En forening klagede over at en børnehave blev etableret i kælderlokaler. Gulvet i kælderen lå ca. 1,50 meter under terræn, og kommunen havde derfor dispenseret fra reglen om at gulvet i opholdsrum i dag- og døgninstitutioner ikke måtte ligge lavere end terræn. Statsamtet mente dispensationen var lovlig.

Ombudsmanden udtalte at det var nærliggende at antage at der bag den nævnte regel også lå et hensyn til lys- og udsynsforhold. Da vinduerne var placeret ca. 1,40 meter over gulvet, ville navnlig mindre børn næppe kunne se ud på omgivelserne. Kommunen havde ikke inddraget dette hensyn i sin vurdering.

Kommunen måtte som bygningsmyndighed anses for myndighedsinhabil i sagen, og kommunen eller statsamtet burde derfor som led i en intensiveret prøvelse have indhentet en udtalelse fra Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget, hvilket skete. Statsamtets og kommunens afgørelser blev annulleret, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling.
(J.nr. 2006-1151-160).

Ombudsmanden blev gennem behandlingen af en konkret sag om habilitetsproblemer for en kommunaldirektør opmærksom på at også kommunens borgmester var medlem af bestyrelsen for et pengeinstitut som kommunen brugte som sin hovedbankforbindelse. Borgmesteren var udpeget af økonomi- og erhvervsministeren som det offentliges repræsentant i bestyrelsen. Ombudsmanden rejste som følge heraf en sag af egen drift om forholdet mellem på den ene side lovgivningen om udpegning af repræsentanter til bestyrelser for pengeinstitutter og på den anden side ombudsmandens og Indenrigs- og Sundhedsministeriets praksis om at det er uforeneligt med hvervet som borgmester at være medlem af bestyrelsen for et pengeinstitut som kommunen bruger som sin hovedbankforbindelse.

Lovgivningen om at der skulle udnævnes en repræsentant for det offentlige til et pengeinstituts bestyrelse var blevet ophævet, og udnævnelsesperioderne for de borgmestre der allerede var udnævnt til bestyrelser for pengeinstitutter der fungerede som kommunens (hoved)bankforbindelse, var udløbet eller tæt på at udløbe. Under hensyn hertil kunne det forhold at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke havde fundet anledning til at foretage sig yderligere vedrørende sagen, ikke give ombudsmanden anledning til bemærkninger.

Som følge af sagen og den nævnte sag om kommunaldirektørens habilitet ville Finanstilsynet i forbindelse med en revision af en vejledning om krav i den finansielle lovgivning til bl.a. bestyrelsesmedlemmers egnethed og hæderlighed medtage en beskrivelse af Indenrigs- og Sundhedsministeriets og ombudsmandens praksis i sager vedrørende borgmestres og kommunaldirektørers habilitet. (J.nr. 2003-1144-409).

A klagede over sammensætningen af Det Danske Filminstituts (DDF's) importudvalg i forbindelse med, at han havde fået meddelt afslag på importstøtte. Han gjorde bl.a. gældende, at et af udvalgets daværende medlemmer, biografdirektør B, var generel inhabil, jf. § 6 i filmloven. Importudvalget var nedsat af DDF's bestyrelse som et rådgivende udvalg bestående af tre repræsentanter for forskellige relevante brancheinteresser.

Ombudsmanden udtalte, at filmlovens § 6 alene vedrører de ansatte filmkonsulenter, og at der ikke efter hans opfattelse var mulighed for at anvende bestemmelsen analogt på medlemmer af importudvalget. Ombudsmanden udtalte endvidere, at B's stilling som biografdirektør ikke kunne forventes at føre til, at han i et større antal af enkeltsager måtte afstå fra at deltage i udvalgsarbejdet på grund af speciel inhabilitet. Der var derfor heller ikke ud fra almindelige forvaltningsretlige synspunkter grundlag for at antage, at B var udelukket fra at være medlem af udvalget. Ombudsmanden bemærkede, at udvalgets sammensætning af repræsentanter for brancheinteresser var tilsigtet, og at B's tilknytning til biografinteresser således var kendt for DDF's bestyrelse. Ombudsmanden anså det imidlertid for betænkeligt, at DDF før 1. januar 1991 havde fulgt den praksis, at behandlingen i importudvalget i en del støttesager i realiteten var den eneste sagsbehandling forud for bestyrelsens støtteafgørelse. Det måtte anses for tvivlsomt, om den tidligere praksis var forenelig med officialprincippet. Da denne praksis imidlertid efter det oplyste var ændret, fandt ombudsmanden ikke at burde foretage videre vedrørende spørgsmålet. (J. nr. 1992-1234-75).

En borger i en kommune klagede over at kommunens kommunaldirektør var medlem af bestyrelsen for et pengeinstitut som kommunen brugte som sin primære bankforbindelse, og over at kommunaldirektøren var medlem af det lokale menighedsråd.

Ombudsmanden udtalte at det er almindeligt antaget at en borgmester ikke kan være medlem af bestyrelsen for et pengeinstitut som kommunen bruger som sin hovedbankforbindelse, og at der i det væsentligste er de samme betænkeligheder ved at kommunaldirektøren er medlem af bestyrelsen for et pengeinstitut. Betænkelighederne kan i denne situation dog bedre afbødes gennem fastsættelse af nærmere retningslinjer for hvornår kommunaldirektøren ikke må deltage i behandlingen af kommunale sager der har direkte eller indirekte betydning for banken. 

Ombudsmanden mente ikke at hvervet som medlem af menighedsrådet var uforeneligt med stillingen som kommunaldirektør. (J.nr. 2000-2844-409).

Statens Bilinspektion (SB) havde afslået A's ansøgning om at blive godkendt som taksameterkontrollant med den begrundelse, at A's status som både hyrevognmand, automekaniker og - i givet fald - taksameterkontrollant ville medføre risiko for interessesammenfald, der ville kunne svække kontrolordningens kvalitet.

A klagede til Trafikministeriet (TM), der stadfæstede SB's afgørelse. TM havde forinden indhentet høringssvar fra SB, der uddybede begrundelsen for afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte, at hvis en indklaget myndighed i en klagesag afgiver et høringssvar til rekursmyndigheden, hvori myndigheden kommenterer den indgivne klage eller på anden måde uddyber begrundelsen for afgørelsen, vil der som udgangspunkt bestå en pligt til at foretage partshøring. Dette gælder derimod ikke, hvis den indklagede myndighed i høringssvaret blot henholder sig til den trufne afgørelse.

TM burde derfor have sendt høringssvaret fra SB til partshøring hos A, inden afgørelsen blev truffet. (J. nr. 1991-189-519)

En advokat klagede til ombudsmanden over at Færdselsstyrelsen havde givet tilladelse til at virksomheder som fungerede som rustbeskyttelsescentre, samtidig kunne udføre synsvirksomhed af køretøjer.

Ombudsmanden udtalte at der ud fra de regler der blev vedtaget for private bilsynsvirksomheder i forbindelse med privatiseringen af bilsynsvirksomhed, ikke gælder almindelige regler om såkaldt myndighedsinhabilitet. De almindelige regler om myndighedsinhabilitet ville efter ombudsmandens opfattelse føre til at der ville foreligge inhabilitet i en situation hvor en synsvirksomhed der også fungerede som rustbeskyttelsescenter, skulle tage stilling til fejl og mangler ved et køretøj den tidligere selv havde rustbeskyttet. Når reglerne om myndighedsinhabilitet ikke gælder, mente ombudsmanden imidlertid ikke at han havde grundlag for at kritisere Færdselsstyrelsens og Transport- og Energiministeriets opfattelse af retsgrundlaget hvorefter der ikke forelå inhabilitet i en situation hvor en synsvirksomhed skulle syne et køretøj den selv havde rustbeskyttet. Ombudsmanden kunne dermed heller ikke kritisere at Færdselsstyrelsen havde givet tilladelserne til at udføre bilsynsvirksomhed.

Ombudsmanden udtalte dog at Færdselsstyrelsens vejledning på området var misvisende, og bad om at vejledningens tekst ved først givne lejlighed blev ændret.

Ombudsmanden orienterede Folketingets Trafikudvalg og Folketingets Retsudvalg om sagen sådan at udvalgene var orienteret om hvilke konsekvenser reglernes udformning havde, herunder især det forhold at der ikke gjaldt regler om myndighedsinhabilitet for synsvirksomheder.
(J.nr. 2006-1740-612).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.