En klager henviste til at en skatteinspektør havde deltaget i sagens behandling ved skatteforvaltningen og senere havde været sekretær ved skatteankenævnets behandling af sagen. Endvidere mente klageren at en sagsbehandlingstid på over tre år i Landsskatteretten var urimelig lang.

Landsskatteretten fandt ikke at omfanget af skatteinspektørens deltagelse i sagens behandling i kommunens skatteforvaltning medførte inhabilitet. Ombudsmanden mente derimod at skatteinspektøren efter omstændighederne måtte anses for inhabil ved sagens behandling i skatteankenævnet. Skatteankenævnets afgørelse måtte herefter tilsidesættes som ugyldig. Ombudsmanden henstillede til Landsskatteretten at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.

Ombudsmanden fandt det endvidere meget kritisabelt at Landsskatterettens sagsbehandlingstid havde varet mere end tre år og syv måneder. Ombudsmanden henstillede til Landsskatteretten at sådanne forsinkelser blev undgået fremover. (J. nr. 1994-2749-211).

Danmarks Farmaceutiske Højskole (DFH) afskedigede fire lektorer. Afskedigelserne, der var begrundet i behov for besparelser, skete uden faglig bedømmelse af de fire lektorer. DFH mente ikke at en faglig bedømmelse var nødvendig da man havde besluttet at standse forskningen inden for fysik og de fire lektorer havde fysik som fagområde.

En af lektorerne klagede først til Undervisningsministeriet og siden til ombudsmanden over afskedigelsen. Han henviste til at der burde have været foretaget en faglig bedømmelse for at kunne udvælge de fire lektorer der skulle afskediges, idet der i alt var syv lektorer inden for fagområdet fysik/fysisk kemi. Han mente desuden at prorektor, der havde været med til at træffe afgørelsen om afskedigelse, var inhabil fordi hun tilhørte gruppen af de syv lektorer.

Undervisningsministeriet mente ikke at der var grundlag for at tilsidesætte afskedigelsesbeslutningen.

Ombudsmanden udtalte at en fyldestgørende undersøgelse af hvem man bedst kan undvære i en afskedigelsessituation, må indebære en vurdering af om de personer der umiddelbart er i søgelyset, inden for deres ansættelsesområde kan gøre god fyldest på (fag)områder som bevares, og måske ligefrem er mere kvalificerede end andre af de ansatte på disse fagområder. En sådan vurdering kan bevirke at søgelyset skal rettes mod flere personer inden for ansættelsesområdet.

Ombudsmanden mente på den baggrund at DFH efter udvælgelsen af fysikområdet som genstand for besparelserne burde have foretaget en mere omfattende og faglig vurdering af hvem man bedst kunne undvære set i forhold til dette område.

Da afgrænsningen af hvem der tilhørte "fysikgruppen", ikke kunne foretages på objektivt grundlag, var det ombudsmandens opfattelse at de medarbejdere hvis forskning og undervisning lå inden for fysik og fysisk kemi, kunne risikere at blive berørt af en beslutning om stillingsnedlæggelse inden for "fysikområdet".

Ombudsmanden mente bl.a. på den baggrund at prorektor var inhabil i forhold til sagen om nedlæggelsen af stillingerne fra det tidspunkt hvor fysikområdet kom i søgelyset for drøftelserne. Hun burde derfor ikke have deltaget i behandlingen af sagen hverken i konsistorium, i budget- og forretningsudvalget eller som en del af ledelsen på DFH.

Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet at genoptage sagen og meddele lektoren en ny afgørelse. (J.nr. 1996-3000-813).

 forbindelse med personalereduktioner blev en lektor afskediget. Han klagede over en ingeniørhøjskoles og Undervisningsministeriets behandling af hans sag. Afgørelsen var truffet af højskolens styrelsesråd efter indstilling fra tre studienævnsformænd på deres respektive nævns vegne.

Ombudsmanden mente det var tvivlsomt om studienævnene kunne delegere kompetencen til at afgive indstilling til studienævnsformændene.

Ombudsmanden udtalte endvidere at en af studienævnsformændene var inhabil i forhold til at udarbejde indstillingen, da han underviste i et af de fag som i henhold til faglige strategiplaner skulle nedprioriteres.

Ombudsmanden mente det var beklageligt at ingeniørhøjskolen havde tilsidesat pligten efter forvaltningslovens § 19 til at parthøre lektoren over grundlaget for afskedigelse. Ombudsmanden kritiserede endvidere ingeniørhøjskolens begurndelse for afskedigelsen samt Undervisningsministeriets sagsbehandling. Ombudsmanden henstillede at Undervisningsministeriet genoptog behandlingen af sagen. (J.nr. 1995-1406-803).

En kvinde klagede over revaliderings- og pensionsnævnets afslag på hendes ansøgning om førtidspension. Hun gjorde bl.a. gældende at en konsulent som havde medvirket i forbindelse med kommunens behandling af sagen også - som sagsbehandler - havde deltaget i revaliderings- og pensionnævnets behandling af klagen over kommunens afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at der ikke kunne ses bort fra risikoen for at konsulenten som sagsbehandler i revaliderings- og pensionsnævnets sekretariat havde følt sig bundet af sin tidligere rådgivning til kommunen. På den baggrund mente ombudsmanden det var beklageligt at konsulenten deltog i revaliderings- og pensionsnævnets behandling af klagen, idet han måtte anses for inhabil.

Ombudsmanden mente endvidere det var beklageligt at det sociale nævn ikke havde erklæret konsulenten inhabil. På denne baggrund henstillede ombudsmanden til nævnet at genoptage behandlingen af klagen over pensionsafgørelsen. (J.nr. 1997-0086-009).

En journalist klagede over at en lokal tv-station havde afslået hans anmodning om aktindsigt i en række oplysninger om tv-stationen og dens seerklub. Anmodningen omfattede blandt andet oplysninger om stationens repræsentationsudgifter og lønoplysninger om stationens direktør.

For så vidt angik de repræsentationsbilag der var knyttet til medarbejderes restaurationsbesøg med gæster, mente ombudsmanden ikke at han kunne kritisere afslaget på aktindsigt.

Derimod mente ombudsmanden at bilag der vedrørte udgifter til indkøb af vin og gaver og blomster til brug ved receptioner eller som gaver til samarbejdspartnere eller medarbejdere på fødselsdage, i forbindelse med afsked og lignende, som udgangspunkt var omfattet af adgangen til aktindsigt, medmindre det enkelte bilag kunne anses for omfattet af en af undtagelsesmulighederne i offentlighedsloven. Ombudsmanden henstillede derfor at tv-stationen genoptog behandlingen af denne del af sagen.

Endvidere henstillede ombudsmanden at stationen genoptog behandlingen af den del af sagen der drejede sig om aktindsigt i oplysninger om direktørens lønforhold, med henblik på at tage stilling til om bestemmelserne i offentlighedslovens § 13 kunne begrunde et afslag på aktindsigt i oplysningerne. Ombudsmanden rejste desuden spørgsmålet om hvorvidt stationens direktør eventuelt måtte være inhabil ved behandlingen af sagen for så vidt angik arrangementer som direktøren selv havde deltaget i, og lønoplysninger vedrørende direktøren selv.

Endelig udtalte ombudsmanden kritik af den begrundelse som tv-stationen havde givet for afslaget over for journalisten.

(J.nr. 2004-2311-501)

En ledig klagede til et arbejdsmarkedsråd over det tilbud i en handlingsplan som han havde fået fra arbejdsformidlingen. Han bad om aktindsigt i korrespondancen mellem arbejdsformidlingen og arbejdsmarkedsrådet. Anmodningen måtte forstås som et ønske om aktindsigt i den sagsfremstilling som arbejdsformidlingens regionskontor havde skrevet til brug for rådets afgørelse. Ombudsmanden udtalte at ønsket om aktindsigt skulle behandles af arbejdsmarkedsrådet.

Ombudsmanden udtalte at regionskontoret uden tvivl er en selvstændig myndighed i relation til reglerne om aktindsigt. Regionschefen, og dermed regionen som myndighed, varetager sekretariatsforretninger for arbejdsmarkedsrådet, jf. § 52, stk. 8, i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Efter ombudsmandens opfattelse skulle anmodningen om aktindsigt vurderes efter forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2, og ikke, som rådet havde gjort, efter forvaltningslovens § 12, stk. 1, nr. 2, om interne arbejdsdokumenter. Hvis et dokument udelukkende har været udvekslet mellem sekretariatsmyndigheden (regionen) og hovedmyndigheden (arbejdsmarkedsrådet) for så vidt angår sekretariatsarbejdet, vil dokumentet kunne undtages fra aktindsigt i medfør af forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2. Da arbejdsformidlingen – og ikke kun arbejdsformidlingen som sekretariat for arbejdsmarkedsrådet – (fejlagtigt) traf afgørelse om aktindsigt, og da afslaget senere blev påklaget og behandlet af Arbejdsmarkedsstyrelsen, blev dokumentet videregivet ud over den udveksling der fandt sted i forbindelse med sekretariatsfunktionen. Dermed kunne dokumentet efter ombudsmandens opfattelse ikke undtages fra aktindsigt efter § 14, stk. 1, nr. 2.

En medarbejder deltog i behandlingen af aktindsigtssagen, først som fuldmægtig i arbejdsformidlingen og senere som sekretariatschef i forbindelse med arbejdsmarkedsrådets behandling af sagen. Ombudsmanden mente at den pågældende medarbejder var inhabil i forbindelse med arbejdsmarkedsrådets behandling af sagen. 

Ombudsmanden henstillede til arbejdsmarkedsrådet at træffe en ny afgørelse om aktindsigt og bad rådet om at inddrage spørgsmålet om medarbejderens inhabilitet i sin nye behandling af sagen. (J.nr. 2002-2209-001).  

På baggrund af omtale i pressen undersøgte ombudsmanden af egen drift forløbet af en række ansættelser i overborgmesterens sekretariat i Københavns Kommune. Ansættelserne fandt sted i forbindelse med at en ny overborgmester skulle tiltræde. Ombudsmanden kritiserede bl.a. kommunens annoncering af stillingsopslagene og ansøgningsfristerne. Han kritiserede også forløbet omkring ansættelsessamtalerne som efter hans opfattelse kunne bestyrke den mistanke der havde været rejst i pressen, om at det på forhånd var afgjort hvem der skulle tilbydes ansættelse. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere den nye overborgmesters rolle i sagen.
(J.nr. 2010-0200-8102).

A klagede over sammensætningen af Det Danske Filminstituts (DDF's) importudvalg i forbindelse med, at han havde fået meddelt afslag på importstøtte. Han gjorde bl.a. gældende, at et af udvalgets daværende medlemmer, biografdirektør B, var generel inhabil, jf. § 6 i filmloven. Importudvalget var nedsat af DDF's bestyrelse som et rådgivende udvalg bestående af tre repræsentanter for forskellige relevante brancheinteresser.

Ombudsmanden udtalte, at filmlovens § 6 alene vedrører de ansatte filmkonsulenter, og at der ikke efter hans opfattelse var mulighed for at anvende bestemmelsen analogt på medlemmer af importudvalget. Ombudsmanden udtalte endvidere, at B's stilling som biografdirektør ikke kunne forventes at føre til, at han i et større antal af enkeltsager måtte afstå fra at deltage i udvalgsarbejdet på grund af speciel inhabilitet. Der var derfor heller ikke ud fra almindelige forvaltningsretlige synspunkter grundlag for at antage, at B var udelukket fra at være medlem af udvalget. Ombudsmanden bemærkede, at udvalgets sammensætning af repræsentanter for brancheinteresser var tilsigtet, og at B's tilknytning til biografinteresser således var kendt for DDF's bestyrelse. Ombudsmanden anså det imidlertid for betænkeligt, at DDF før 1. januar 1991 havde fulgt den praksis, at behandlingen i importudvalget i en del støttesager i realiteten var den eneste sagsbehandling forud for bestyrelsens støtteafgørelse. Det måtte anses for tvivlsomt, om den tidligere praksis var forenelig med officialprincippet. Da denne praksis imidlertid efter det oplyste var ændret, fandt ombudsmanden ikke at burde foretage videre vedrørende spørgsmålet. (J. nr. 1992-1234-75).

A der var medlem af Fyns Amtsråd, klagede over indholdet af en vejledende udtalelse som Indenrigsministeriet (IM) havde afgivet til amtsrådet om amtsrådsmedlemmernes habilitet ved behandlingen af en sag om 43 amtsrådsmedlemmers uberettigede modtagelse af diæter m.v. IM havde udtalt at et amtsrådsmedlem der enten havde anerkendt forpligtelsen til tilbagebetaling eller havde betalt det beløb, som vedkommende uberettiget havde modtaget, som udgangspunkt ikke kunne anses for inhabil ved behandling af tilbagesøgningsspørgsmålet.

Efter ombudsmandens opfattelse medførte det forhold at et amtsrådsmedlem vedstod sin tilbagebetalingspligt ikke at vedkommendes egen særlige personlige interesse i sagens udfald derved var ophørt. Ombudsmanden var mest tilbøjelig til at anse et amtsrådsmedlem der havde anerkendt sin tilbagebetalingspligt, for inhabilt - også ved afgørelsen af sagerne om de andre amtsrådsmedlemmers tilbagebetalingspligt. Ombudsmanden henstillede til IM at genoptage sagens behandling. (J. nr. 1994-2019-409).

Et firma der bl.a. beskæftigede sig med oversættelse, klagede over Forskningsministeriets afgørelse om at et bestemt medlem af Statens Humanistiske Forskningsråd ikke var inhabil ved rådets behandling af en projektansøgning fra firmaet. Rådsmedlemmet var samtidig medlem af bestyrelsen for den statslige sektorforskningsinstitution Center for Sprogteknologi (CST) der var en mulig konkurrent til firmaet. CST havde dog ikke ansøgt om støtte i den ansøgningsrunde hvor den nævnte projektansøgning blev behandlet.

Ombudsmanden udtalte at der ikke var grundlag for at antage at rådsmedlemmet skulle være inhabil efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, stk. 1,nr. 3. Derimod var det ombudsmandens opfattelse at der kunne foreligge inhabilitet efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, hvis rådsmedlemmet deltog i behandlingen hos Statens Humanistiske Forskningsråd af en ansøgning fra CST. Det kunne ikke udelukkes at medlemmet på grund af konkurrenceforholdet mellem ansøgeren og CST kunne være inhabil efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, ved behandlingen af en ansøgning fra firmaet som forelå i samme ansøgningsrunde som en ansøgning fra CST. Ombudsmanden var dog enig med Forskningsministeriet i at den interesse der måtte være i at afslå en ansøgning for at CST eventuelt kunne blive bedre stillet i en senere ansøgningsrunde, var for fjerntliggende til at begrunde inhabilitet efter forvaltningslovens regler, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 2.

Ombudsmanden kritiserede således ikke Forskningsministeriets afgørelse om at rådsmedlemmet ikke var inhabil i forbindelse med Statens Humanistiske Forskningsråds behandling af projektansøgningen fra firmaet. (J.nr. 2000-3077-709).

A klagede over, at Skatteministeriet (SKM) afslog at godkende en forening B i henhold til § 8 A i ligningsloven. SKM henviste i sit afslag til, at B's styrelse var selvsupplerende, hvilket efter praksis udelukkede den omhandlede godkendelse. Kravet var opstillet med henblik på at skabe en vis garanti for, at foreningens eller institutionens midler forvaltes i overensstemmelse med almenvelgørende eller almennyttige formål.

A gjorde over for ombudsmanden gældende, at afslaget var udtryk for usaglig forskelsbehandling, idet andre foreninger med selvsupplerende styrelser var blevet godkendt i henhold til § 8 A.

Ombudsmanden anså det for beklageligt, at SKM - uden at have undersøgt spørgsmålet nærmere - ukorrekt tilkendegav, at der kun i et fåtal af tilfældene var forekommet fravigelser fra det faste krav om, at bestyrelserne ikke er selvsupplerende. Ombudsmanden fandt endvidere, at SKM ved den træghed, hvormed ministeriet erkendte fravigelser, ikke levede op til kravene om god forvaltningsskik.

B gjorde gældende, at ombudsmanden var inhabil, men ombudsmanden fandt ikke grundlag for at erklære sig inhabil i sagen. (J. nr. 1990-1112-220).

En forsker blev afskediget fra et universitet fordi forskeren ikke havde udarbejdet en tilfredsstillende arbejdsplan og ikke havde givet projektlederen en undskyldning for sine beskyldninger om at projektlederen havde startet en bagvaskelsesproces. Forskeren blev fritaget fra tjeneste allerede ved den forudgående høring med henvisning til at han havde fjernet projektlederens navn på en forfatterliste.

Forskeren havde derudover udtalt sig nedsættende om projektlederens alvorlige sygdom på et afdelingsmøde, og anlagt injuriesag mod projektlederen for ærekrænkende ytringer.

Ombudsmanden mente at projektlederen burde have været anset for inhabil i personalesagen mod forskeren. Ombudsmanden lagde vægt på at projektlederen (og ethvert menneske i samme situation) i særlig grad var eller med rette kunne være personligt ramt af forskerens adfærd, og at forskeren tilsvarende havde et stærkt og konstaterbart personligt modsætningsforhold til projektlederen. Universitetet burde derfor ikke have lagt projektlederens oplysninger uprøvet til grund, men sidestillet disse med partslignende indlæg.

Ombudsmanden henstillede at tilsynsmyndigheden tog stilling til om inhabiliteten havde haft konkret væsentlig betydning for afgørelserne.
(J.nr. 2004-2887-812).

En klager havde til politikredsens lokalnævn klaget over blandt andre politimesteren. Som medlem af nævnet medvirkede politimesteren ved nævnets efterfølgende behandling af klagen. Der blev ikke forud for behandlingen af klagen i nævnet taget stilling til politimesterens habilitet.

Lokalnævnet mente at klagen faldt uden for nævnets kompetence, og afviste derfor at behandle den. Politimesteren gav senere klageren aktindsigt i sagen, som derpå klagede til Justitsministeriet over politimesterens medvirken ved nævnets behandling af klagen. Justitsministeriet lagde ved sin afgørelse til grund at lokalnævnets beslutning om at afvise klagen ikke var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og at forvaltningslovens regler om inhabilitet derfor ikke fandt anvendelse. Justitsministeriet mente at ministeriet - efter Vejledning om lokalnævnenes behandling af klagesager - ikke havde kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om habilitet. Justitsministeriet mente endvidere ikke det var forkert, at politimesteren selv traf afgørelsen om aktindsigt.

Ombudsmanden udtalte at lokalnævnets beslutning om, at nævnet ikke var kompetent til at behandle klagesagen, måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden mente herefter at politimesteren måtte anses for inhabil efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, og derfor ikke burde have deltaget i nævnets behandling af sagen. Endvidere udtalte ombudsmanden at politimesteren - uanset at han fuldt ud havde imødekommet anmodningen om aktindsigt - efter forvaltningslovens § 3, stk. 3, ikke burde have truffet afgørelse om aktindsigtsspørgsmålet.

Ombudsmanden udtalte endelig at han ikke fandt det kritisabelt, at sagen ikke var blevet indsendt til Justitsministeriet efter Vejledning om lokalnævnenes behandling af klagesager. (J. nr. 1994-1823-611).

K kommune anbragte en 13-årig pige C på børnehjem efter samtykke fra moderen, der alene havde forældremyndigheden. Anbringelsen blev gennemført med fogedens bistand, idet barnet opholdt sig hos faderen A efter udløbet af almindeligt weekend-samvær. Efter samme aften midlertidigt at have afskåret A fra enhver kontakt med C indskrænkede kommunen knap 14 dage senere (i medfør af bistandslovens § 67, stk. 1) samværsretten i væsentligt omfang. Afgørelsen hvilede hovedsagelig på oplysninger og vurderinger fra overlæge G, særligt en erklæring fra G, som var indgået i fogedsagen.

Ombudsmanden fandt, at kommunen - uanset at faderen fra fogedforretningen havde kendskab til erklæringen - var forpligtet til at partshøre faderen om erklæringen, da faderen ikke var bekendt med, at erklæringen indgik i beslutningsgrundlaget for samværsafgørelsen. Kommunen undersøgte ikke A's indsigelser vedrørende oplysningsgrundlaget og G's habilitet. Ombudsmanden udtalte, at afgørelsen hvilede på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Da kommunen havde anvendt overlægens iagttagelser og vurderinger som udtryk for uvildig, sagkyndig vurdering, og da der var tvivl om holdbarheden af overlægens erklæring i relation til samværsret, var kommunens bevisbedømmelse behæftet med fejl i et sådant omfang, at afgørelsens gyldighed var tvivlsom, når fejlen angående bevisbedømmelsen blev sammenholdt med kommunens øvrige fejl.

Da kommunen under ombudsmandens behandling af sagen havde ophævet begrænsningerne i faderens samværsret, foretog ombudsmanden ikke videre vedrørende gyldighedsspørgsmålet. (J. nr. 1992-2285-072).

En borger i en kommune klagede over at kommunens kommunaldirektør var medlem af bestyrelsen for et pengeinstitut som kommunen brugte som sin primære bankforbindelse, og over at kommunaldirektøren var medlem af det lokale menighedsråd.

Ombudsmanden udtalte at det er almindeligt antaget at en borgmester ikke kan være medlem af bestyrelsen for et pengeinstitut som kommunen bruger som sin hovedbankforbindelse, og at der i det væsentligste er de samme betænkeligheder ved at kommunaldirektøren er medlem af bestyrelsen for et pengeinstitut. Betænkelighederne kan i denne situation dog bedre afbødes gennem fastsættelse af nærmere retningslinjer for hvornår kommunaldirektøren ikke må deltage i behandlingen af kommunale sager der har direkte eller indirekte betydning for banken. 

Ombudsmanden mente ikke at hvervet som medlem af menighedsrådet var uforeneligt med stillingen som kommunaldirektør. (J.nr. 2000-2844-409).

En kvinde klagede bl.a. over at en overlæge der havde undersøgt hende i forbindelse med en arbejdsskadesag, også havde medvirket som lægekonsulent ved behandlingen af hendes førtidspensionssag.

Ombudsmanden udtalte at det forhold at overlægen ikke deltog i det nævnsmøde hvori afgørelsen blev truffet, og det forhold at nævnets afgørelse ikke alene blev truffet på baggrund af overlægens vurderinger, var uden betydning for vurderingen af spørgsmålet om habilitet. Disse forhold havde kun betydning ved vurderingen af retsvirkningen af inhabilitet.

Ombudsmanden udtalte endvidere at selve det forhold at overlægen tidligere havde undersøgt kvinden ikke kunne føre til at han var inhabil. Undersøgelserne indgik ikke i pensionssagen, og overlægens opgave som lægekonsulent medførte ikke at han skulle kontrollere rigtigheden af resultatet af sine egne undersøgelser. Overlægen kunne herefter ikke anses for inhabil. (J.nr. 1995-869-040).

En gymnasielærer var nabo til en af sine elever. Mellem læreren og elevens familie var der en nabostrid som bl.a. omfattede en retssag om skellet mellem de to nabogrunde og en hegnssag. Nabostriden var aktuel og kulminerede det forår eleven skulle til eksamen.

Ombudsmanden udtalte at for beslutninger om års- og eksamenskarakterer gælder uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger om inhabilitet hvis indhold i vidt omfang svarer til de udtrykkelige regler i forvaltningsloven. På den baggrund mente ombudsmanden at læreren havde været inhabil i forbindelse med fastsættelse af elevens årskarakter og eksamenskarakter efter grundsætningen i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, og at læreren efter grundsætningen i forvaltningslovens § 6, stk. 1, skulle have underrettet gymnasiet om den mulige inhabilitet.

Ombudsmanden kritiserede at gymnasiet ikke havde taget udtrykkelig stilling til lærerens habilitet og spørgsmålet om substitution af den inhabile lærer. Hvis en lærer er inhabil, mente ombudsmanden at en skole først bør undersøge om det er praktisk muligt at undervise eleven i en anden klasse i den inhabile lærers timer. Er det ikke muligt, bør en anden lærer overvære undervisningen (og vurdere eventuelle skriftlige opgaver) og dernæst fastsætte årskarakteren. I en eksamenssituation bør substitution foretages ved at en anden lærer eksaminerer eleven. 

Ombudsmanden kritiserede også at Undervisningsministeriet ikke havde påtalt gymnasiets manglende stillingtagen. Ombudsmanden henstillede at ministeriet på ny henleder bl.a. gymnasiernes opmærksomhed på de gældende habilitetsregler.
(J.nr. 2006-2162-709).

 

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

Miljøministeren havde ved sin tiltræden som minister orlov fra en stilling som viceskoleinspektør ved en folkeskole. Han optjente pensionsanciennitet under sin orlov. Gennem presseomtale blev ombudsmanden opmærksom på at den skole ministeren havde orlov fra, havde planer om etablering af en økobase, og at ministeren havde medvirket ved en beslutning om tildeling af midler fra en naturpulje til skolens projekt. Herudover havde miljøministeren medvirket ved beslutningen om Miljøministeriets erhvervelse af en ejendom til skovrejsning og efterfølgende udlejning af bygningen på ejendommen til bl.a. den kommune som skolen hørte under, til brug for etableringen af økobasen. Beslutningen var truffet mod embedsmændenes indstilling om efterfølgende at frasælge bygningen på ejendommen således at midlerne herfra kunne anvendes til andre skovrejsningsprojekter. Herudover var beslutningen om erhvervelse angiveligt ikke i overensstemmelse med normal praksis om lokal medfinansiering.

Ombudsmanden optog sagen til behandling af egen drift.

Ombudsmanden udtalte at der i de konkrete sager om tildeling af midler fra puljen til skolen og i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen forelå sådanne omstændigheder som burde have givet miljøministeren anledning til at undergive spørgsmålet om sin mulige inhabilitet nærmere overvejelse og til at træffe foranstaltninger til afklaring eller afværgelse heraf. Som udgangspunkt skulle miljøministeren have underrettet statsministeren efter principperne i forvaltningslovens § 6, stk. 1. At dette ikke skete, var efter ombudsmandens opfattelse en fejl. Miljøministerens behandling af sagen måtte derfor anses for beklagelig. (J.nr. 2003-3421-149).

Ombudsmanden blev ved sin behandling af klager i arbejdsskadesager opmærksom på at ikke alle breve fra Arbejdsskadestyrelsen var underskrevet af en medarbejder.

Derfor rejste ombudsmanden en generel sag om manglende underskrift på Arbejdsskadestyrelsens breve og manglende opbevaring af brevkopier hvor det fremgår hvem der har skrevet under. Undersøgelsen er afgrænset til at angå afgørelsessager.

Ombudsmanden udtalte at retssikkerhedsmæssige, bevismæssige og ordensmæssige hensyn indebærer at en forvaltningsmyndigheds udgående breve i en afgørelsessag, herunder selve afgørelsen, skal underskrives og opbevares i autentisk kopi. I øvrigt gælder det generelt at der skal opbevares autentiske kopier i alle sager.

Mens ombudsmanden behandlede sagen, ændrede Arbejdsskadestyrelsen sit system og sine arbejdsgange så alle udgående breve – bortset fra rykkerbreve – bliver forsynet med elektronisk faksimileunderskrift, og så der bliver gemt autentiske kopier af alle udgående breve.

Ombudsmanden udtalte kritik af Arbejdsskadestyrelsens arbejdsgange før ændringen af systemet. Desuden henstillede ombudsmanden at også rykkerbreve fremover bliver forsynet med en underskrift.
(J.nr. 2004-3889-009).

 

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

Et stift traf afgørelse om at et medlem af et provstiudvalg burde have været erklæret inhabil i forbindelse med beslutningen om finansiering af en ny kirke. Kirken skulle bygges på en grund købt af kommunen. Stiftet lagde vægt på at medlemmet af provstiudvalget samtidig var økonomichef i kommunen, og at der kunne være en interessekonflikt mellem provstiudvalgets interesser og kommunens interesser. Kommunen kunne nemlig kræve byggegrunden tilbageleveret for salgsprisen hvis kirkebyggeriet ikke var (finansieret og) påbegyndt inden en vis frist. Kommunen ville dermed formentlig kunne tjene et stort beløb ved et efterfølgende (gen)salg til boligbyggeri.

Medlemmet klagede til ombudsmanden som gav ham ret i at han ikke var inhabil. Ombudsmanden lagde vægt på at kommunens interesser i sagen ikke primært var udsigten til en væsentlig fortjeneste ved gensalg af grunden hvis kirkebyggeriet ikke blev gennemført. Tværtimod måtte kommunens interesser have en bredere og mere almen karakter og således bl.a. også omfatte interessen i at få opført en kirke. Ombudsmanden henviste bl.a. til at kommunen siden 1980’erne havde vist interesse for et kirkebyggeri i de vedtagne lokalplaner, at kommunen netop havde solgt grunden til et kirkebyggeri, og at tilbagekøbsklausulen var sædvanlig. Der var således efter det oplyste ikke nogen inhabilitetsbegrundende interessekonflikt mellem provstiudvalgets og kommunens interesser i sagen.
(J.nr. 2006-3671-709)

Indtil 2004 gjaldt en ordning hvorefter Kirkeministeriet kunne oprykke en sognepræst til lønramme 34 efter aftale med Præsteforeningen, hvis sognepræsten havde været på slutløn i 2 år og den pågældendes tjenstlige forhold i enhver henseende havde været tilfredsstillende. Oprykning kunne først ske når en klassificering i denne lønramme blev ledig, og som regel var der mulighed for at foretage oprykning når en sognepræst var fyldt 60 år eller var nær denne alder. I 2004 indførte Kirkeministeriet af sparehensyn et stop for sådanne lønrammeoprykninger.

I forbindelse med behandlingen af en henvendelse fra en sognepræst om oprykning til lønramme 34 gjorde kirkeministeren ministeriet opmærksom på at hendes egen ægtefælle, som var sognepræst, ikke var blevet rykket op i lønramme 34 selv om han var fyldt 67 år og havde været på slutløn siden 1989. Efterfølgende konstaterede ministeriet at 5 andre sognepræster var i en tilsvarende situation. Kirkeministeren erklærede sig inhabil i forbindelse med behandlingen af sin ægtefælles sag, og Kirkeministeriet besluttede at rykke ministerens ægtefælle og de 5 øvrige præster op i lønramme 34 med virkning fra det tidspunkt hvor de hver især var fyldt 60 år.

Ombudsmanden tog sagen op til behandling af egen drift.

Ombudsmanden udtalte at der for en umiddelbar betragtning ikke kunne herske fuld tillid til at de ansatte i et ministerium fuldstændigt uhildede ville kunne behandle en sag hvis udfald var af væsentlig økonomisk betydning for en person der stod deres øverste chef så nær som en ægtefælle. Kirkeministeriet var derfor som myndighed inhabil i spørgsmålet om oprykning af ministerens ægtefælle til lønramme 34 og burde have foranlediget at sagen blev overladt til et andet ministerium. At dette ikke skete, var efter ombudsmandens opfattelse en fejl, og ombudsmanden anså af denne grund Kirkeministeriets behandling af sagen for beklagelig. Ombudsmanden mente dog ikke at der var grundlag for at henstille til Kirkeministeriet at genoptage sagen. (J.nr. 2004-1964-811).

Civilretsdirektoratet (CD) stadfæstede i en konkret sag et statsamts (S's) afslag på ansøgning om fri proces til sagsanlæg mod et socialt ankenævn. Da statsamtmanden samtidig er formand for det sociale ankenævn (amtsankenævnet), henledte ombudsmanden CD's og S's opmærksomhed på det særlige spørgsmål om myndighedsinhabilitet, som sagen rejste.

S og CD oplyste i anledning heraf, at man efterfølgende var blevet opmærksom på spørgsmålet og var enige i, at der forelå inhabilitet. CD ville orientere om det generelle problem på et kommende møde med statsamterne.

Ombudsmanden tog CD's oplysninger til efterretning, idet han anså det for kritisabelt, at myndighederne først efterfølgende var blevet opmærksomme på inhabilitetsproblemet. (J. nr. 1992-1882-630).

En advokat klagede til ombudsmanden over at Færdselsstyrelsen havde givet tilladelse til at virksomheder som fungerede som rustbeskyttelsescentre, samtidig kunne udføre synsvirksomhed af køretøjer.

Ombudsmanden udtalte at der ud fra de regler der blev vedtaget for private bilsynsvirksomheder i forbindelse med privatiseringen af bilsynsvirksomhed, ikke gælder almindelige regler om såkaldt myndighedsinhabilitet. De almindelige regler om myndighedsinhabilitet ville efter ombudsmandens opfattelse føre til at der ville foreligge inhabilitet i en situation hvor en synsvirksomhed der også fungerede som rustbeskyttelsescenter, skulle tage stilling til fejl og mangler ved et køretøj den tidligere selv havde rustbeskyttet. Når reglerne om myndighedsinhabilitet ikke gælder, mente ombudsmanden imidlertid ikke at han havde grundlag for at kritisere Færdselsstyrelsens og Transport- og Energiministeriets opfattelse af retsgrundlaget hvorefter der ikke forelå inhabilitet i en situation hvor en synsvirksomhed skulle syne et køretøj den selv havde rustbeskyttet. Ombudsmanden kunne dermed heller ikke kritisere at Færdselsstyrelsen havde givet tilladelserne til at udføre bilsynsvirksomhed.

Ombudsmanden udtalte dog at Færdselsstyrelsens vejledning på området var misvisende, og bad om at vejledningens tekst ved først givne lejlighed blev ændret.

Ombudsmanden orienterede Folketingets Trafikudvalg og Folketingets Retsudvalg om sagen sådan at udvalgene var orienteret om hvilke konsekvenser reglernes udformning havde, herunder især det forhold at der ikke gjaldt regler om myndighedsinhabilitet for synsvirksomheder.
(J.nr. 2006-1740-612).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En nabo klagede over at en kommune havde givet tilladelse til at lave en tilbygning til et sommerhus. Sagen havde været behandlet i kommunens udvalg for teknik og miljø, og et af udvalgets medlemmer der var fætter til ejeren af sommerhuset, havde deltaget i behandlingen af sagen. Medlemmet havde desuden lejlighedsvis brugt sommerhuset i forbindelse med helligdage mv.

Statsamtet mente at udvalgsmedlemmet var inhabil og derfor ikke burde have deltaget i sagens behandling. Statsamtet mente dog ikke at afgørelsen var ugyldig.

Ombudsmanden udtalte at han var enig med statsamtet i at udvalgsmedlemmet var inhabil. Ombudsmanden udtalte imidlertid at statsamtet inden det traf afgørelse, burde have søgt at fremskaffe nærmere oplysninger om udvalgsmedlemmets rolle under drøftelserne i udvalget.

Selv om medlemmets stemme ikke havde været udslaggivende og han ikke var formand for udvalget, kunne det ikke udelukkes at han havde haft en afgørende indflydelse på beslutningen. Sommerhusejeren havde haft mulighed for at få kendskab til at fætteren medvirkede ved sagens behandling, og det kunne derfor ikke tillægges afgørende betydning at der var tale om en for ejeren begunstigende forvaltningsakt. Inhabiliteten måtte føre til at afgørelsen var ugyldig, og det havde været rigtigst om statsamtet havde annulleret afgørelsen. Da spørgsmålet dog ikke var aldeles utvivlsomt, formulerede ombudsmanden ikke sin opfattelse som en kritik, men henstillede at statsamtet genoptog sagen. (J.nr. 1999-2065-160).

En kvinde bad i 1997 Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser om at genoptage hendes sag på grund af omfattende tandproblemer som hun mente var følger af et overfald hun var udsat for i 1980. Nævnets konsulent i tandbehandlingsspørgsmål afgav i den forbindelse en udtalelse som nævnet sendte til kvindens egen tandlæge sammen med en kopi af nævnets afgørelse i sagen.

Kvinden rettede efterfølgende henvendelse til ombudsmanden og klagede over at nævnet havde videregivet sin afgørelse og tandlægekonsulentens udtalelse til hendes egen tandlæge. Hun rejste også tvivl om tandlægekonsulentens habilitet da hun var bekendt med at vedkommende var ansat af hendes tandlæge og arbejdede i dennes klinik.

Ombudsmanden udtalte at det forhold at der verserer en sag ved erstatningsnævnet, i sig selv er en fortrolig oplysning. En ansøger giver ikke stiltiende samtykke til videregivelse blot ved at gøre den behandlende tandlæge opmærksom på at omkostningerne vil blive søgt dækket af nævnet. Nævnet burde derfor ikke have videregivet oplysningerne til kvindens tandlæge.

Ombudsmanden henstillede at erstatningsnævnet fremover ændrede sin praksis således at det i de konkrete tilfælde overvejede om underretning af behandlende tandlæge er nødvendig.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at drage specialtandlægens habilitet i tvivl (efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5) idet konsulentens eventuelle interessesammenfald med tandlægens var for fjerntliggende.

Ombudsmanden tilsluttede sig nævnets beklagelse af at begrundelsen for nævnets afslag på yderligere erstatning ikke opfyldte kravene til forvaltningsloven § 24. (J.nr. 1998-3451-603).