Ved opslag af en ledig stilling som sognepræst indstillede et flertal af menighedsrådet B til ansættelse i stillingen. To medlemmer med tilknytning til organisationen A indstillede E under henvisning til, at A ellers ikke ville være repræsenteret blandt sognets præster. Provsten i Y by indstillede, at B blev ansat, biskoppen over Z stift anbefalede E og henviste herved til lov om menighedsråd § 41, stk. 2.

Kirkeministeren meddelte, at det forekom ham ønskeligt at lade stillingen genopslå.

Stillingen blev genopslået, og efter et nyt indstillingsmøde indstillede flertallet i menighedsrådet, provsten og biskoppen, at G blev ansat. E var denne gang indstillet som nr. 2. Mindretallet anbefalede på ny kirkeministeren at ansætte E og anmodede om aktindsigt samt om en forhandling med ministeren, inden der blev truffet afgørelse i sagen. Ministeren gav aktindsigt i en vis udstrækning, men afslog forhandlingen og ansatte G som sognepræst.

A gjorde i en klage til ombudsmanden gældende, at lov om menighedsråd, § 41, stk. 2, burde have været anvendt i sagen, og at såvel ministerens beslutning om at genopslå stillingen som afgørelsen om at ansætte G stred mod den mindretalsbeskyttelse, der er indeholdt i bestemmelsen.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere Kirkeministeriets afgørelse om henholdsvis genopslag og besættelse af stillingen med G.

Retten til at forlange en sags afgørelse udsat, indtil der er afgivet en udtalelse, tilkommer kun "parter".

Ombudsmanden anså hverken A eller mindretallet i menighedsrådet for at være parter i sagen og fandt således heller ikke grundlag for at kritisere, at kirkeministeren ikke havde behandlet A's henvendelse som en anmodning efter forvaltningslovens § 21. Ombudsmanden fandt dog, at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik, hvis mindretallet i menighedsrådet havde fået forelagt provstens og biskoppens udtalelser med henblik på, at mindretallet fik lejlighed til at kommentere dem, inden Kirkeministeriet traf afgørelse i sagen. (J. nr. 1989-842-72).

En 45-årig mand blev anholdt af politiet og indbragt til Københavns Fængsler. Forud for afleveringen havde politiet telefonisk oplyst det vagthavende personale i fængslet om, at anholdte "var stærkt deprimeret, og at de skulle være opmærksomme på dette". På en rød blanket "Følgeseddel til Arresten" havde politiet i rubrikken "Oplysninger om særlige forhold (sygdom, selvmordsrisiko, undvigelsesrisiko, farlighed, særlige forhold ved anholdelsen etc.)" anført: "Er dybt deprimeret" - med streg under. Denne oplysning var ikke blevet anført på Københavns Fængslers indsættelsespapirer (en gul blanket).

Kompetencen til at træffe beslutning om "Lys og Tilsyn" er tillagt "den tjenestgørende leder af Politigårdens Fængsel". I det foreliggende tilfælde var en beslutning om, at der ikke skulle iværksættes "Lys I" eller "Lys II", truffet af en fængselsoverbetjent. Der forelå modstridende forklaringer fra fængselsoverbetjenten og overvagtmesteren om, hvorvidt overvagtmesteren i forbindelse med sin overtagelse af tjenesten var blevet orienteret af fængselsoverbetjenten om den anholdtes forhold.

Ombudsmanden fandt, at der utvivlsomt bør gøres notat om en telefonisk henvendelse af den karakter, som politiet rettede til det vagthavende personale i Københavns Fængsler. Ombudsmanden bad Justitsministeriet om at overveje, om der måtte være anledning til at indskærpe over for Politigårdens Fængsel, at der skal gøres notat om væsentlige oplysninger, der modtages.

Endvidere fandt ombudsmanden, at det bør sikres, at en oplysning som den foreliggende på den røde blanket angives på (overføres til) den gule blanket på en sådan måde, at den er umiddelbart tilgængelig for det på et ethvert tidspunkt vagthavende personale. Ombudsmanden bad Justitsministeriet om at oplyse, om der på den givne anledning var behov for, at der blev tilrettelagt en særlig ordning, der sikrer, at relevante oplysninger vedrørende indsatte gøres tilgængelige for det til enhver tid vagthavende personale.

Under henvisning til, at der forelå modstridende forklaringer om, hvorvidt overvagtmesteren i forbindelse med sin overtagelse af tjenesten var blevet orienteret om den anholdtes forhold, bad ombudsmanden Justitsministeriet om at oplyse, om der var behov for, at der blev tilrettelagt en ordning, der sikrer, at relevante oplysninger - udover de oplysninger der fremgår af den røde/gule blanket - videregives fra den tjenestgørende leder af Politigårdens Fængsel til den afløsende tjenstgørende (skriftlige notater om iagttagelser m.v. af særlig betydning under en vagtperiode).(J. nr. 1989-804-611).

 ansøgte Miljøstyrelsen om tilskud til et genanvendelsesprojekt. Ansøgningen blev efter nogle telefonsamtaler sat i bero på indsendelse af yderligere oplysninger om projektet. Da styrelsen ikke modtog oplysningerne, anså styrelsen ansøgningen for bortfaldet. A protesterede og hævdede, at han ikke under telefonsamtalen var blevet gjort bekendt med, at yderligere oplysninger var en forudsætning for, at ansøgningen kunne behandles. Miljøstyrelsen havde ikke taget notat om telefonsamtalerne og deres indhold.

Ombudsmanden udtalte, at offentlighedslovens § 6, stk. 1, må ses som udslag af en almindelig retsgrundsætning om, at offentlige myndigheder har pligt til at gøre notat om alle væsentlige ekspeditioner i en sag - herunder telefonsamtaler, som ikke fremgår af brevvekslingen i sagen eller af sagens øvrige dokumenter. Notatpligten er en forudsætning for gennemførelse af retten til aktindsigt, men er normalt også forudsætningen for en effektiv kontrol med, om myndigheden har handlet korrekt. (J. nr. 1988-1148-11).

A henvendte sig på skadestuen med et knivstik i venstre side af maven. Ca. 3 måneder senere søgte han Erstatningsnævnet om erstatning i henhold til voldsofferloven. Nævnet afslog ansøgningen under henvisning til, at politianmeldelse ikke var indgivet "uden unødigt ophold". Nævnet fandt ikke grundlag for at dispensere fra dette krav. Ifølge de da foreliggende oplysninger havde A først indgivet politianmeldelse knap 3 måneder efter det passerede.

Ved en anmodning om revurdering af sagen oplyste en speciallæge, at A 5 dage efter det passerede straks efter udskrivelsen fra hospitalet havde henvendt sig til Nyropsgade Politistation. A var imidlertid for udmattet til at følge politiets opfordring til at henvende sig til en anden politistation. Nævnet fastholdt afslaget på erstatning.

Ombudsmanden udtalte, at nævnets praksis, hvorefter kravet om hurtig indgivelse af politianmeldelse håndhæves strengt, er i overensstemmelse med lovens forarbejder og retspraksis. Ombudsmanden fandt således ikke grundlag for at kritisere, at nævnet afslog A's ansøgning om erstatning, når nævnet lagde til grund, at politianmeldelse først var indgivet efter 3 måneder.

Ombudsmanden måtte imidlertid lægge til grund, at nævnet ikke nærmere havde undersøgt oplysningen om, at A forgæves henvendte sig til Nyropsgade Politistation straks efter udskrivelsen. Ombudsmanden fandt, at nævnet burde have undersøgt denne oplysning nærmere. Han henstillede til nævnet at genoptage sagens behandling og foretage en ny vurdering, hvor denne oplysning blev inddraget.(J. nr. 1988-596-66).