Et forbund klagede til ombudsmanden over at Århus Statsamt havde afvist at gå dybere ind i spørgsmålet om hvorvidt Silkeborg Kommune som bygningsmyndighed kunne give sig selv dispensation efter byggelovgivningens regler. Århus Statsamt henviste til at myndighedssubstitution efter en ændring af byggeloven i 1990 ikke var mulig, og at kommunen ikke var myndighedsinhabil. Århus Statsamt henviste i øvrigt til at statsamtets kompetence som klageinstans i dispensationssager alene omfattede retlige spørgsmål.

Ombudsmanden udtalte at Silkeborg Kommune i medfør af almindelige retsgrundsætninger om myndighedsinhabilitet var inhabil i den foreliggende situation. Ombudsmanden udtalte endvidere at han måtte lægge til grund at det var lovgivers intention at der ikke skulle være mulighed for myndighedssubstitution efter lovændringen i 1990. Ombudsmanden mente imidlertid ikke at lovgiver også havde ønsket at afskære det almindelige princip om at en eventuel klageinstans foretog en mere intensiv prøvelse i sager hvor der var tale om myndighedsinhabilitet eller tilsvarende situationer med mulige interessekonflikter.

En sådan mere intensiv prøvelse kunne foretages inden for rammerne af en prøvelse af retlige spørgsmål. Ombudsmanden henviste til at statsamtet i den foreliggende sag, hvor forbundet påstod at Silkeborg Kommune havde inddraget usaglige hensyn (magtfordrejning), kunne indhente sagkyndige udtalelser fra andre (uafhængige) myndigheder, eller eventuelt lade det hvile på kommunen at godtgøre at afgørelsen udelukkende var båret af saglige hensyn.

Ombudsmanden henstillede derfor at Århus Statsamt genoptog sagen. (J.nr. 1995-2214-160).

Justitsministeriets Politikontor traf beslutning om at en person skulle udleveres til Luxembourg med henblik på retsforfølgning for overtrædelse af Luxembourgs narkotikalovgivning. Den beskikkede forsvarer indbragte udleveringsbeslutningen for Københavns Byret der afsagde kendelse hvorefter udleveringsbeslutningen blev anset for lovlig. Forsvareren kærede byrettens kendelse til Østre Landsret der stadfæstede kendelsen. Forsvareren ansøgte herefter Justitsministeriet om tilladelse til at kære Østre Landsrets kendelse. Justitsministeriets Politikontor afslog ansøgningen.

Justitsministeriet anførte i en udtalelse til ombudsmanden at ministeriet ikke havde fundet det nødvendigt at tage endelig stilling til spørgsmålet om myndighedsinhabilitet da der ikke var mulighed for substitution

Ombudsmanden kritiserede at Justitsministeriet ikke havde afklaret spørgsmålet om eventuel myndighedsinhabilitet. Ombudsmanden udtalte videre at Justitsministeriet som myndighed var inhabil til at træffe afgørelse om ansøgningen om tilladelse til kære af Østre Landsrets kendelse.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt at ministeriet lod det samme kontor træffe afgørelse både i spørgsmålet om udleveringen og i spørgsmålet om tilladelse til kære af Østre Landsrets kendelse. Det havde været ønskeligt om ministeriet - inden ministeriet afviste at genoptage forsvarerens ansøgning om kæretilladelse - havde forelagt sagen for Procesbevillingsnævnet med henblik på at nævnet kunne tage stilling til om nævnet anså sig beføjet til at træffe afgørelse i sagen, eller subsidiært afgive en vejledende udtalelse, uanset at sagen efter ikrafttræd

Justitsministeriets Politikontor traf beslutning om at en person skulle udleveres til Luxembourg med henblik på retsforfølgning for overtrædelse af Luxembourgs narkotikalovgivning. Den beskikkede forsvarer indbragte udleveringsbeslutningen for Københavns Byret der afsagde kendelse hvorefter udleveringsbeslutningen blev anset for lovlig. Forsvareren kærede byrettens kendelse til Østre Landsret der stadfæstede kendelsen. Forsvareren ansøgte herefter Justitsministeriet om tilladelse til at kære Østre Landsrets kendelse. Justitsministeriets Politikontor afslog ansøgningen.

Justitsministeriet anførte i en udtalelse til ombudsmanden at ministeriet ikke havde fundet det nødvendigt at tage endelig stilling til spørgsmålet om myndighedsinhabilitet da der ikke var mulighed for substitution

Ombudsmanden kritiserede at Justitsministeriet ikke havde afklaret spørgsmålet om eventuel myndighedsinhabilitet. Ombudsmanden udtalte videre at Justitsministeriet som myndighed var inhabil til at træffe afgørelse om ansøgningen om tilladelse til kære af Østre Landsrets kendelse.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt at ministeriet lod det samme kontor træffe afgørelse både i spørgsmålet om udleveringen og i spørgsmålet om tilladelse til kære af Østre Landsrets kendelse. Det havde været ønskeligt om ministeriet - inden ministeriet afviste at genoptage forsvarerens ansøgning om kæretilladelse - havde forelagt sagen for Procesbevillingsnævnet med henblik på at nævnet kunne tage stilling til om nævnet anså sig beføjet til at træffe afgørelse i sagen, eller subsidiært afgive en vejledende udtalelse, uanset at sagen efter ikrafttrædelsesbestemmelsen i loven om oprettelse af Procesbevillingsnævnet skulle behandles af ministeriet. Ombudsmanden udtalte endelig at ministeriets begrundelse (der var en standardbegrundelse) for afgørelsen var mangelfuld henset til den foreliggende inhabilitet. (J.nr. 1996-172-637).

Ombudsmanden undersøgte af egen drift hjemlen for Patentdirektoratets opkrævning af et særligt gebyr for hastebehandling af patentansøgninger mv. Ombudsmanden undersøgte endvidere et spørgsmål om myndighedsinhabilitet i relation til Patentdirektoratets Erhvervsservice som mod betaling yder rådgivning inden for direktoratets sagsområder.

Ombudsmanden udtalte at det er tvivlsomt om hastebehandling af en ansøgning mod betaling er i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige princip om ligelig behandling. Da der ikke forelå fornøden hjemmel for hastebehandlingsgebyret, henstillede ombudsmanden at Erhvervsministeriet tog initiativ til at tilvejebringe en lovgivningsmæssig stillingtagen til spørgsmålet.

Om direktoratets erhvervsservice udtalte ombudsmanden at hvis en myndighed på samme måde som en sædvanlig partsrepræsentant yder en part rådgivning i en konkret sag, og denne sag senere skal behandles og afgøres af samme myndighed, må myndigheden efter omstændighederne anses for inhabil. Det gælder dog kun hvis vejledningen rækker ud over almindelig generel vejledning. Risikoen for myndighedsinhabilitet er navnlig aktuel når rådgivningen ydes mod betaling. En myndigheds almindelige vejledningsforpligtelse er begrænset af den almindelige retsgrundsætning om myndighedsinhabilitet.

De almindelige retsgrundsætninger om myndighedsinhabilitet viger dog i det omfang andet følger af særskilt lov. På grundlag af særlige bestemmelser i patentlovgivningen fandt ombudsmanden ikke at kunne kritisere direktoratets erhvervsservice. (J.nr. 1994-2818-309).