A, der var tjenestemandsansat overbanehåndværker i DSB, klagede over at han var blevet afskediget med opsat pension. Som begrundelse for afskedigelsen havde DSB henvist til 3 tjenesteforseelser af disciplinær karakter.

Efter en gennemgang af sagen måtte ombudsmanden konkludere at der ikke i de forelagte oplysninger havde været tilstrækkeligt grundlag for at kvalificere de tre forhold, som DSB havde henvist til, som tjenesteforseelser. Samtidig fandt ombudsmanden det meget beklageligt at en række relevante faktiske forhold ikke var blevet søgt afklaret af DSB, inden afgørelsen blev truffet.

Ombudsmanden anså det endvidere for en væsentlig processuel fejl at A ikke - inden afgørelsen blev truffet - fik lejlighed til at kommentere indstillingen i sagen fra Auditøren under Trafikministeriet. Endelig udtalte ombudsmanden at han måtte nære alvorlige betænkeligheder ved, at DSB havde fundet det berettiget at anvende en så vidtgående sanktion som afskedigelse med opsat pension over for forseelsestyper som de omhandlede.

Ombudsmanden henstillede til DSB at annullere afskedigelsesafgørelsen og at kontakte A med henblik på at placere ham i en ny stilling. (J. nr. 1992-98-812).

En akademiingeniør klagede over forskellige forhold i forbindelse med Banestyrelsens beslutning om at afskedige ham.

I forbindelse med afskedigelsen havde Banestyrelsen udarbejdet to notater der indeholdt en vurdering af klagerens kvalifikationer. Ombudsmanden mente at notaterne indeholdt oplysninger om de faktiske omstændigheder der lå til grund for styrelsens vurdering. Ombudsmanden udtalte at oplysningerne var omfattet af forvaltningslovens partshøringpligt, og kritiserede at Banestyrelsen ikke havde partshørt over oplysningerne inden afgørelsen blev truffet.

Det fremgik endvidere af et af notaterne at unavngivne kolleger og entreprenører havde klaget over ingeniøren. Ombudsmanden mente det var beklageligt hvis anonyme klager var indgået i Banestyrelsens grundlag for afskedigelse. Såfremt klagerne var navngivne, burde Banestyrelsen have noteret navnene på de pågældende på sagen i medfør af notatpligten og overvejet at partshøre ingeniøren om klagerne.

Ombudsmanden bemærkede endvidere at det havde været rettest om Banestyrelsen i begrundelsen for afskedigelsen havde kommenteret ingeniørens bemærkninger om at han aldrig havde modtaget kritik i løbet af sin ansættelse.

Endelig tilsluttede ombudsmanden sig Trafikministeriets kritik af Banestyrelsens afslag på aktindsigt. Ombudsmanden tilføjede at de to ovennævnte notater indeholdt oplysninger som burde have været udleveret til A i medfør af forvaltningslovens § 12, stk. 2 medmindre de på andet grundlag kunne undtages fra aktindsigt - uanset notaternes interne karakter. (J.nr. 1998-0563-813).

Århus Kommune afslog at yde refusion af dagpenge til en arbejdsgiver fordi den ansatte ved udfyldning af dagpengeskemaet nægtede at oplyse sin læges navn, arten af sin sygdom og om han havde været indlagt. Den ansatte rettede henvendelse til Dagpengeudvalget og bad alene udvalget om at tage stilling til hvorvidt kommunen havde ret til at kræve oplysningerne udleveret.

Dagpengeudvalget besluttede at tage stilling til dagpengesagen i sin helhed og indhentede til brug herfor (i medfør af dagpengelovens § 36) oplysninger fra ansøgerens egen læge og hospitalsjournalakter vedrørende den ansatte.

Sagen gav ombudsmanden lejlighed til at udtale at myndighederne har en ulovhjemlet ret til at udvide sagens ramme ud over hvad der specifikt er klaget over.

Ombudsmanden mente derfor ikke der var grundlag for at kritisere at Dagpengeudvalget indhentede journaloplysningerne, men udtalte at myndighederne enten bør forsøge at fremskaffe borgeren samtykke før oplysninger om private forhold indhentes, eller - som kommunen gjorde - afslå ansøgningen. (J.nr. 1996-1700-025).

En mand klagede over at han havde afsonet hæftestraf sammen med fængselsdømte. Den domfældte var i tilsigelsen til afsoning bedt om at henvende sig til politimesteren hvis han ikke ønskede anbringelse sammen med fængselsdømte, men han havde ikke reageret herpå. Det blev herefter lagt til grund at han havde givet et stiltiende samtykke til afsoning sammen med fængselsdømte.

Ombudsmanden var ikke enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen (DfK) i at et stiltiende samtykke var tilstrækkeligt til at opfylde samtykkekravet. Han henstillede derfor at der fremtidigt blev indhentet et udtrykkeligt samtykke. Ombudsmanden henstillede endvidere at hæftedømte i tilsigelsen udtrykkeligt vejledes om deres ret til ikke at afsone sammen med f.eks. fængselsdømte. (J.nr. 1995-2261-621).

A anmodede Direktoratet for Statens Indkøb om at få aktindsigt i et direktivudkast fra EF-Kommissionen. Direktoratet afslog bl.a. under henvisning til § 13, stk. 1, nr. 2, i offentlighedsloven. Finansministeriet og Udenrigsministeriet fastholdt afgørelsen og henviste til, at det omhandlede dokument ifølge Kommissionens interne regler var undtaget fra offentlighed (tavshedspligtsforskrift).

Ombudsmanden udtalte, at danske myndigheder i almindelighed må kunne gå ud fra, at når et dokument er omfattet af en tavshedspligtsforskrift i EF, så er det af hensyn til landets forhold til EF nødvendigt at undtage dokumentet fra aktindsigt i Danmark. Kommer der imidlertid oplysninger frem om, at EF ikke vil opretholde tavshedspligtsforskriften og disse oplysninger ikke uden videre kan afvises, følger det af det almindelige officialprincip, at danske myndigheder har en pligt til at undersøge sagen nærmere.

Må det herefter lægges til grund, at den kompetente EF-myndighed for sit vedkommende generelt har nedklassificeret dokumentet, vil der efter ombudsmandens opfattelse normalt ikke være hjemmel i § 13, stk. 1, nr. 2, til at tilbageholde dokumentet i Danmark. (J. nr. 1990-201-29).

Ombudsmanden rettede henvendelse til Finansministeriet i anledning af publikationen "Resultatvurderinger af ledere" som indgik i ministeriets serie af publikationer "Den offentlige sektor år 2000".

Med vejledningen fulgte et sæt af spørgeskemaer - og af vejledningen fremgik at skemaerne skulle besvares anonymt. Det fremgik ikke om disse anonyme bidrag ville kunne indgå som grundlag for konkrete personaleretlige beslutninger over for lederen.

Ombudsmanden udtalte at almindelige forvaltningsretlige krav til hjemmel og sagsbehandling også gælder i forbindelse med beslutninger om afskedigelse og andre indgribende personaleforanstaltninger over for offentligt ansatte. En myndighed der træffer en indgribende personaleretlig afgørelse, må sikre sig at der foreligger det fornødne grundlag, og at den ansatte forud for afgørelsen bliver partshørt. På den baggrund mente ombudsmanden at anonyme oplysninger, eller oplysninger der af anden grund ikke kan undersøges af myndigheden eller den ansatte, ikke kan indgå i grundlaget for en indgribende personaleretlig reaktion over for en offentligt ansat.

Ombudsmanden spurgte om Finansministeriet kunne tilslutte sig hans opfattelse, og om ministeriet var indstillet på at udsende en vejledning om spørgsmålet. (J.nr. 1995-523-819).

A klagede over, at P&T ikke efter registreringsafgiftsloven havde afgiftsberigtiget et antal køretøjer, der anvendtes i forbindelse med P&T's "Jetpost"-tjeneste, og at Skatteministeriet (SKM) havde tilsluttet sig dette.

Efter A's klage til ombudsmanden afgiftsberigtigede P&T de omhandlede køretøjer. SKM anførte i en supplerende udtalelse bl. a., at SKM på baggrund af det under ombudsmandssagen oplyste om de omhandlede køretøjers anvendelse fandt, at disse var afgiftspligtige.

Ombudsmanden udtalte, at afgiftspligten i. h. t. registreringsafgiftsloven påhvilede det enkelte køretøj , og at det måtte lægges til grund, at de omhandlede køretøjer hovedsageligt "anvendes erhvervsmæssigt i konkurrence med private erhvervsdrivende"; fritagelsesbestemmelsen i lovens § 2, stk. 1, nr. 2, kunne derfor ikke anvendes.

Ombudsmanden fandt videre, at forskellige drifts- og finansøkonomiske betragtninger, som P&T havde anført, var irrelevante i forhold til bestemmelsen i lovens § 2, stk. 1, nr. 2.

Endelig kritiserede ombudsmanden såvel P&T's som SKM's oplysning af sagen. (J. nr. 1989-989-21).

A, hvis 3 børn var tvangsfjernet fra hjemmet, fik afslag fra K Kommune på en anmodning om, at børnene blev undersøgt af en psykologisk sagkyndig, som A havde valgt, og hvis honorar A var indstillet på at betale.

Sagen gav ombudsmanden anledning til generelt at udtale, at tvangsfjernelse af et barn som udgangspunkt ikke medfører nogen ændring i forældrenes retsstilling, idet hverken forældremyndighed eller værgemål fratages forældrene. Ifølge bistandslovens regler kan forvaltningen træffe dispositioner vedrørende barnet uanset manglende samarbejde fra forældrenes side, idet afgørelser dog så vidt muligt træffes i samarbejde med forældremyndighedens indehaver. Ombudsmanden udtalte, at forældrene til et tvangsanbragt barn således ikke uden videre har krav på, at forvaltningen indvilliger i, at barnet undersøges af f.eks. en læge valgt af forældrene på eget initiativ. Ombudsmanden fandt dog, at et afslag måtte kræve ganske tungtvejende modstående hensyn set i forhold til forældrenes interesse i at tilvejebringe erklæringer fra en uafhængig sagkyndig.

Ombudsmanden fandt, at et afslag ikke alene kan begrundes i, at undersøgeren efter forvaltningens opfattelse ikke findes nødvendig efter det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip, jf. også forvaltningslovens § 21, eller i, at forbindelsen til forældrene i forvejen er afbrudt for en nærmere periode i henhold til bistandslovens § 67, stk. 2. (J. nr. 1989-1518-062).

A klagede over, at Miljøstyrelsen (M) havde stadfæstet et påbud fra Miljøkontrollen i K Kommune om opgravning af en olietank. Påbudet byggede på en konstateret olieforurening og K's antagelse om, at årsagen var, at A's olietank var utæt.

Myndighederne henviste som hjemmel for påbudet til olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, hvis anvendelse forudsætter, at tanken er utæt. A påstod bl.a. med henvisning til en foretaget trykprøve, at tanken var tæt.

Under sagens videre forløb og dens indbringelse for ombudsmanden blev det afklaret, at der ikke var sikkert grundlag for at antage, at tanken var utæt. Da hjemlen i olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, herefter ikke kunne anvendes, henviste M i stedet til § 16, stk. 4.

Ombudsmanden fandt ikke at kunne kritisere M's opfattelse, hvorefter påbudet havde hjemmel i bekendtgørelsens § 16, stk. 4. Ombudsmanden fandt det imidlertid meget beklageligt, at M først efter at have haft sagen forelagt for 4. gang - og først efter ombudsmandens udtrykkelige opfordring hertil - fik klargjort det hjemmelsmæssige grundlag for afgørelsen. Uklarheden havde bl.a. medført en langvarig brevveksling med A og hans advokat om irrelevante forhold og havde forringet A's mulighed for at forsvare sig over for den trufne afgørelse. (J. nr. 1990-626-11).

To indsatte der var overført fra England til fortsat straffuldbyrdelse i Danmark, klagede over at Justitsministeriet ikke havde inddraget de engelske regler og den engelske praksis om prøveløsladelse i vurderingen af deres ansøgninger om prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2. Justitsministeriet havde været af den opfattelse at ministeriet kun kunne inddrage fremmed ret hvis de nationale regler bestemte det. Under et møde med ombudsmanden gav ministeriet imidlertid udtryk for at det kunne inddrage fremmed ret, og spørgsmålet var herefter alene om ministeriet havde pligt til at inddrage fremmed ret.

Ombudsmanden udtalte at der efter hans opfattelse er pligt til at indhente nærmere oplysninger om fremmed ret, hvis der i det konkrete tilfælde er en tilstrækkelig indikation herfor. Ved vurderingen af om fremmed ret (herefter) i givet fald skal inddrages i vurderingen efter straffelovens § 38, stk. 2, må der bl.a. lægges vægt på om prøveløsladelsens grundlag efter henholdsvis fremmed og dansk ret er sammenligneligt. Hvis dette er tilfældet, og der i øvrigt foreligger det fornødne grundlag for at antage at der ville være sket løsladelse på et tidligere tidspunkt såfremt afsoning var fortsat i domslandet, må domslandets regler og praksis tages i betragtning og i givet fald tillægges en vis vægt.

Da Justitsministeriet ved afgørelsen i de konkrete sager ikke havde overvejet at indhente nærmere oplysninger om og eventuelt inddrage de engelske regler og praksis, henstillede ombudsmanden til Justitsministeriet at overveje sagen på ny. Ombudsmanden bad ministeriet om herunder at tage stilling til hvorvidt de oplysninger om engelsk ret som klagerne havde sendt til ministeriet, indicerede at yderligere oplysninger herom burde indhentes. (J.nr. 1997-0617-623 og 1997-1430-623).

Et forbund klagede til ombudsmanden over at Århus Statsamt havde afvist at gå dybere ind i spørgsmålet om hvorvidt Silkeborg Kommune som bygningsmyndighed kunne give sig selv dispensation efter byggelovgivningens regler. Århus Statsamt henviste til at myndighedssubstitution efter en ændring af byggeloven i 1990 ikke var mulig, og at kommunen ikke var myndighedsinhabil. Århus Statsamt henviste i øvrigt til at statsamtets kompetence som klageinstans i dispensationssager alene omfattede retlige spørgsmål.

Ombudsmanden udtalte at Silkeborg Kommune i medfør af almindelige retsgrundsætninger om myndighedsinhabilitet var inhabil i den foreliggende situation. Ombudsmanden udtalte endvidere at han måtte lægge til grund at det var lovgivers intention at der ikke skulle være mulighed for myndighedssubstitution efter lovændringen i 1990. Ombudsmanden mente imidlertid ikke at lovgiver også havde ønsket at afskære det almindelige princip om at en eventuel klageinstans foretog en mere intensiv prøvelse i sager hvor der var tale om myndighedsinhabilitet eller tilsvarende situationer med mulige interessekonflikter.

En sådan mere intensiv prøvelse kunne foretages inden for rammerne af en prøvelse af retlige spørgsmål. Ombudsmanden henviste til at statsamtet i den foreliggende sag, hvor forbundet påstod at Silkeborg Kommune havde inddraget usaglige hensyn (magtfordrejning), kunne indhente sagkyndige udtalelser fra andre (uafhængige) myndigheder, eller eventuelt lade det hvile på kommunen at godtgøre at afgørelsen udelukkende var båret af saglige hensyn.

Ombudsmanden henstillede derfor at Århus Statsamt genoptog sagen. (J.nr. 1995-2214-160).

En rengøringsassistent blev afskediget fra sit arbejde og idømt fem ugers karantæne. I karantæneperioden gav kommunen hende økonomisk hjælp. Kommunen og det sociale ankenævn besluttede at den økonomiske hjælp skulle betales tilbage fordi rengøringsassistenten havde afvist at møde op i kommunen.

Ombudsmanden udtalte at i sager der rejses på partens initiativ, har parten i almindelighed en særlig tilskyndelse til at bidrage til sagsoplysningen. Myndighederne kan som udgangspunkt lade nægtelse til at medvirke komme den pågældende til skade (processuel skadevirkning). Ombudsmanden mente imidlertid ikke at myndighederne uden videre kunne tillægge rengøringsassistentens nægtelse af at møde op i kommunen processuel skadevirkning. Myndighederne måtte vurdere om et personligt fremmøde var afgørende for sagsoplysningen, og om de ønskede oplysninger kunne fremskaffes på anden måde. Endvidere skulle myndighederne vurdere om deltagelse i mødet ville være særligt belastende, besværligt eller omkostningskrævende for parten.

Ombudsmanden mente at myndighedernes afgørelser var truffet på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, og henstillede derfor til det sociale ankenævn at genoptage sagen. (J.nr. 1995-2204-009).

En mand der havde været involveret i et trafikuheld, ansøgte Roskilde Kommune om kontanthjælp. Han oplyste at han ¾ år tidligere havde fået udbetalt en men- og erhvervsevnetabserstatning. Pengene var brugt til betaling af gammel gæld mv. Han kunne ikke fremskaffe dokumentation for erstatningens størrelse eller kvittering eller lignende, og han ønskede ikke at kommunen indhentede oplysningerne fra anden side.

Kommunen gav på grund af den manglende dokumentation afslag på ansøgningen om kontanthjælp. Det Sociale Ankenævn for Roskilde Amt tiltrådte kommunens afgørelse, og Den Sociale Ankestyrelse afviste at optage sagen til behandling.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at myndighederne ved eventuel beregning af kontanthjælp ville tage hensyn til den udbetalte erhvervsevnetabserstatning. Den dagældende bistandslovs § 17 hvorefter myndighederne af egen drift havde mulighed for at indhente oplysninger, gjaldt også i ansøgningssager. I den foreliggende sag var der dog ikke grundlag for at kritisere at myndighederne ikke af egen drift havde indhentet yderligere oplysninger.

Ombudsmanden kritiserede ikke myndighedernes afgørelser. Dog havde det været ønskeligt om begrundelsen for nævnets afgørelse havde fået en klarere formulering. (J.nr. 1999-2245-050).

En forældreforening klagede til Sundhedsstyrelsen over brugen af et bestemt medikament i forbindelse med bedøvelse af børn. Et forældrepar, der var medlemmer af foreningen, fik ved foreningens aktindsigt i forbindelse med klagesagen viden om at en overlæge havde afgivet en redegørelse om parret og deres børn. Redegørelsen indeholdt oplysninger om rent private forhold.

Forældrene klagede til Sundhedsstyrelsen over redegørelsen og grundlaget for den. Styrelsen orienterede om at redegørelsen var modtaget fra overlægen i forbindelse med forældreforeningens klagesag. Styrelsen mente at redegørelsen indeholdt oplysninger som var helt overflødige for vurderingen af forældreforeningens klagesag, og at oplysningerne kunne virke krænkende. Styrelsen afviste i øvrigt at foretage videre i sagen, og forældrene blev henvist til eventuelt at rette henvendelse til ansættelsesmyndigheden - en kommune.

Ombudsmanden kritiserede at Sundhedsstyrelsen ikke havde henvist forældrene til at rette henvendelse til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, og at styrelsen som tilsynsmyndighed ikke havde underkastet forældrenes klage en fyldestgørende undersøgelse.

Ombudsmanden lagde til grund at klagefristen til patientklagenævnet på to år var afbrudt, og sendte derfor forældrenes klage til nævnet. (J. nr. 1992-1963-403).

En kommune (K) standsede udbetalingen af arbejdsgiverrefusion til A's arbejdsgiver på grund af en oplysning om A's indstilling til revalidering. A modtog ikke meddelelse om afgørelsen eller om grundlaget for denne. A anmodede senere om udbetaling af sygedagpenge; men K afslog anmodningen med henvisning til dagpengelovens § 48 og begrundelsen for refusionsstandsningen. K havde inden afgørelsen indhentet supplerende oplysninger om A's revalideringsbestræbelser fra hendes læge. Disse oplysninger blev A ikke gjort bekendt med, hverken af K eller af amtsankenævnet (N), som tiltrådte afslaget på udbetaling af dagpenge med henvisning til den oprindelige oplysning om A's indstilling til revalidering.

Ombudsmanden fandt, at A burde have haft lejlighed til at udtale sig om grundlaget for K's afgørelse - dels den oplysning, der førte til standsning af refusion, dels de supplerende oplysninger fra hendes læge. Den partshøring, som var blevet forsømt af K, burde N have gennemført.

Ombudsmanden henstillede til N at genoptage sagen, idet han fandt det tvivlsomt, om N's begrundelse kunne bære afgørelsen. Han henviste dels til den manglende partshøring, dels til, at afgørelsen om udbetaling af dagpenge til A måtte indebære en (i forhold til situationen i forbindelse med refusionsophøret) ny stillingtagen med en vurdering af A's aktuelle indstilling til revalidering. (J. nr. 1990-247-042).

En kommune traf afgørelse om at en privat fællesvej skulle sættes i stand. Afgørelsen blev bl.a. truffet på baggrund af redegørelser indhentet fra et rådgivende ingeniørfirma. Kommunen havde inden afgørelsen informeret de berørte lodsejere og sat en frist til at komme med indsigelser, men ikke medsendt grundlaget for den påtænkte beslutning herunder redegørelserne fra ingeniørfirmaet. En lodsejer klagede over afgørelsen til Trafikministeriet. Ministeriet stadfæstede afgørelsen og mente ikke der var grundlag for at kritisere kommunens sagsbehandling.

Efter ombudsmandens opfattelse var de berørte lodsejere parter i forhold til kommunens afgørelse om istandsættelse af vejen. Ombudsmanden mente derfor at kommunen burde have partshørt lodsejerne over oplysningerne i redegørelserne fra ingeniørfirmaet. Ombudsmanden mente desuden at kommunens begrundelse for afgørelsen ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24. Trafikministeriet burde have påtalt de sagsbehandlingsfejl som kommunen havde begået, og burde have taget stilling til hvilken indvirkning fejlene skulle have på den trufne afgørelse. Endvidere var sagen ikke tilstrækkeligt oplyst i forbindelse med behandlingen i Trafikministeriet, og Trafikministeriet havde også begået en partshøringsfejl.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Trafikministeriet at genoptage sagen eller at foranledige at Vejdirektoratet, som på tidspunktet for ombudsmandens udtalelse havde fået overladt kompetencen til at behandle klagesager i henhold til lov om private fællesveje, genoptog sagen. (J.nr. 1997-2518-516).

En tamilsk asylansøger A klagede over den tid der var medgået til Flygtningenævnets (FN's) behandling af hans sag, herunder at FN's koordinationsudvalg senest havde besluttet at sætte behandlingen af bl.a. A's sag i bero på indgåelse af en aftale mellem den danske og srilankanske regering om tilbagesendelse af srilankanske statsborgere til hjemlandet under betryggende forhold.

Ombudsmanden udtalte at udgangspunktet i en situation som den foreliggende måtte være, at FN måtte træffe afgørelse i sagen på grundlag af de indhentede oplysninger om forholdene i A's hjemland. Hvis der herefter blev meddelt A asyl, og forholdene i hans hjemland efterfølgende bedredes, ville en inddragelse af opholdstilladelsen medføre at bestemmelserne i udlændingelovens § 19, jf. § 26, kunne komme på tale. Efter ombudsmandens opfattelse var det kun i de situationer hvor en væsentlig bedring af forholdene i asylansøgerens hjemland syntes umiddelbart forestående, og hvor det således måtte forekomme formalistisk at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 for kort tid efter at inddrage den, at det ville være foreneligt med bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7, 19 og 26 at afvente en sådan udvikling i asylansøgerens hjemland i en kortere periode. I modsat fald ville udlændingens retskrav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 og den retsbeskyttelse af flygtninge der har fundet udtryk i udlændingelovens § 19, herunder 3 (2) årsgrænsen for inddragelse af opholdstilladelse, og i § 26, ikke blive respekteret.

Ombudsmanden lagde i udtalelsen til grund at det ved beslutningen om at sætte bl.a. A's sag i bero, måtte henstå som usikkert, om og i givet fald hvornår en aftale mellem den danske regering og den srilankanske regering om tilbagesendelse af de tamilske asylansøgere under betryggende forhold ville kunne indgås. Ombudsmanden fandt det på den baggrund kritisabelt at FN havde besluttet at udsætte sagernes behandling på indgåelse af den pågældende aftale. (J. nr. 1994-1178-600).

Et medlem af S.I.D. fik standset udbetalingen af sine sygedagpenge fordi han ikke mødte op til et møde i kommunen.

Der var efter de lægelige vurderinger ingen tvivl om at den pågældende var syg og ude at stand til at arbejde. Efter medlemmets forklaringer mødte han bl.a. ikke op fordi han var rejst på besøg i en anden by - og han havde en aftale med kommunen om først at rette henvendelse senere.

Ombudsmanden mente ikke der var hjemmel i myndighedernes retsgrundlag til at standse sygedagpengene. Standsningen var heller ikke i overensstemmelse med det almindelige princip om proportionalitet. (J.nr. 1996-0489-025).