En skatteyder der boede i Københavns Kommune søgte skattedirektoratet i Frederiksberg Kommune om eftergivelse af restskat. Skattedirektoratet afslog og Told- og Skattestyrelsen tiltrådte afslaget.

Ombudsmanden var enig med skattemyndighederne i at sagen retteligt burde have været behandlet af skattedirektoratet i Københavns Kommune i 1. instans.

Derimod var ombudsmanden ikke enig i skattemyndighedernes vurdering af hvilken betydning kompetencemanglen havde for sagen. Efter ombudsmandens opfattelse var skattedirektoratets afgørelse i sagen ugyldig.

Ombudsmanden kritiserede derfor at skattedirektoratet i Frederiksberg Kommune ikke sendte sagen videre til behandling i Københavns Kommunes skattedirektorat. Ombudsmanden kritiserede også at Told- og Skattestyrelsen ikke ophævede skattedirektoratets afgørelse og oversendte sagen til Københavns Kommune til behandling.

Ombudsmanden henstillede at Told- og Skattestyrelsen genoptog behandlingen af sagen og på ny overvejede hvilken betydning kompetencemanglen havde for sagen. (J.nr. 1997-1050-213).

På grundlag af klagesager som skyldrådet havde truffet afgørelse i, og som angik en bestemt vej, indstillede skyldrådet til Told- og Skatteregion Thisted at vurderingen af grundværdierne for den ældre del af vejen blev taget op til revision. En husejer bad om aktindsigt i skyldrådets (eventuelle) klagesager. Regionen afslog anmodningen under henvisning til at anmodningen ikke var tilstrækkelig præcis hvilket Told- og Skattestyrelsen tiltrådte.

Ombudsmanden var ikke enig med regionen og styrelsen i at regionen var kompetent til i 1. instans at træffe afgørelse om husejerens begæring om aktindsigt. Ombudsmanden kritiserede derfor at regionen havde truffet afgørelse om hvorvidt husejerens anmodning skulle imødekommes. Regionen burde have sendt anmodningen videre til skyldrådet til behandling. Ligeledes kritiserede ombudsmanden at styrelsen ikke havde ophævet regionens afgørelse og oversendt sagen til skyldrådet til behandling.

Ombudsmanden mente ikke at det kunne udelukkes at regionens manglende kompetence til at træffe afgørelse i sagen i 1. instans havde haft betydning for sagens udfald, og henstillede at styrelsen genoptog sagen. (J.nr. 1998-0291-201).

Institut A ved B universitet klagede over Undervisningsministeriets opfattelse af budgetkompetenceforholdet imellem et fakultetsråd og dets forretnings- og budgetudvalg. Efter ministeriets opfattelse er der i lov om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner hjemmel til i statutten for B universitet at tillægge et budget- og forretningsudvalg en selvstændig kompetence til at fordele finanslovsbevillinger imellem de fag, der hører under fakultetet og til at påse budgetternes overholdelse.

Institut A bestred, at der i styrelsesloven er hjemmel til i statutten for B universitet at fastsætte bestemmelser, der tillægger et budget- og forretningsudvalg en sådan selvstændig kompetence.

På grund af inhabilitet hos ombudsmanden udøvede landsdommer Torben Plessing efter bestemmelse fra Folketingets Retsudvalg ombudsmandens funktioner i sagen.

Landsdommeren udtalte uenighed i ministeriets retsopfattelse og henviste herved til styrelseslovens § 11 stk. 4, hvorefter det enkelte fakultetsråd har kompetencen til at tage stilling til spørgsmålet om fordeling af de tildelte ressourcer og til at påse budgetternes overholdelse. Med henvisning til styrelseslovens § 11 stk. 5 anførte landsdommeren, at kompetencen kan henlægges til et budget- og forretningsudvalg, hvis fakultetsrådet meddeler bemyndigelse til det. Landsdommeren fandt ikke i styrelseslovens forarbejder holdepunkter for at antage, at budgetkompetencen ved universitetsstatutten - som udarbejdes af konsistorium og godkendes af Undervisningsministeriet - kan henlægges til budget- og forretningsudvalget. Landsdommeren udtalte, at budgetkompetencen efter styrelsesloven tilkommer fakultetsrådet, og at kun rådet kan træffe bestemmelse om at overføre kompetencen til budget- og forretningsudvalget.

På denne baggrund henstillede landsdommeren til Undervisningsministeriet, at ministeriet foretog det fornødne, herunder med henblik på ændring af statutten.(J. nr. 1989-808-711).

A klagede for 10 elever ved en handelsskole over, at Undervisningsministeriet ikke havde fundet grundlag for at bestemme, at der skulle foretages en omprøve eller omcensur af en skriftlig eksamen, der var afholdt på handelsskolen i juni måned 1991. Eksamensbesvarelserne var blevet bedømt af fagets lærer og en af Undervisningsministeriet beskikket censor i fællesskab, selv om det fremgik af den dagældende bekendtgørelse, at eksamensbesvarelserne skulle bedømmes af to eksterne censorer, beskikket af Undervisningsministeriet.

Ombudsmanden udtalte, at han fandt det meget beklageligt, at Undervisningsministeriet ved en fejl overså en ny bekendtgørelse og beskikkede censorer efter de hidtil gældende regler, d.v.s. én censor til den skriftlige eksamen. Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet at foranledige, at handelsskolen foretog en ny bedømmelse af A's og de øvrige klageres eksamensbesvarelser, hvor reglerne om to eksterne censorer blev iagttaget. (J. nr. 1992-640-719).

En læge søgte Sundhedsstyrelsen om at blive anerkendt som speciallæge i almen medicin. Sundhedsstyrelsen afslog ansøgningen under henvisning til at lægen ikke opfyldte uddannelseskravet for så vidt angik gynækologi/obstetrik. Afgørelsen blev stadfæstet af Sundhedsministeriet.

Ifølge lægeloven skal sundhedsministeren fastsætte regler for lægers videreuddannelse med henblik på at blive anerkendt som speciallæge. Ministeren havde på den baggrund udsendt en bekendtgørelse om uddannelse af speciallæger. Efter bekendtgørelsen skal lægers uddannelse for at kunne danne grundlag for en anerkendelse som speciallæge i almen medicin foregå på godkendte afdelinger, og Sundhedsstyrelsen var ifølge bekendtgørelsen bemyndiget til at udarbejde en oversigt over godkendte afdelinger. Sundhedsstyrelsen havde udarbejdet en såkaldt klassifikationsliste hvoraf fremgik hvilke afdelinger der var godkendt. Klassifikationslisten var ikke offentliggjort i Lovtidende, men var bl.a. udsendt til forskellige relevante instanser og til de lægestuderende. For så vidt angik nogle godkendte afdelinger, var der i klassifikationslisten stillet uddybende krav til uddannelsens varighed i forhold til hvad der fremgik af bekendtgørelsen. Ansøgeren i denne sag havde uddannet sig i gynækologi/obstetrik på en afdeling hvor der blev stillet krav om ansættelse af længere varighed.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere at Sundhedsstyrelsen mente at have hjemmel til at godkende de enkelte afdelinger og udarbejde en oversigt herover, eller at Sundhedsstyrelsen for visse afdelingers vedkommende stillede større krav til uddannelsens varighed end de som fremgik af bekendtgørelsen. Ombudsmanden mente klassifikationslisten var en såkaldt direktoratsanordning. Under hensyn til at spørgsmålet om hvorvidt en direktoratsanordning skulle kundgøres i Lovtidende, ikke var endeligt afklaret i retspraksis og da der endvidere ikke var tale om typisk regelfastsættelse, mente ombudsmanden ikke at have fuldt tilstækkeligt grundlag for at kritisere at Sundhedsstyrelsen havde håndhævet reglerne i klassifikationslisten over for klageren.

Ombudsmanden havde dermed ikke grundlag for at kritisere at lægen ikke var blevet anerkendt som speciallæge i almen medicin. (J.nr. 1997-2942-429).

A, der siden 1974 havde været ansat i EF med bopæl i Bruxelles, klagede over Landsskatterettens stadfæstelse af et skatteråds afgørelse om, at han skulle betale bunden opsparing. A bestred ikke, at han var indkomstskattepligtig her i landet i henhold til kildeskattelovens § 1, nr. 1, sammenholdt med art. 14 i den til "Traktat om oprettelse af et fælles råd og en fælles kommission for EF" hørende protokol om EF's privilegier og immuniteter; denne artikel vedrører imidlertid kun indkomstskat, formueskat og arveafgift.

Skatterådets fastholdelse af beregningsgrundlaget for den opkrævede bundne opsparing påklagedes til Landsskatteretten, der imidlertid videresendte den til ligningskommissionen som en klage over selve opsparingspligten. Ligningskommissionen meddelte A, at kommissionen fastholdt hans skatteansættelse uændret. Da A herefter anførte, at hans klage alene vedrørte det forhold, at han var blevet pålagt byrder, udover hvad art. 14 i 1965-protokollen berettigede til, meddelte ligningskommissionen ham, at kommissionen ikke havde bemyndigelse til at træffe afgørelse vedrørende opsparingspligten og dennes retsgrundlag. Denne afgørelse indbragte A for Landsskatteretten, som stadfæstede skatterådets afgørelse.

Ombudsmanden fandt, at det havde været med urette, at Landsskatteretten, da denne fik sagen forelagt første gang, havde henvist den til behandling ved ligningskommissionen efter reglerne om klage over indkomstansættelser. Ombudsmanden anførte, at Landsskatteretten i den indklagede kendelse alene havde taget stilling til det spørgsmål, A havde rejst om, hvorledes § 1 i lov om bunden opsparing retteligt skulle fortolkes, og anførte, at Landsskatterettens fortolkning vedrørende dette spørgsmål ikke forekom ham helt utvivlsom. Ombudsmanden fandt dog ikke anledning til at gå ind i en nærmere vurdering heraf, men henstillede til Landsskatteretten at genoptage sagen, idet han fandt, at Landsskatteretten i kendelsen burde have taget stilling til, om bunden opsparing kan anses som "beskatning" efter art. 14 i den forannævnte traktat.

Ombudsmanden henviste klageren til, såfremt Landsskatteretten herefter traf en afgørelse, som klageren ikke var enig i, at indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene inden 6 måneder efter kendelsens afsigelse. Ombudsmanden anførte herved, at ombudsmandsembedet efter hans opfattelse i almindelighed må anses for et mindre egnet forum for afklaring af tvivlsspørgsmål om rækkevidden af EF-retlige regler, fordi det alene er domstolene, som kan forelægge sådanne spørgsmål for EF-Domstolen til præjudiciel afgørelse. (J. nr. 1989-621-223).

Den Centrale Videnskabsetiske Komite (DCVK) foranledigede at den lovbestemte kompetence til at godkende relevante forsøgsprojekter fra Rigshospitalet blev flyttet fra én regional videnskabsetisk komite til en anden. Begrundelsen var at unavngivne medlemmer af førstnævnte komite angiveligt til pressen havde videregivet oplysninger om en forskers forsøg, og at der herefter ikke bestod det fornødne tillidsforhold mellem forskere på Rigshospitalet og komiteen.

Efter ombudsmandens opfattelse hvilede DCVK's antagelser om brud på tavshedspligten på et utilstrækkeligt grundlag. Ombudsmanden anså dette forhold for meget beklageligt.

Endvidere udtalte ombudsmanden at der efter loven om det videnskabsetiske komitesystem måtte antages at tilkomme de videnskabsetiske komiteer - og komiteernes enkelte medlemmer - en vidtgående adgang til at orientere offentligheden om spørgsmål af principiel videnskabsetisk interesse. Forskernes interesse i hemmeligholdelse af generelle oplysninger om deres projekter måtte derfor tillægges forholdsvis beskeden vægt. Under disse omstændigheder fandt ombudsmanden at DCVK's handlemåde måtte anses for overordentlig beklagelig.

Endelig udtalte ombudsmanden at spørgsmålet om, hvorvidt de regionale videnskabsetiske komiteer har ret til at se referater fra møderne i DCVK, skal afgøres efter reglerne i forvaltningslovens kap. 8 og ikke - som DCVK havde antaget - efter reglerne i offentlighedsloven. (J. nr. 1993-147-429).

Chefredaktør A ved dagbladet Information klagede til ombudsmanden over at Det Kongelige Teater (DKT) på grund af avisens negative omtale af teatrets forestillinger ikke ønskede at annoncere i avisen.

Ombudsmanden sendte A's klage til Kulturministeriet (KM) til besvarelse. KM afviste at kunne behandle klagen med den begrundelse at KM ikke var rekursmyndighed i forhold til DKT's beslutning om ikke at annoncere i avisen.

Ombudsmanden udtalte at der i teaterlovens § 4, stk. 1, er lovfæstet et over-/underordnelsesforhold mellem KM og DKT. Den overordnede myndighed skal som følge af over/underordnelsesforholdet føre tilsyn med at den underordnede myndigheds forvaltning og øvrige virksomhed er i overensstemmelse med lovgivningen og andre regler, herunder almindelige forvaltningsretlige principper. Ombudsmanden henstillede at KM i sin egenskab af tilsynsmyndighed over for DKT tog stilling til A's klage. (J. nr. 1994-917-75).

Advokat A klagede til et lokalnævn over, at politiet udtalte sig til et lokalt dagblad om hans klients sag. Hans klient og dennes fraseparerede hustru havde på det tidspunkt fælles forældremyndighed over børnene, der opholdt sig hos hustruen her i landet. Manden havde bopæl i udlandet, og hustruen frygtede, at han ville tage børnene med til udlandet. Dagbladet redegjorde nærmere for sagens hidtidige forløb. Ved henvendelse til det lokale politi oplyste en polititjenestemand dagbladet om, at politiet ikke havde været impliceret i sagen, idet forældremyndigheden ikke var fastsat, men at politiet havde rådet hustruen til hurtigst muligt at få fastsat en midlertidig forældremyndighed. Når forældremyndigheden først var tillagt hustruen, ville et forsøg fra mandens side på at medtage børnene til udlandet være ulovligt, og politiet kunne da gribe ind.

Lokalnævnets formand fandt ikke, at sagen henhørte under lokalnævnets kompetence, idet den alene vedrørte politiets sagsbehandling og materielle dispositioner og ikke politiets adfærd, jf. Justitsministeriets vejledning nr. 7 af 18. januar 1982 A, pkt. 5.Ombudsmanden fandt, at den udtalelse, der var afgivet af polititjenestemanden, indeholdt dels en generel orientering, dels en tilkendegivelse vedrørende et bestemt sagsforhold. Således som den samlede udtalelse fremtrådte, måtte ombudsmanden imidlertid lægge til grund, at den generelle orientering var foranlediget af - og dannede baggrund for - tilkendegivelsen vedrørende det konkrete sagsforhold. Ombudsmanden fandt herefter, at udtalelsen som helhed måtte anses for omfattet af lokalnævnets kompetence på grund af den anførte sammenhæng mellem den generelle orientering og den konkrete tilkendegivelse.

Ombudsmanden henstillede til lokalnævnet, at tage A's klage op til fornyet behandling. (J. nr. 1988-1578-611).

En miljøorganisation klagede over en afgørelse fra Miljøklagenævnet. Nævnet stadfæstede en kommunes og Miljøstyrelsens afgørelser, hvorefter et midlertidigt oplagsdepot ikke krævede en såkaldt VVM-vurdering (vurdering af større anlægs virkning på miljøet).

Planstyrelsen var imidlertid på det pågældende tidspunkt den kompetente myndighed med hensyn til VVM-spørgsmålet. Miljøklagenævnet anførte to argumenter for alligevel at have taget sagen under behandling: Dels skulle nævnet ophæve den givne miljøgodkendelse hvis Planstyrelsen gav klageren medhold i, at der var VVM-pligt - dels anser nævnet sig ikke afskåret fra generelt at gå ind i vurderingen af andre spørgsmål end dem der er klaget over i sagen.

Ombudsmanden udtalte at da Planstyrelsen var den kompetente myndighed, burde nævnet have videresendt klagen til Planstyrelsen til realitetsbehandling og afgørelse, således at Planstyrelsen blev den myndighed der over for organisationen tilkendegav sin opfattelse af sagen. Under henvisning til den sammenhæng myndighederne havde påvist mellem reglerne om planlægning og miljøgodkendelser fandt ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fremsætte sin opfattelse som en kritik. (J. nr. 1993-1784-110).

En forening klagede til ombudsmanden over at patientklagenævnet havde delegeret sin kompetence i forbindelse med genoptagelsesanmodninger til nævnets sekretariat.

Der var tale om en intern delegation som ikke har hjemmel i loven.

Ombudsmanden foretog en vurdering af om der på ulovfæstet grundlag kunne ske en sådan delegation. Ombudsmanden udtalte at han fandt delegationens betænkelig. Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på at der var tale om materielle afgørelser, og at den særlige sammensætning af nævnet med stor vægt talte for at begrænse udgangen til delegation. (J.nr. 1996-2125-429)

A, der havde været udsat for en alvorlig trafikulykke, hvorved hun havde pådraget sig alvorlige hjerneskader, klagede over en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse (DSA). Ved afgørelsen havde DSA tiltrådt X Kommunes afgørelse om, at den af kommunen til A bevilgede hjælp efter bistandslovens dagældende § 42, stk. 1, til behandling/genoptræning på Center for Hjerneskade med i alt 172.500 kr. var gjort tilbagebetalingspligtig.

Forsikringsselskabet Y havde inden kommunens afgørelse anerkendt erstatningspligt over for A, og det sociale udvalg i X Kommune gjorde ved bevillingen af revalideringsydelsen A opmærksom på, at det var en forudsætning for hjælpens udbetaling, at eventuel erhvervsevnetabserstatning i henhold til erstatningssagen medgik til dækning af den ansøgte genoptræning, jf. bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4. DSA anførte som begrundelse for sin afgørelse, at X Kommune havde været berettiget til i forbindelse med ydelsen af hjælp efter bistandsloven at træffe beslutning om tilbagebetaling i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Ombudsmanden udtalte, at det blandt andet på baggrund af tidligere udtalelser fra Folketingets Ombudsmand og retspraksis var hans opfattelse, at DSA ikke havde været berettiget til i forbindelse med behandlingen af klagen over X Kommunes afgørelse om tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, at ændre afgørelsen til tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. Ombudsmanden henstillede, at DSA tog sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1992-56-052).

A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn (AA). Ved afgørelsen havde AA tiltrådt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings (DfA's) afgørelse om afslag på A's anmodning om refusion af medlemskontingent til hans a-kasse. Den lokale a-kasse havde tidligere meddelt A tilsagn om refusion.

Ombudsmanden bemærkede, at spørgsmålet om tilbagebetaling af a-kasse kontingent ikke er reguleret i arbejdsløshedsforsikringsloven og således principielt beror på ulovbestemte formueretlige synspunkter. Ombudsmanden fandt, at DfA's beføjelse som klageinstans i medfør af lovens § 98, stk. 2, samt DfA's tilsynsbeføjelse i medfør af § 88 ikke kan antages at omfatte afgørelser om forhold, hvorom der ikke er fastsat regler i arbejdsløshedsforsikringslovgivningen. En antagelse om, at DfA og AA som klageinstanser havde beføjelse til at tage stilling til rent privatretlige forhold mellem en a-kasse og dens medlemmer, måtte kræve særlige holdepunkter - og sådanne sås ikke at foreligge i relation til lovens § 98. Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse, at både DfA og AA havde været inkompetente til at træffe afgørelse om spørgsmålet.

Ombudsmanden fandt at måtte afstå fra at udtale sig om, hvorvidt A fortsat kunne støtte ret på a-kassens oprindelige afgørelse, da a-kasserne falder uden for ombudsmandens område; men han påpegede dog, at eftersom både DfA's og AA's afgørelser på baggrund af ovenstående måtte anses for ugyldige, måtte a-kassens afgørelse fortsat betragtes som retlig virksom. (J. nr. 1991-673-029).

A klagede over en afgørelse fra en told- og skatteregion (TSR) om en kommunes (K's) inddrivelse af restskat m.v. Ved afgørelsen fandt TSR ikke at en aftale, som A havde indgået med K, indebar en akkord om eftergivelse af restskat og forfaldne morarenter. A klagede endvidere over at det ikke fra skattemyndighederne var muligt at få en klar og tydelig opgørelse af hans restskat m.v.

Ombudsmanden fandt at det måtte anses for tvivlsomt, om K havde accepteret et tilbud fra A om en akkord. Da en sådan aftale i givet fald også ville være i strid med skattelovgivningens kompetencebestemmelser, idet det er TSR der har kompetencen til eftergivelse af skatter, fandt ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere TSR's afgørelse. Ombudsmanden fandt det imidlertid uheldigt at K ikke havde gjort det klart for A, at hans tilbud om akkord ikke kunne accepteres.

Ombudsmanden udtalte videre at han fandt det afgørende nødvendigt at en skatteyder, som er i restance, forelægges en klar, entydig og overskuelig dokumentation for den opgjorte restance. En ubearbejdet og ukommenteret EDB-udskrift, som Told- og Skattestyrelsen havde fremsendt til A, opfyldte ikke disse krav. Ombudsmanden fandt en sådan form for dokumentation uheldig og utilfredsstillende, idet en skatteyder normalt ikke uden vejledning og forklaring er i stand til at forstå udskriftens oplysninger. Ombudsmanden henstillede til K at udarbejde en fyldestgørende dokumentation for A's opgjorte restance m.v. (J. nr. 1993-2239-217).