Med henblik på at effektivisere inddrivelsen af skyldige restancer havde en kommune (K) indført en særligt iøjnefaldende inkassobil, samt markante kuverter til fremsendelse af inkassoskrivelser.

På baggrund af en konkret klage besluttede ombudsmanden at behandle sagen af egen drift.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at de kommunale pantefogeder anvendte inkassobilen i forbindelse med inddrivelsesarbejdet, idet dette efter omstændighederne kunne indebære en krænkelse af tavshedspligten. Han henstillede, at K ophørte med at anvende bilen.

Fremsendelse af inkassoskrivelser i særligt mærkede kuverter fandt ombudsmanden ikke i overensstemmelse med principperne om hensynsfuld sagsbehandling, hvorfor han også fandt det rigtigst, at K ophørte med brugen af disse.

I forbindelse med undersøgelsen foretog ombudsmanden en sammenligning med retsstillingen for private inkassovirksomheder. Han udtalte, at det var uheldigt, om offentlige inkassovirksomheder kunne betjene sig af metoder, som lovgivningen forbyder private at anvende. (J. nr. 1991-454-42).

A klagede over, at Told- og Skattestyrelsen havde afvist hendes klager over, at K Kommune ikke i forbindelse med inddrivelsen af en påstået skatterestance havde kunnet give hende en forståelig redegørelse for hendes skattemellemværende på trods af anmodning herom, og at K Kommune iværksatte løntilbageholdelse på et tidspunkt, hvor A havde indgivet helt nye selvangivelser for de pågældende indkomstår til skattevæsenet.

Ombudsmanden udtalte, at han ikke fandt grundlag for kritik af den vejledning, A havde fået vedrørende opgørelsen af skatterestancerne for de enkelte indkomstår. Derimod fandt ombudsmanden, at K Kommune havde tilsidesat sin pligt til som inddrivelsesmyndighed at imødekomme A's begæringer om at få tilstillet en opgørelse over de foretagne morarenteberegninger. Ombudsmanden fandt ligeledes, at K Kommune havde tilsidesat sin pligt til, når der skete inddrivelse gennem modregning, at oplyse A om, hvilke krav det var, der var blevet fyldestgjort på denne måde. Samtidig fandt ombudsmanden ikke, at A havde fået fornøden vejledning om mulighederne for at søge om henstand med skattebetalingen efter at have klaget over skatteansættelsen, ligesom ombudsmanden fandt, at en iværksat lønindeholdelse burde være sat i bero to måneder tidligere end sket.

Ombudsmanden henstillede til K Kommune og Told- og Skattestyrelsen, at A fik en samlet opgørelse over sit mellemværende med skattevæsenet og K Kommune for så vidt angik årene 1986-1989, samt at der ved morarenteberegningen for 1989 blev taget hensyn til, at der eventuelt kunne være bevilget A henstand med skattebetalingen efter A's indgivelse af korrigerede selvangivelser. (J. nr. 1991-663-222).