Officialprincippet

En borger klagede til ombudsmanden over, at Udenrigsministeriet havde afslået aktindsigt i borgerens ”egen sag” – dvs. egenacces. Sagen handlede bl.a. om korrespondance mellem en dansk ambassade i et fremmed land og landets politi. Ambassaden havde politianmeldt borgeren for chikane.  

Ministeriets afslag var oprindeligt begrundet i hensyn til politiets efterforskningsmetoder. Da ministeriet ikke havde indhentet en udtalelse fra det fremmede lands politi om spørgsmålet om udlevering, henstillede ombudsmanden til ministeriet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.  

I en ny afgørelse fastholdt ministeriet sit afslag. Ministeriet lagde nu vægt på, at den første aktindsigtsafgørelse havde medført en bølge af grov chikane fra borgeren i form af bl.a. udtalelser om navngivne medarbejdere på de sociale medier. Ministeriet mente, at en udlevering ville føre til mere grov chikane. 

Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger, at ministeriet på grund af undersøgelsesprincippet havde lagt vægt på omstændigheder, der lå efter ministeriets første aktindsigtsafgørelse. 

Ombudsmanden mente ikke, at den særlige chikanebestemmelse i offentlighedslovens § 9, stk. 2, nr. 2, kunne bruges ved afslag på anmodninger om egenacces. Generalklausulen i § 33, nr. 5, kunne benyttes – men det var et krav, at der var afgørende hensyn, som talte imod at give borgeren egenacces. 

Ombudsmanden var enig med ministeriet i, at der var tale om chikane af særdeles grov karakter, som lå ud over, hvad en offentligt ansat bør tåle.
Ministeriets risikovurdering i tilfælde af udlevering af dokumenterne kunne efter ombudsmandens opfattelse give anledning til nogen tvivl, men ombudsmanden mente, at ministeriet måtte være nærmest til at vurdere spørgsmålet. Ombudsmanden havde derfor ikke tilstrækkelig grund til at kritisere afgørelsen. 

(Sag nr. 14/02444 og 14/04790)

En mand klagede til ombudsmanden over, at en kommune og Rigspolitiet havde afslået at udstede et nyt pas til ham. Manden, der i sin tid var indrejst til Danmark som flygtning fra Sri Lanka, var dansk statsborger og havde tre gange tidligere fået udstedt et dansk pas – første gang i 1987. 

Kommunen henviste i sit afslag til, at mandens fødselsregistreringssted ikke fremgik af CPR-registret. Kommunen stillede som betingelse for at foretage (korrekt) registrering af mandens fødselsregistreringssted, at han fremskaffede en fødselsattest. Indtil det skete, kunne han ikke få udstedt et nyt pas.  

Manden klagede til Rigspolitiet og oplyste bl.a., at han som asylansøger havde afleveret sine papirer, herunder sin fødselsattest, til politiet, og at han ikke mente at have fået papirerne tilbage. Rigspolitiet afslog også at udstede et nyt pas med henvisning til kommunens begrundelse. At manden tidligere havde fået udstedt dansk pas, mente Rigspolitiet ikke kunne ændre på vurderingen.  

Efter at have fået aktindsigt hos Rigspolitiet i bl.a. en kopi af sit indfødsretsbevis fik manden med det som dokumentation udstedt et nyt pas. 

Ombudsmanden udtalte, at kommunen og Rigspolitiet ikke havde haft hjemmel til at afslå at udstede et nyt pas med den angivne begrundelse. Det var også ombudsmandens opfattelse, at kommunens og Rigspolitiets behandling af sagen var i strid med almindelige forvaltningsretlige principper om sagsoplysning og bevisbedømmelse og i øvrigt udtryk for urimelig mangel på forståelse for ansøgerens personlige situation.   

Rigspolitiet oplyste, at Rigspolitiet ville orientere kommunerne om, hvordan de skulle behandle sager som denne. Ombudsmanden bad Rigspolitiet om underretning om orienteringen. Han bad også Rigspolitiet om at oplyse, om sagen gav anledning til overvejelser om praksis for bevarelse af dokumentation. 

(Sag nr. 14/02763)

FOB 2018-10

FOB 2020-7