En journalist klagede over at Udenrigsministeriet ikke havde givet ham fuld aktindsigt i 5 personalemapper.

Ombudsmanden mente at ansøgningen indeholdt tilstrækkelig identifikation af de pågældende sager, og at kun ganske få dokumenter kunne nægtes udleveret fordi de ikke var indgået i, eller oprettet af ministeriet som led i administrativ sagsbehandling.

Ombudsmanden udtalte videre at han ikke mente ministeriet havde været berettiget til at anse sager om udsendelse og hjemsendelse for sager om ansættelse og forfremmelse, og at en række af de undtagne dokumenter fejlagtigt var blevet anset som interne arbejdsdokumenter.

Endvidere mente Ombudsmanden at det var uberettiget at oplysninger om pensionsalderberegning, om ude- og hjemmetillæg, om individuelle løntillæg og om private ubeskyttede adresser var blevet undtaget fra aktinsigt.

Ombudsmanden henstillede til ministeriet at genoptage sagen til fornyet behandling for så vidt angik de dokumenter der var nægtet udleveret ud fra en urigtig retsopfattelse. (J.nr. 1997-1565-401).

Et dagblad klagede til ombudsmanden over Kirkeministeriets afslag på en anmodning om aktindsigt i referater fra de danske biskoppers fællesmøder. Kirkeministeriet henviste til at møderne ikke var en del af den offentlige forvaltning, og desuden mente ministeriets ikke at referaterne indgik i en administrativ sagsbehandling.

Ombudsmanden mente ikke der på det foreliggende grundlag var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at Kirkeministeriet og Biskoppen over Københavns Stift havde anset deltagelsen i møderne for at være af privat karakter. Ombudsmanden mente derfor heller ikke der var grundlag for at fastslå at bispemøderne i sig selv kunne anses for at være en del af "den offentlige forvaltning", jf. offentlighedslovens § 1, stk. 1.

Mødereferaterne var imidlertid efterfølgende blevet indjournaliseret i stiftet. Efter ombudsmandens opfattelse måtte det antages at referaterne dermed i et vist omfang fandt anvendelse i embedets almindelige sagsbehandling. Ombudsmanden mente derfor ikke at mødereferaterne kunne undtages fra aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 4, stk. 1.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund at Kirkeministeriet behandlede dagbladets anmodning om aktindsigt igen. (J.nr. 1997-0385-74).

A klagede over Energiministeriets (E) afslag på aktindsigt i et "Udkast til Biomassehandlingsplan".

E anførte i sin udtalelse til ombudsmanden, at afslaget var begrundet i hensynet til beskyttelse af den politiske beslutningsproces jf. offentlighedslovens § 2, stk. 2. Udkastet var sendt til samtlige partiers gruppeformænd og energipolitiske ordførere som grundlag for politiske drøftelser, og det var aftalt, at forhandlingsoplægget ikke skulle offentliggøres.

Ombudsmanden henviste til en tidligere ombudsmandsudtalelse, hvor det var lagt til grund, at de sager, der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 2, stk. 2, må afgrænses snævert, og således at de kun omfatter handlinger og dokumenter med nær tilknytning til den lovgivningspolitiske proces. Det må som udgangspunkt kræves, at der foreligger et lovgivningsprojekt af et bestemt, relativt præcist angivet indhold, og at det påtænkte lovforslag forventes fremsat inden for nær fremtid.

Ombudsmanden udtalte på den baggrund, at det i denne sag var usikkert, om der ville blive udarbejdet lovforslag, herunder udkast til aktstykker, på hvilke områder det i givet fald ville ske, og hvornår. Under disse omstændigheder kunne betingelserne for at anvende undtagelsen i § 2, stk. 2, ikke siges at være opfyldt. Ombudsmanden anmodede E om at træffe en ny afgørelse i sagen. I øvrigt fandt ombudsmanden det kritisabelt, at E i afslaget på aktindsigt alene henviste til offentlighedslovens § 2, stk. 2, og ikke oplyste nærmere om grundlaget for at anvende denne bestemmelse. Dette fandt ombudsmanden utilstrækkeligt i forhold til begrundelseskravene efter forvaltningslovens §§ 22 og 24. (J. nr. 1992-2235-301).

I forbindelse med Justitsministeriets (JMT's) behandling af A's afskedigelsessag havde A anmodet Finansministeriet (FM) om aktindsigt i den sag, hvori JMT efter tjenestemandslovens § 31, stk. 3, havde anmodet FM om en udtalelse om, hvorvidt A kunne afskediges på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed.

Ombudsmanden udtalte, at FM's sag ikke kunne anses for en afgørelsessag, og at der derfor skulle tages stilling til A's aktindsigtsanmodning efter offentlighedsloven (og ikke forvaltningsloven).

Ombudsmanden kritiserede, at FM normalt indhentede den udstedende læges samtykke til at meddele aktindsigt i lægeerklæringer og fandt det heller ikke holdbart, hvis FM rutinemæssigt indhentede en (uforbindende) udtalelse fra lægen. Ombudsmanden redegjorde herved for den ganske snævre adgang til efter offentlighedslovens § 4, stk. 2, jf. § 13, stk. 1, nr. 6, at undtage lægeerklæringer fra aktindsigt. Ombudsmanden kritiserede også, at FM's delvise afslag på aktindsigt ikke var begrundet. Han henstillede, at FM genoptog sagen og meddelte A en fyldestgørende begrundelse og i denne forbindelse overvejede bestemmelserne i offentlighedslovens § 8, nr. 2, om "§ 6-notater", og § 11, stk. 1, om ekstrahering, samt spørgsmålet om, hvorvidt FM's lægekyndige konsulent kan anses for en del af FM. Ombudsmanden kritiserede videre, at FM ikke havde meddelt A "løbende aktindsigt" i dokumenter, modtaget af FM efter besvarelsen af A's aktindsigtsanmodning, og ikke havde meddelt A aktindsigt i "journaldokumenter", jf. offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2, samt havde tilsidesat 10-dagesfristen i offentlighedslovens § 16, stk. 2

Endelig kritiserede ombudsmanden, at en medarbejder i FM havde fremsat, og JMT til A havde viderebragt en udtalelse om, at A's genansættelsessag risikerede at blive forsinket på grund af A's klage til ombudsmanden. (J. nr. 1989-1715-20).

En studerende blev i 1998 udsat for et voldeligt overfald der medførte at han var sygemeldt i to måneder. Han modtog i denne periode sygedagpenge, men meldte sig ikke fra universitetet. Efter overfaldet betalte han selv for behandlinger der bedrede hans tilstand.

Året efter meddelte SUstyrelsen at han skulle tilbagebetale 20.212 kr. til styrelsen som følge af for stor egenindkomst i 1998. Den studerende mente bl.a. der måtte kunne tages specielle hensyn i en voldssag som hans. Dette afviste SUstyrelsen og Ankenævnet for Uddannelsesstøtten.

I en udtalelse til ombudsmanden oplyste ankenævnet at det forud for afgørelsen havde overvejet om man kunne anvende en dispensationsbestemmelse i SU-loven hvorefter der i enkelte tilfælde kunne godkendes særlige fradrag i egenindkomsten.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at det var en beklagelig fejl at SUstyrelsen på baggrund af henvendelsen fra den studerende ikke havde truffet afgørelse efter dispensationsbestemmelsen. Det var samtidig en væsentlig fejl at ankenævnet havde truffet afgørelse om at dispensationsbestemmelsen ikke kunne anvendes, uden forudgående afgørelse herom fra SUstyrelsen, idet borgeren herved blev frataget den retssikkerhed og beskyttelse som den administrative rekurs skal give ham.

Endelig mente ombudsmanden at når ankenævnet havde taget stilling til om dispensationsbestemmelsen kunne anvendes, burde det være fremgået af afgørelsen, ligesom ankenævnet burde have angivet den nærmere begrundelse for at bestemmelsen ikke kunne anvendes, jf. forvaltningslovens § 24.

Da ankenævnet senere besluttede at give dispensation, mente ombudsmanden ikke der var grundlag for at foretage sig mere i sagen. (J.nr. 2001-0796-730).

Ankestyrelsen sendte en kopi af en afgørelse om aktindsigt i en lægekonsulentudtalelse som indgik i en kvindes arbejdsskadesag, til det sociale nævn og kommunen. Udtalelsen var oprindelig indgået i kvindens pensionssag, som nævnet og kommunen havde deltaget i behandlingen af. Styrelsens afgørelse om aktindsigt indeholdt et citat fra udtalelsen som havde karakter af særligt fortrolige oplysninger om helbredsforhold omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1.

  Ankestyrelsen begrundede videregivelsen af oplysningerne til de to myndigheder med at der ikke var oprettet nogen selvstændig sag om aktindsigt, fordi dette spørgsmål efter styrelsens opfattelse indgik som en del af pensionssagen; nævnet og kommunen havde således modtaget oplysningerne som "parter" i denne sag.

  Ombudsmanden mente styrelsens betegnelse af nævnet og kommunen som "parter" i pensionssagen var misvisende, idet han gik ud fra at betegnelsen kun henviste til nævnets og kommunens behandling af denne sag som offentlige myndigheder.

  Ombudsmanden udtalte videre at sagen om aktindsigt og pensionssagen i forvaltningsretlig forstand måtte anses for to klart adskilte sager uanset at styrelsen fysisk ikke havde oprettet en særskilt aktindsigtssag. Styrelsen havde efter ombudsmandens opfattelse ikke anført noget sagligt behov for at sende en kopi af afgørelsen om aktindsigt nævnet og kommunen.

   Ombudsmanden kritiserede på denne baggrund at styrelsen havde handlet i strid med videregivelsesreglerne i forvaltningslovens § 28 og dermed havde overtrådt sin tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 1.

  (J.nr. 2005-1146-003).

Danmarks Statistik (DS) ønskede at flytte fra et lejemål i en af statens ejendomme. Den samlede fremtidige huslejeudgift ville stort set svare til, hvad DS betalte på daværende tidspunkt. Det blev under sagen gjort klart - bl.a. på grund af den politiske interesse for flytteplanerne - at indgåelse af lejekontrakten for det nye lejemål skulle forelægges Folketingets Finansudvalg (FFU) gennem aktstykke udfærdiget af Boligministeriet (BM).

Efter et møde mellem BM, Finansministeriet (FM), DS og Økonomiministeriet blev flytteplanerne opgivet. Herefter begærede A aktindsigt i "flyttesagen" vedrørende DS. FM og BM afslog begæringen under henvisning til, at sagen vedrørte overvejelser om tilvejebringelse af bevillingsmæssig hjemmel og dermed - efter reglen i offentlighedslovens § 2, stk. 2 - ikke var undergivet offentlighed i forvaltningen.

Ombudsmanden udtalte, at begrebet "sager om lovgivning" i § 2, stk. 2, må afgrænses snævert, og at denne fortolkning principielt må være den samme, uanset om der begæres aktindsigt, før sagen forelægges for Folketinget, eller efter et projekt er opgivet. Med hensyn til bevillingslovgivning, herunder konkrete bevillingssager, bemærkede ombudsmanden, at i en sag, hvor det udgiftsmæssige aspekt er underordnet, men dog kræver en forelæggelse for FFU, vil det i almindelighed ikke være holdbart at udstrække undtagelsesbestemmelsen til hele den sag, som danner baggrund for finansudvalgsforelæggelsen.

I den foreliggende sag udtalte ombudsmanden, at det var nødvendigt at sondre mellem på den ene side bevillingssagen og på den anden side selve flyttesagen. Ombudsmanden konkluderede, at der ikke havde været hjemmel i offentlighedslovens § 2, stk. 2, til at undtage samtlige dokumenter i flyttesagen fra aktindsigt og henstillede til FM og BM at træffe en ny afgørelse vedrørende A's begæring om aktindsigt. (J. nr. 1990-1581-29).

Et statsfængsel indførte en ny struktur og opslogi den forbindelse internt et antal ledende stillinger. Stillingerne skulle fordeles mellem de allerede ansatte. En ansat der søgte en stilling i en højere lønramme, fik ikke stillingen, men blev tilbudt en anden stilling på uændrede vilkår.

Ombudsmanden mente som udgangspunkt at en forvaltningsmyndigheds beslutninger om besættelse af stillinger i en sådan situation ikke skal behandles som afgørelser omfattet af forvaltningsloven. Hvis der i forbindelse med en generel strukturændring opstår spørgsmål om afskedigelse, forflyttelse af tjenestemænd eller væsentlige ændringer af løn- og arbejdsvilkårene, herunder forfremmelse af en ansat, må ledelsens stillingtagen til disse spørgsmål dog anses for afgørelser omfattet af forvaltningsloven.

Da den ansatte havde søgt forfremmelse, burde statsfængslets afslag herpå have været ledsaget af en begrundelse og en klagevejledning. Ombudsmanden havde dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere statsfængslet da spørgsmålet ikke kunne anses for utvivlsomt.

(J.nr. 2003-3366-819).

Familiestyrelsen meddelte en mand påbud om ikke at ringe til styrelsen og sendte samtidig en kopi af påbuddet til hans tidligere samlever og til et statsamt. Påbuddet blev givet i forbindelse med at styrelsen traf afgørelse i anledning af en klage fra manden over at statsamtet endnu ikke havde taget stilling til hans anmodning om nedsættelse af børnebidraget til parrets fælles barn. Styrelsen gav udtryk for den opfattelse at beslutningen om at afskære manden fra telefonisk kontakt med styrelsen havde en så nær sammenhæng med styrelsens fremtidige sagsbehandling at barnets mor og statsamtet skulle underrettes herom.

  Ombudsmanden udtalte at der i forhold til styrelsens påbud over for manden forelå en selvstændig sag som var væsensforskellig fra klagesagen vedrørende statsamtets sagsbehandlingstid. Den tidligere samlever kunne ikke anses for part i denne selvstændige sag. Da oplysningerne om påbuddet i øvrigt måtte anses for fortrolige, havde styrelsen handlet i strid med sin almindelige tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, ved at videregive disse oplysninger til den tidligere samlever. Ombudsmanden mente at dette forhold var kritisabelt.

  For så vidt angik videregivelsen af de fortrolige oplysninger til statsamtet, bemærkede ombudsmanden at styrelsen ikke havde anført sådanne grunde som understøttede at der hos styrelsen eller statsamtet var et sagligt behov herfor, sådan som det måtte kræves efter den relevante bestemmelse i forvaltningslovens § 28, stk. 3. Også dette forhold mente ombudsmanden var kritisabelt.

  (J.nr. 2005-4516-603).