebyrdende i forhold til en part, har en forvaltningsmyndighed efter hans opfattelse pligt til på eget initiativ at inddrage de almene kriterier, som klarest beskytter vedkommende part, og fremskaffe oplysninger til belysning heraf. Hensynet til en parts økonomiske interesser er et sådant alment hensyn.

Ombudsmanden anså styrelsens manglende indhentelse af oplysninger om A's økonomiske forhold og manglende inddragelse af A i sagen forud for afgørelsen som en fejl. Ombudsmanden henstillede til BB at genoptage sagen og foretage en vurdering af A's økonomi. (J. nr. 1992-1216-160).

En far klagede til Kirkeministeriet over at en ministerialbogsfører havde ændret datterens efternavn. Faren, der ikke havde del i forældremyndigheden, gav bl.a. udtryk for at datteren ikke ønskede at skifte efternavn. Ombudsmanden kunne ikke kritisere ministerialbogsførerens afgørelse om ændring af datterens efternavn.

I forbindelse med ombudsmandens undersøgelse af sagen henholdt Kirkeministeriet sig til sognepræstens vurdering og udtalte at ministerialbogsføreren havde behandlet navneændringen i overensstemmelse med personnavnelovens § 14, stk. 2.

Ombudsmanden udtalte at ministerialbogsføreren da han ændrede datterens efternavn (datteren var 6 år gammel), ikke havde haft tilstrækkelige oplysninger om hendes holdning til den forestående navneændring – enten i form af oplysninger fra moren eller fra datteren selv. Dette mente ombudsmanden var beklageligt. 

Ombudsmanden var derfor ikke enig med Kirkeministeriet i at navneændringen var blevet gennemført i overensstemmelse med navnelovens § 14, stk. 2. Ombudsmanden mente heller ikke at Kirkeministeriet da ministeriet behandlede farens klage, havde haft dækkende oplysninger om datterens holdning til den forestående navneændring. Dette mente ombudsmanden også var beklageligt. 

Ombudsmanden henstillede til Kirkeministeriet at overveje det nærmere behov for en vejledning til brug for ministerialbogsførernes administration af bestemmelsen i navnelovens § 14, stk. 2. Ombudsmanden bad Kirkeministeriet om orientering om resultatet af ministeriets overvejelser. (J.nr. 2000-1380-604) 

Familiestyrelsen forbød en borger at ringe til styrelsen. Baggrunden for påbuddet var mandens mange telefoniske henvendelser til styrelsen der optog uforholdsmæssigt meget af medarbejdernes tid. I disse telefonsamtaler skældte manden ud og kom med bebrejdelser til personalet. Da han ved tidligere lejligheder havde oplyst at han var ordblind, henviste styrelsen ham til fremover at bede kommunen om hjælp til sin korrespondance med styrelsen. En af styrelsens medarbejdere henviste desuden manden til at søge amtskommunen om støtte til informationstekniske hjælpemidler der kunne kompensere for hans ordblindhed.

  Ombudsmanden vurderede at styrelsens beslutning om at begrænse kontakten med manden som udgangspunkt var berettiget. Det fritog dog ikke styrelsen for den særlige vejledningspligt styrelsen havde over for ham fordi han var ordblind. Styrelsen kunne heller ikke løse sig fra denne vejledningspligt ved, som det var sket, blot at henvise manden til at søge hjælp hos kommunen. Styrelsen burde endvidere ikke have henvist ham til at søge amtskommunen om støtte til informationstekniske hjælpemidler uden på forhånd at have undersøgt om der var rimelig grund til at antage at betingelserne for sådan støtte var opfyldt.

   Ombudsmanden henstillede at styrelsen – ind til en sådan foreløbig undersøgelse forelå – igen tillod manden at ringe til styrelsen inden for rimelige rammer.

  (J.nr. 2005-3606-609).

En mand klagede over at han havde fået et polititilhold om ikke at kontakte sin tidligere kæreste. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på at manden tidligere havde fået en formaning om ikke at kontakte hende yderligere, men det bestred han. Der var ikke taget notat om denne formaning da den blev givet, men først til brug for den aktuelle sag.

Ombudsmanden udtalte at der er pligt til at tage notat om sådanne formaninger, og at notatpligtens formål tilsiger at notatet tages i umiddelbar forlængelse af formaningen. Da der ikke var taget notat der sikrede det fornødne bevis for at formaningen var givet, kunne myndighederne efter ombudsmandens opfattelse ikke lægge (afgørende) vægt på formaningen. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund at sagen blev genoptaget. (J.nr. 1995-2120-619).

En grundejer klagede over en kommunes påbud om at hans ejendom skulle tilsluttes det offentlige kloaknet. Sagen havde været indbragt for tilsynsrådet som ikke havde fundet grundlag for at fastslå at kommunen med sit påbud havde handlet ulovligt.

Kommunen havde ikke undersøgt kloakledningens udstrækning og tilslutningsforhold inden den traf afgørelse. I forbindelse med tilsynsrådets behandling af sagen erkendte kommunen at kloakledningen ikke som hidtil antaget var uden forbindelse med den offentlige kloakering, men kommunen genoptog ikke behandlingen af sagen.

Under ombudsmandens behandling af sagen beklagede tilsynsrådet at en udtalelse var formuleret så det måtte forstås sådan at tilsynsrådet ikke havde kompetence til at tage stilling til kommunens oplysningsgrundlag. Ombudsmanden lagde herefter til grund at tilsynsrådet var enig med ham i at tilsynet med kommunerne omfatter en efterprøvelse af om en kommune har foretaget en tilstrækkelig og forsvarlig sagsoplysning.

Ombudsmanden udtalte at tilsynsrådet burde have taget stilling til dels om kommunen havde sørget for at sagen var fyldestgørende oplyst, dels om kommunen burde have genoptaget sagen. Ombudsmanden mente også at tilsynsrådet burde have taget stilling til om kommunen havde opfyldt reglerne om begrundelses- og notatpligt.

Ombudsmanden henstillede at tilsynsrådet genoptog sagen. Tilsynsrådet meddelte efterfølgende at grundejeren havde tilbagekaldt klagen til tilsynsrådet med henvisning til at han nu havde indgået forlig med kommunen. Ombudsmanden foretog sig på den baggrund ikke mere i sagen. (J.nr. 1997-3570-112).

En reparatør var under bygningen af Storebæltsbroen udsat for en arbejdsulykke. Han havde knap tre måneder forinden været udsat for et andet uheld der ikke blev anerkendt som en arbejdsskade. Der var modstridende lægeerklæringer i arbejdsskadesagen om hvorvidt der var varige følger af dette uheld.

Med en henvisning til følgerne af det første uheld foretog Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse en reduktion i erhvervsevnetabserstatningen.

Ombudsmanden udtalte som sin opfattelse at både det lægelige grundlag og oplysningsgrundlaget i øvrigt var for spinkelt til at myndighederne kunne foretage en reduktion i erstatningen, og henviste i den forbindelse bl.a. til formodningsreglen i arbejdsskadeforsikringslovens § 13. Ombudsmanden kritiserede endvidere de begrundelser som Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse havde givet. (J.nr. 1998-0038-024).

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen modtog en anonym henvendelse om at en dagpengemodtager havde modtaget forudbetaling for at skrive en bog samtidig med at han modtog dagpenge. Direktoratet indledte på den baggrund en kontrolundersøgelse.

Direktoratet underrettede først dagpengemodtageren på et sent tidspunkt i undersøgelsesforløbet. Ombudsmanden fandt det bedst stemmende med god forvaltningsskik om dagpengemodtageren var blevet orienteret om sagen på et tidligere tidspunkt. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt at direktoratet ikke, i forbindelse med at dagpengemodtageren bestred rigtigheden af oplysninger som direktoratet havde indhentet fra en arbejdsgiver, forelagde dagpengemodtagerens indsigelser for arbejdsgiveren.

Ombudsmanden udtalte at direktoratet ikke var kompetent til at give dagpengemodtageren karantæne. Da direktoratet ikke var kompetent, fandt ombudsmanden heller ikke at Arbejdsmarkedets Ankenævn var kompetent til, som klageinstans, at træffe afgørelse herom. Ombudsmanden henstillede på den baggrund at ankenævnet ændrede sin afgørelse således at karantænen bortfaldt.

(J.nr. 1994-1797-009).

En kontanthjælpsmodtager skulle jævnligt møde i retten i udlandet for at varetage sine interesser som sagsøgt i et civilt søgsmål. Den Sociale Ankestyrelse mente at betingelserne i bistandslovens § 37 for modtagelse af kontanthjælp var opfyldt, men Ankestyrelsen mente ikke den pågældende var berettiget til kontanthjælp hvis han fremtidigt skulle opholde sig i udlandet i en længere periode.

Ombudsmanden mente at den sociale begivenhed der medførte behovet for kontanthjælp (retssagen i udlandet), i denne særlige sag kunne medføre at rådighedsforpligtelsen efter bistandslovens § 40 ikke kunne kræves opfyldt.

Ombudsmanden mente ikke at Ankestyrelsens oplysninger om varigheden af opholdet i udlandet var tilstrækkelige til at træffe afgørelse, og ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J.nr. 1997-0981-050).

En sagsbehandler i en kommune fik en skriftlig advarsel efter at hendes nærmeste leder havde udtalt sig kritisk om hende i et notat til kommunens afdelingschef. Anledningen til indberetningen var at sagsbehandleren dels havde taget et notat i journalen i en pensionssag, dels havde beskrevet en regel i samme notat der kunne give det indtryk at visse sager skulle fremmes for enhver pris for at kommunen kunne opnå en økonomisk fordel. Sagsbehandleren havde endvidere i notatet gjort opmærksom på at sagen endnu ikke var behørigt oplyst og derfor ikke var klar til afgørelse. Notatet gav anledning til at Det Sociale Nævn senere ophævede afgørelsen og hjemviste den til fornyet afgørelse. Kommunen mente sagsbehandlerens notater både var i strid med regler om journalisering og udtryk for illoyalitet.

Før advarslen blev sagsbehandleren indkaldt til et møde og fik her at vide at hendes sagsbehandling var kritisabel, at der var flere borgerklager, at hun havde anfægtet ledelsesretten, og at hun manglede loyalitet og samarbejdsevne/vilje.

Ombudsmanden mente ikke at der var grundlag for at bebrejde sagsbehandleren notaterne i journalen, og heller ikke at der var grundlag for at give hende en advarsel. Desuden mente ombudsmanden ikke at kommunen havde foretaget en korrekt partshøring eller givet en fyldestgørende og tilstrækkelig klar begrundelse. (J.nr. 2000-2142-812).

Ved udløbet af perioden for udbetaling af sygedagpenge ansøgte en kvinde om førtidspension, og dagpengeperioden blev forlænget. Kommunen gav afslag på førtidspension og oplyste at udbetaling af sygedagpenge ville ophøre. Dagpengeudvalget tiltrådte efterfølgende kommunens afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at det fremgik af lovens forarbejder at hvis en dagpengeperiode har været forlænget som følge af en ansøgning om førtidspension, vil et eventuelt afslag på pension kun bevirke at dagpengeudbetalingen standses hvis de øvrige betingelser for forlængelse ikke er opfyldt.

Ud fra sagens lægelige udtalelser mente ombudsmanden ikke oplysningsgrundlaget havde været tilstrækkeligt til at vurdere om der kunne ske forlængelse af sygedagpengeperioden på et andet grundlag end førtidspension.

Der var ikke foretaget partshøring om det påtænkte stop for udbetaling af sygedagpenge.

Myndighederne havde heller ikke i begrundelsen oplyst hvilke faktiske oplysninger der var blevet lagt vægt på, eller angivet de hovedhensyn der havde været bestemmende for afgørelsens indhold. Kommunen havde heller ikke henvist til relevante retsregler, og samlet mente ombudsmanden ikke at myndighedernes afgørelser opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.

Ombudsmanden mente at det var meget beklageligt at der manglede akter på sagen.

I lyset af de anførte synspunkter henstillede ombudsmanden til Dagpengeudvalget at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J.nr. 1998-0021-020).

Ombudsmanden mente det var særdeles kritisabelt at et statsfængsel var mere end to år og to måneder om at træffe afgørelse i en sag, og at statsfængslet ikke i denne periode holdt klageren underrettet om sagens behandling. Fængslet havde i løbet af de to år og to måneder modtaget fire rykkere fra klageren og adskillige henvendelser og rykkere fra Direktoratet for Kriminalforsorgen. 

Henset til den tid som statsfængslet allerede havde brugt på at besvare klagen, mente ombudsmanden endvidere det var meget kritisabelt at der gik næsten syv måneder før fængslet besvarede Direktoratet for Kriminalforsorgens anmodning om en udtalelse i anledning af en klage. 

Ombudsmanden var endvidere enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i at den samlede sagsbehandlingstid i direktoratet var beklagelig.

Ombudsmanden bemærkede at en række af de frister som direktoratet havde tilkendegivet over for klageren, forekom noget automatiserede idet de ved en efterfølgende kontrol med udgangspunkt i sagens omstændigheder ikke fremstod som realistiske. Ombudsmanden mente dog ikke der var grundlag for at formulere en egentlig kritik heraf.

Ombudsmanden udtalte sig endelig om en myndigheds mulighed for at træffe afgørelse i en sag uden at afvente den indklagede myndigheds udtalelse. (J.nr. 2003-0324- 600). 

Ombudsmanden mente ikke der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at Rigspolitichefen nægtede en tolk adgang til udvidet partshøring i forbindelse med en sag om sletning fra Rigspolitichefens tolkefortegnelse. Ombudsmanden mente dog det ville have været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis Rigspolitichefen havde givet tolken mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger til sagen.

Ombudsmanden udtalte endvidere at han mente det var beklageligt at to meddelelser fra Rigspolitichefen vedrørende aktindsigt ikke var i overensstemmelse med kravet i forvaltningslovens § 16, stk. 2. Desuden mente ombudsmanden det var beklageligt at Rigspolitichefens afgørelse kun indeholdt oplysning om at der var foretaget anonymisering i akterne, og ikke oplysning om at aktindsigten ikke omfattede alle sagens akter. Der manglede en begrundelse herfor i overensstemmelse med forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Ombudsmanden kritiserede at Justitsministeriet ikke konstaterede og udtalte sig om ovennævnte forhold i forbindelse med sin afgørelse i sagen.

Endelig udtalte ombudsmanden som sin opfattelse at nogle oplysninger i sagen vedrørende to navnelister burde have været undersøgt nøjere inden afgørelsen blev truffet. Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at genoverveje sagen. (J.nr. 1999-1575-69).

En mand klagede på vegne af sin ægtefælle over at ægtefællen havde fået afslag på introduktionsydelse for en periode hvor hun var registreret som selvstændig erhvervsdrivende.

Kommunen havde begrundet afslaget med at kvinden var registreret som selvstændig. Det sociale nævn begrundede afslaget med at kvinden ikke havde dokumenteret at hun ikke var selvstændig erhvervsdrivende. Efterfølgende uddybede nævnet denne begrundelse. Myndighederne havde ikke foretaget en nærmere undersøgelse af kvindens faktiske involvering i virksomheden.

Ombudsmanden mente at spørgsmålet om hvorvidt kvinden var berettiget til introduktionsydelse, skulle afgøres på baggrund af en konkret vurdering af i hvor stort omfang hun var involveret i virksomheden. I den forbindelse skulle myndighederne tage stilling til om virksomheden var kvindens hoved- eller bibeskæftigelse, og undersøge om kvinden kun var registreret som indehaver af virksomheden for at afvikle den.

Ombudsmanden kritiserede kommunens retsopfattelse og nævnets oplysning af sagen.

Ombudsmanden udtalte at det ikke nødvendigvis er myndighederne selv der skal skaffe nødvendige oplysninger. Myndighederne skal imidlertid sørge for at det sker – eksempelvis ved at borgeren bliver bedt om at skaffe oplysningerne. Hvis det ikke er særligt indgribende, belastende, besværligt eller omkostningskrævende at skaffe oplysninger, kan myndighederne bede en borger om at skaffe oplysningerne når sagen er rejst på borgerens initiativ.

Ombudsmanden udtalte i forlængelse heraf at nævnet skulle vejlede kvinden om hvilke oplysninger nævnet skulle bruge for at kunne afgøre sagen, og om konsekvenserne hvis kvinden ikke medvirkede, inden nævnet eventuelt anvendte princippet om processuel skadevirkning.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at genoptage sagen.

Det sociale nævn meddelte den 22. november 2006 at nævnet havde ændret sin og kommunens tidligere afgørelse og bedt kommunen efterbetale introduktionsydelsen til kvinden. (J.nr. 2004-3680-050).

En kvinde klagede over at myndighederne ikke mente hun var berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud eller boligstøtte. Kommunen lagde til grund at kvinden boede sammen med en mand.

Afgørelsen byggede på en anonym henvendelse og oplysninger om elforbruget på mandens folkeregisteradresse. Kvinden afviste at der var tale om et egentligt samlivsforhold, og klagede over afgørelsen til det sociale ankenævn, men det sociale ankenævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Ombudsmanden mente at kommunen havde truffet afgørelse på et spinkelt bevismæssigt grundlag. Endvidere var der ikke foretaget partshøring i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven, hvorefter kvinden skulle have haft lejlighed til at udtale sig om den anonyme henvendelse og om de oplysninger kommunen i den anledning havde indhentet. Kommunen og det sociale ankenævns afgørelser opfyldte heller ikke kravene i forvaltningsloven om en fyldestgørende begrundelse for afgørelsen.

Ombudsmanden henstillede at nævnet genoptog sagen til ny behandling med henblik på at give en fyldestgørende begrundelse. (J.nr. 1995-1220-026).

Et forældrepar klagede til ombudsmanden over en kommunal skoles beslutning om klassesammensætning fordi parret ikke ønskede at deres datter skulle gå i klasse med en bestemt dreng. Parret klagede også over sagsbehandlingen.

  Ombudsmanden udtalte at skolens beslutning om klassesammensætning er omfattet af begrebet faktisk forvaltningsvirksomhed, og at skolens meddelelse om klassesammensætningen ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Derimod er skolens svar på forældrenes klage over klassesammensætningen en afgørelse, og dette indebærer at skolen burde have fulgt reglerne i forvaltningsloven. Kommunens svar på klagen over skolen var også en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

  Det er fast antaget at resultatet af en forvaltningsmyndigheds behandling af en klage (over myndighedens udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed) er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden mente det var kritisabelt at skolen ikke gjorde sig klart at behandlingen af forældreparrets klage var afgørelsesvirksomhed. Ombudsmanden kritiserede også kommunens sagsoplysning, partshøring, manglende henvisning til retsregler i begrundelsen og det forhold at skolen ikke havde givet klagevejledning til forældrene.

  (J.nr. 2005-2831-710)

En mand var sygemeldt på grund af følgerne efter en trafikulykke. Kommunen indkaldte manden til opfølgningssamtale på et tidspunkt hvor han ubestridt var uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Da manden ikke mødte op, skrev kommunen samme dag at sygedagpengene ville blive standset med virkning fra den følgende dag. Den sygemeldte oplyste at han ikke havde modtaget kommunens brev med indkaldelse til opfølgningssamtalen.

Ved beregning af klagefrister og søgsmålsfrister anses afgørelsen som udgangspunkt for, i overensstemmelse med sædvanlig postgang, at være kommet frem dagen efter afsendelsen. Det er ombudsmandens opfattelse at bevisbyrden for at et brev afsendt af en offentlig myndighed anses for at være kommet frem til modtageren (dagen efter afsendelse med A-post), påhviler den offentlige myndighed.

Ombudsmanden gennemgik den foreliggende praksis og teori. I den konkrete sag mente ombudsmanden ikke det var utvivlsomt om kommunen i tilstrækkeligt omfang havde dokumenteret afsendelsen af indkaldelsesbrevet. Ombudsmanden udtalte at kommunens praksis – hvorefter man ikke kontakter Post Danmark når en borger påberåber sig at et brev fra kommunen ikke er modtaget – kan indebære at kommunen tilsidesætter officialprincippet.

Ombudsmanden kritiserede at det sociale nævn havde lagt vægt på oplysninger om postgangen for en periode der ikke var relevant for sagen, og henstillede derfor til det sociale nævn at genoptage behandlingen af sagen.

Ombudsmanden tog ikke stilling til proportionalitetsprincippets anvendelse i den foreliggende sag, men hæftede sig ved den særdeles indgribende konsekvens mandens enkelte udeblivelse fra den første opfølgningssamtale fik, i og med at manden blev frataget sit forsørgelsesgrundlag. Ombudsmanden henstillede til det sociale nævn at det ved den fornyede behandling af sagen udtrykkeligt tog stilling til om afgørelsen var i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet. (J.nr. 2003-0859-025).

En kommune traf en tidsbegrænset afgørelse om tilkendelse af sygedagpenge ud fra prognoser i lægelige udtalelser om hvornår det kunne forventes at den sygemeldte ville kunne genoptage sit arbejde.

Ombudsmanden udtalte at kommunen i overensstemmelse med officialprincippet burde have indhentet aktuelle lægelige oplysninger inden afgørelsen om ophør af sygedagpenge blev truffet.

Ombudsmanden udtalte at en klagemyndighed bør inddrage nye oplysninger i forbindelse med sin behandling af en sag. Nævnet beskrev i forbindelse med at det fik forelagt ombudsmandens foreløbige udtalelse, sin praksis for inddragelse af nye oplysninger. Dette gav ombudsmanden anledning til at udtale sig om hvornår væsentlige nye oplysninger for klageinstansen bør føre til at klageinstansen træffer endelig afgørelse i sagen uden at hjemvise sagen til fornyet behandling i førsteinstansen. Endvidere udtalte ombudsmanden at udgangspunktet er at for så vidt der ikke er fremkommet væsentlige nye oplysninger, må førsteinstansen være bundet af rekursinstansens afgørelse på de punkter hvor rekursinstansen har taget stilling.

I forbindelse med at det sociale nævn fik forelagt den foreløbige udtalelse fra ombudsmanden, skrev nævnet at konsekvensen af en eventuel genoptagelse af sagen kunne blive at et stort antal sygedagpengesager også skulle genoptages. Ombudsmanden udtalte at han ikke havde taget stilling til om nævnet skulle genoptage andre sager hvor borgere ikke havde klaget over afgørelsen. (J.nr. 2001-1098-025).

En kommune og et socialt nævn traf afgørelse om at en pensionist skulle betale boligstøtte for tre år tilbage fordi hun havde fået efterbetalt pension og ikke havde fortalt det til kommunen.

Da nævnet ikke havde efterkommet ombudsmandens anmodning om at indhente en udtalelse fra kommunen, koncentrerede ombudsmanden sin behandling af sagen til det sociale nævns sagsbehandling og afgørelse.

Ombudsmanden kritiserede at nævnets afgørelse ikke havde hjemmel i boligstøttelovens § 47, da nævnet ikke havde undersøgt om betingelserne var til stede for at boligstøtten kunne kræves efterreguleret og tilbagebetalt.

Ombudsmanden kritiserede også at nævnet ikke havde sikret sig et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag idet nævnet ikke havde modtaget sagens akter og en genvurdering fra kommunen inden nævnet traf sin afgørelse.

Endelig kritiserede ombudsmanden at det sociale nævn ikke havde forholdt sig til om kommunen havde partshørt inden sine afgørelser.

På den baggrund henstillede ombudsmanden at nævnet genoptog sin behandling af sagen. (J.nr. 2002-2308-083).

En kvinde havde arvet et beløb i 1985. Hun klagede nu over en kommune og et socialt ankenævns afgørelse hvorefter hun skulle tilbagebetale et for meget udbetalt pensionsbeløb for perioden 1985-87. Kvinden mente ikke at kommunen kunne kræve tilbagebetaling, da hun havde modtaget pensionen i god tro. Endvidere havde hun givet korrekte oplysninger om sin forventede indkomst og senere i selvangivelser oplyst om den faktiske indkomst.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse da kvinden ikke havde givet tilstrækkeligt korrekte oplysninger og derved havde tilsidesat sin oplysningspligt. Ankenævnet mente dog at kommunen skulle revurdere de faktiske indkomstforhold for 1985 indtil det tidspunkt hvor arven faldt.

Ombudsmanden mente at både kommunens og ankenævnets sagsbehandling havde været særdeles kritisabel. Ankenævnet havde ikke hjemmel til at stadfæste kommunens afgørelse betinget af at kommunen foretog yderligere undersøgelser, da det følger af undersøgelsesprincippet at hver enkelt forvaltningsmyndighed selv skal fremskaffe de nødvendige oplysninger. Kommunen burde have truffet afgørelse om revurderingsspørgsmålet og meddelt kvinden afgørelsen ledsaget af begrundelse og klagevejledning.

Ombudsmanden fandt endvidere at ankenævnet havde baseret sin afgørelse på en urigtig retsopfattelse, fordi tilbagebetaling krævede en bedømmelse af modtagerens subjektive forhold som ikke var foretaget. Ombudsmanden henstillede på den baggrund til ankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1992-765-084).

En brancheforening klagede til ombudsmanden over at politiet havde tilbagekaldt tilladelsen til et transportfirma til at transportere en bred last på blokvogn fra Frøslev Grænse til Grenå Havn. Årsagen til tilbagekaldelsen var at en anden politikreds på ruten efterfølgende havde oplyst at den var blevet anmodet om at udstede tilladelse til transporten, men at den havde afslået dette af færdselssikkerhedsmæssige årsager, og fordi transporten i stedet kunne ske ad søvejen. Politiets afgørelse om tilbagekaldelse var blevet stadfæstet af Færdselsstyrelsen.

Ombudsmanden udtalte at politiets sagsoplysning og partshøring i forbindelse med afgørelsen om udstedelse af transporttilladelsen var klart utilstrækkelig. Herudover opfyldte begrundelsen for afgørelsen ikke kravene i forvaltningsloven, og der var ikke givet klagevejledning. Sammenfattende mente ombudsmanden at politiets afgørelse om tilbagekaldelse var så mangelfuld at Færdselsstyrelsen som prøvelsesmyndighed burde have tilsidesat afgørelsen som ugyldig.

Med hensyn til Færdselsstyrelsens afgørelse udtalte ombudsmanden at det måtte anses for tvivlsomt om styrelsens konkrete afvejning af de relevante hensyn for og imod tilbagekaldelse af transporttilladelsen fuldt ud var foretaget i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om tilbagekaldelse.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Færdselsstyrelsen at genoptage sagen med henblik på en fornyet vurdering. (J.nr. 2003-2009-512).

En kommune og et tilsynsråd behandlede en sag der angik forskellige forhold i en andelsboligforening. Andelsboligforeningen opkrævede bl.a. et tillægsbidrag fra en af sine afdelinger for at udarbejde afdelingens varme- og vandregnskab. Desuden havde andelsboligforeningen optaget et lån til at gennemføre en række arbejder i den samme afdeling. Endelig havde andelsboligforeningen fået et påbud af kommunen om den regnskabsmæssige kontering af PBS-gebyr.

Ombudsmanden besluttede ikke at foretage en egentlig undersøgelse af den del af sagen som angik kontering af PBS-gebyr, men han afgav en foreløbig redegørelse om de øvrige dele af sagen. Det fremgik heraf at det var kritisabelt at tilsynsrådet havde taget stilling til spørgsmålet om udarbejdelse af varme- og vandregnskab uden først at bede Erhvervs- og Boligstyrelsen om en udtalelse. Desuden burde tilsynsrådet i sin behandling af spørgsmålet om lånoptagelsen have inddraget reglerne om beboerdemokrati.

Ombudsmanden mente der var grundlag for at henstille at statsamtet (som havde overtaget tilsynsrådets beføjelser) genoptog sagen. I sin endelige redegørelse fastholdt ombudsmanden denne opfattelse. Spørgsmålet om genoptagelse af sagen var dog faldet bort da statsamtet efter en indhentet udtalelse fra Socialministeriet (som havde overtaget sagsområdet fra Erhvervs- og Boligstyrelsen) havde besluttet at genoptage sagen.

(J.nr. 2003-0273-163).

En socialchef havde givet indberetning om at to socialudvalgsmedlemmer havde handlet ulovligt ved at blande sig i socialforvaltningens arbejde. Socialchefen blev under en samtale med borgmesteren om tjenstlige forhold pålagt at fremkomme med dokumentation for sine påstande. Borgmesterkontoret lavede efterfølgende en redegørelse om sagen som skulle bruges ved byrådets stillingtagen til hvad der skulle ske på baggrund af socialchefens indberetninger.

Ved udarbejdelsen af redegørelsen blev de konkrete oplysninger i indberetningerne ikke forelagt for de to socialrådsmedlemmer, og de blev heller ikke bedt om en forklaring på de anførte forhold. Heller ikke ansatte i socialforvaltningen blev spurgt, og dokumenterne i de af socialchefen anførte konkrete sager blev ikke gennemgået. Redegørelsen konkluderede at socialchefens beskyldninger om ulovligheder måtte tilbagevises. Byrådet tiltrådte konklusionen og vedtog at imødekomme socialchefens anmodning om at blive fritaget. Desuden besluttede byrådet at sende sagen til tilsynsrådet.

I forbindelse med dets behandling af sagen bad tilsynsrådet om yderligere oplysninger, bl.a. om udtalelser fra de to udvalgsmedlemmer om indberetningerne. Tilsynsrådet traf afgørelse om at det ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at anfægte det skøn som borgmesteren havde udøvet med hensyn til sagsoplysninger.

Ombudsmanden udtalte om oplysningsgrundlaget at det forelagte materiale led af åbenlyse mangler, at der i realiteten ikke fra borgmesterens side var foretaget en egentlig undersøgelse af indberetningerne, at tilsynsrådet selv havde modtaget materiale som på nogle punkter bekræftede socialchefens indberetninger og på andre punkter skabte væsentlig bevistvivl, samt at der var tale om en både principiel og for de implicerede personer belastende sag. Ombudsmanden fandt på den baggrund tilsynsrådets afgørelse meget kritisabel og henstillede til tilsynsrådet at genoptage sagen.

Ombudsmanden udtalte endvidere at tilsynsrådet burde have påtalt at de to udvalgsmedlemmer ikke fik forelagt borgmesterkontorets redegørelse inden byrådet traf afgørelse. (J.nr. 1997-2295-819).

Metodistkirken i Danmark klagede over at SU-Styrelsen (S) havde meddelt tre studerende afslag på uddannelsesstøtte til gennemførelse af en uddannelse på Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Sverige. S begrundede afslaget med at uddannelsen ikke ville kunne anerkendes offentligt i Danmark, jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse om uddannelsesstøtte. Det fremgik af sagens akter at S i en afgørelse fra 1987 havde anerkendt, at uddannelsen efter de dagældende regler indebar ret til uddannelsesstøtte.

Ombudsmanden redegjorde for at det også efter de i 1987 gældende regler var en betingelse, at uddannelsen kunne anerkendes offentligt i Danmark, og at retsgrundlaget for så vidt var uændret. Ombudsmanden udtalte at S ifølge forvaltningsrettens almindelige lighedsgrundsætning ikke uden videre kunne fravige den praksis, der blev fastlagt ved afgørelsen i 1987, idet denne afgørelse fremtrådte som en principiel afklaring af det rejste fortolkningsspørgsmål. S ville kun kunne fravige det tidligere fortolkningsresultat, såfremt afgørelsen fra 1987 var urigtig. Ombudsmanden fandt ikke at det på det foreliggende grundlag var sandsynliggjort, at S's afslag havde karakter af en retmæssig korrigering af afgørelsen fra 1987 og henstillede derfor til S at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1993-673-73).

En tidligere patient klagede over at Indenrigsministeriet havde afvist at pålægge Københavns Amt at udlevere navnene på to sygeplejersker der arbejdede på en psykiatrisk afdeling. Klageren ønskede at indkalde sygeplejerskerne som vidner i en sag anlagt mod tre læger.

Københavns Amt havde over for Indenrigsministeriet oplyst at kvinden havde overfuset adskillige ansatte i amtet og opsøgt den behandlende skadestuelæge på dennes privatadresse. Kvinden havde løbende under sagens behandling bestridt disse oplysninger om chikane og trusler.

Indenrigsministeriet mente ikke at ministeriet kunne kritisere amtskommunens vurdering af at der forelå begrundet mistanke om at udlevering af de pågældende navne kunne medføre at de pågældende blev udsat for chikane fra kvinden. Hensynet til sygeplejerskerne begrundede således afvisningen af at udlevere navnene, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Ombudsmanden udtalte at anvendelsesområdet for offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, er meget snævert. Anvendelsen af denne bestemmelse forudsætter at undtagelse fra aktindsigt er absolut påkrævet af hensyn til beskyttelsen af private eller offentlige interesser.

Ombudsmanden mente på den baggrund at ministeriet burde have indhentet nærmere oplysninger fra amtskommunen om kvindens opførsel over for personalet, herunder søgt oplysninger direkte fra de forulempede.

Ombudsmanden henstillede til Indenrigsministeriet at sagen blev genoptaget.

(J.nr. 1996-1203-409).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En udlænding var blevet udvist administrativt med indrejseforbud af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration på grund af ulovligt arbejde.

Politiet og Told og Skat havde observeret ham i færd med at betjene en opvaskemaskine i en restaurant uden fornøden arbejdstilladelse. Udlændingen blev senere frifundet i retten for at have arbejdet ulovligt i restauranten. Hans advokat bad derfor ministeriet om at genoptage udvisningssagen. Ministeriet fastholdt afgørelsen og henviste til at udlændingen i forbindelse med anholdelsen havde oplyst at han fik kost og logi hos restaurantindehaveren mod at passe dennes børn.

  Ombudsmanden bad ministeriet oplyse om der gjaldt en nedre grænse for hvad myndighederne opfatter som arbejde i lovens forstand, og i så fald udtale sig om herom i forhold til den børnepasning der mentes at have været tale om i den konkrete sag. Ombudsmanden bad endvidere ministeriet udtale sig om oplysningsgrundlaget i relation til spørgsmålet om børnepasningens karakter. Han henviste til at politiets afhøringsrapport var rettet mod arbejdet i restauranten, og at afhøringen vedrørende børnepasningen således formentlig måtte have været forholdsvis begrænset.

  Ministeriet ophævede efterfølgende udvisningen med indrejseforbud. Ministeriet henviste til at der var rejst en vis usikkerhed omkring omfanget af børnepasningens karakter, og at det herefter ikke med den fornødne sikkerhed kunne fastslås at udlændingen havde udført arbejde der var omfattet af lovens regler om udvisning.

  (J.nr. 2005-4029-649).

A flyttede med sin familie i juli 1990 fra en bolig i K kommune til en anden sammesteds. I forbindelse med endelig beregning af boligtillæg efter bistandslovens § 37, stk. 3, afleverede A en årsopgørelse fra elværket. K afviste imidlertid at opregulere det hidtil udbetalte beløb til dækning af A's del af eludgiften. Beløbet svarede til familiens forbrug i den forrige bolig. K henviste i sin afgørelse til oplysninger fra elværket om gennemsnitsudgiften for en familie som A's.

A klagede til amtsankenævnet (AN), der tiltrådte K's afgørelse, idet AN ikke fandt anledning til at kritisere K's skønsmæssige beregning.

Under ombudsmandens behandling af sagen oplyste K, at afgørelsen byggede på en formodning om, at familien havde et elforbrug, der ikke vedrørte husholdningen. Da formodningen ikke var søgt bekræftet - ej heller hos A -bemærkede ombudsmanden, at K's afgørelse blev truffet på et ufyldestgørende grundlag, og konstaterede, at K havde tilsidesat forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse.

AN's afgørelse syntes derimod at bygge på en retsopfattelse, hvorefter boligtillæg kan fastsættes skønsmæssigt ud fra en rimelighedsbetragtning uanset dokumentation. Under henvisning til den gældende affattelse af bistandsloven udtalte ombudsmanden, at AN's afgørelse måtte anses for uhjemlet. (J. nr. 1991-1636-052).

En ungdomsskole udarbejdede en arbejdspladsvurdering der viste at der var alvorlige problemer med det psykiske arbejdsmiljø på skolen. Som arbejdsgiver indledte kommunen en undersøgelse af om der var grundlag for personaleretlige foranstaltninger over for ungdomsskoleinspektøren hvis ledelsesstil blev kritiseret.

Ungdomsskoleinspektøren fik indskærpet at hun ville blive indstillet til afskedigelse hvis ikke der skete væsentlige ændringer i ledelsesstilen.

På baggrund af resultatet af en spørgeskemaundersøgelse blandt de ansatte på ungdomsskolen blev ungdomsskoleinspektøren senere meddelt at hun ville blive indstillet til afskedigelse. Inden havde kommunen dog meddelt at hun kunne forhindre afskedigelsen ved selv at sige op. Afskedigelsen blev ikke gennemført da ungdomsskoleinspektøren efter eget forslag blev ansat i en konsulentstilling i kommunen. Denne stilling var uden ledelsesbeføjelser og tidsbegrænset således at den ophørte et år før hun ville være gået på pension.

Ombudsmanden udtalte at indskærpelsen havde karakter af en "diskretionær advarsel" som var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Inspektøren skulle derfor have været partshørt i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 og ud fra den ulovbestemte retsgrundsætning om udvidet partshøring. God forvaltningsskik kunne også begrunde partshøring i denne forbindelse.

Ombudsmanden mente at ungdomsskoleinspektørens fratræden fra sin stilling og tiltrædelse af stillingen som konsulent i relation til oplysningsgrundlaget, herunder partshøring, burde have været betragtet som en sag om uansøgt afskedigelse. Kommunen burde således, inden den stillede inspektøren over for valget mellem om hun selv ville sige op eller blive indstillet til afskedigelse, have oplyst sagen tilstrækkeligt til at kunne vurdere om hun kunne afskediges uansøgt fra stillingen, herunder have foretaget partshøring.

Ombudsmanden kritiserede kommunens sagsbehandling på flere andre punkter, herunder manglende overholdelse af notatpligten, makulering af dokumenter og håndteringen af aktindsigtsbegæringer fra ungdomsskoleinspektøren. (J.nr. 2000-2770-801).

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse afviste at anerkende en lidelse som erhvervsbetinget. Afgørelserne var truffet på grundlag af oplysningerne i to anmeldelsesblanketter som var indsendt af den skaderamtes læge. Det fremgik heraf at lidelsen var opstået som følge af arbejdet med opskæring af dæk.

Ombudsmanden lagde mærke til at der ved behandlingen af den oprindelige anmeldelse ikke forelå oplysninger om hvordan arbejdet blev udført, hvor længe den pågældende havde arbejdet med opskæring af dæk, og herunder om han havde været fuldtidsbeskæftiget. Myndighederne havde ikke søgt at oplyse om den skaderamte havde været under behandling for lidelsen.

Ombudsmanden udtalte herefter at oplysningsgrundlaget var utilstrækkeligt. Han tilsluttede sig Arbejdsskadestyrelsens egen beklagelse af at styrelsens begrundelse ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24. Efter ombudsmandens opfattelse opfyldte Den Sociale Ankestyrelses begrundelse heller ikke kravene i forvaltningslovens § 24. Den Sociale Ankestyrelse havde kun skrevet at lidelsen ifølge en lægelig vurdering ikke kunne være erhvervsbetinget, men havde ikke forklaret hvorfor lidelsen ikke kunne være erhvervsbetinget. Ombudsmanden henstillede herefter til Ankestyrelsen at genoptage sagen og træffe ny afgørelse. (J.nr. 1997-1470-023).

En lejerforening klagede over at en kommune ikke havde valgt de medlemmer som foreningen havde indstillet, til huslejenævnet og beboerklagenævnet. 

Ombudsmanden udtalte at reglerne måtte forstås sådan at der som udgangspunkt skulle vælges en lejerrepræsentant som var indstillet af en større lejerforening i kommunen. Indstillingsretten indebar imidlertid ikke at foreningen havde et ubetinget krav på at en indstillet person blev valgt, selv om den pågældende måtte anses for kvalificeret. Hvis en indstilling kun omfattede det antal personer der skulle vælges, blev det antaget at der gjaldt en almindelig formodning om at indstillingen ikke var bindende. Hvis der var indstillet flere end der skulle vælges, måtte hovedreglen være at der skulle vælges en af de indstillede. 

Det kunne ikke være en forudsætning for at vælge en ikke-indstillet at kommunen i opfordringen til at afgive indstilling havde gjort opmærksom på muligheden af at indstille flere. Det ville dog have været bedst i overensstemmelse med god forvaltningsskik hvis kommunen havde opfordret til at indstille flere kandidater. Hvis kommunen skulle vælge mellem flere kandidater, måtte den vurdere hvem der var bedst kvalificeret.

Da der ikke var dokumentation for de valgtes kvalifikationer, kunne officialprincippet på det foreliggende grundlag ikke anses for overholdt.

Ombudsmanden kritiserede desuden at der ikke var lavet notat om de faktiske oplysninger som vurderingen af kandidaternes kvalifikationer byggede på.

(J.nr. 2006-3144-169 og 2006-3145-169).

A, der var separeret fra B, modtog et månedligt ægtefællebidrag på 4.500 kr. I 1992 anmodede B statsamtet (SA) om at bidraget måtte blive nedsat. Efter det oplyste havde A supplerende indtægter bl.a. på grund af overarbejde på den skole, hvor hun var ansat. A oplyste i en skrivelse af 17. maj 1992 til SA at hun kun var garanteret denne ekstraindtægt indtil sommerferien, og at det derfor var hendes grundløn, der måtte være afgørende for spørgsmålet om bidragsnedsættelse.

SA traf afgørelse om at B's anmodning ikke kunne imødekommes. B klagede til Civilretsdirektoratet (CD), der nedsatte det månedlige bidrag til 2.000 kr. Ved afgørelsen fandt CD at A havde afgivet urigtige oplysninger, og CD bestemte under henvisning hertil at ændringen skulle have tilbagevirkende kraft til den 1. juli 1992 (første forfaldsdato efter SA's afgørelse). Under ombudsmandens behandling af sagen blev det klargjort, at CD's afgørelse alene hvilede på A's oplysninger i skrivelsen af 17. maj 1992 til SA.

I sin udtalelse anførte ombudsmanden nogle principielle betragtninger om betingelserne for at ændre størrelsen af ægtefællebidrag med tilbagevirkende kraft. Ombudsmanden udtalte videre at han i den konkrete sag ikke var enig med CD i, at oplysningerne i A's skrivelse af 17. maj 1992 kunne anses for urigtige, og han måtte derfor anse rigtigheden af CD's afgørelse for særdeles tvivlsom. Ombudsmanden kritiserede endvidere begrundelsen for CD's afgørelse, som han fandt var misvisende. Ombudsmanden henstillede til CD at der blev meddelt A fri proces til prøvelse af CD's afgørelse ved domstolene. (J. nr. 1993-1728-651).