En far fik afslag på fastsættelse af samvær med hans datter på syv år. Civilretsdirektoratet begrundede afgørelsen med at der var gået et langt tidsrum hvor faderen ikke havde haft kontakt med datteren, og at moderen havde stærk modvilje mod samværet. Civilretsdirektoratet henviste til at fastsættelse af samvær ville gribe forstyrrende ind i datterens forhold.

Ombudsmanden mente ikke at Civilretsdirektoratet i tilstrækkelig grad havde anført hvilke konkrete omstændigheder der førte til at det var nødvendigt at afslå samvær. Ombudsmanden udtalte derfor at begrundelsen ikke opfyldte forvaltningslovens krav. Ombudsmanden henstillede at Civilretsdirektoratet genoptog sagen. (J.nr. 1996-2154-654).

K kommune anbragte en 13-årig pige C på børnehjem efter samtykke fra moderen, der alene havde forældremyndigheden. Anbringelsen blev gennemført med fogedens bistand, idet barnet opholdt sig hos faderen A efter udløbet af almindeligt weekend-samvær. Efter samme aften midlertidigt at have afskåret A fra enhver kontakt med C indskrænkede kommunen knap 14 dage senere (i medfør af bistandslovens § 67, stk. 1) samværsretten i væsentligt omfang. Afgørelsen hvilede hovedsagelig på oplysninger og vurderinger fra overlæge G, særligt en erklæring fra G, som var indgået i fogedsagen.

Ombudsmanden fandt, at kommunen - uanset at faderen fra fogedforretningen havde kendskab til erklæringen - var forpligtet til at partshøre faderen om erklæringen, da faderen ikke var bekendt med, at erklæringen indgik i beslutningsgrundlaget for samværsafgørelsen. Kommunen undersøgte ikke A's indsigelser vedrørende oplysningsgrundlaget og G's habilitet. Ombudsmanden udtalte, at afgørelsen hvilede på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Da kommunen havde anvendt overlægens iagttagelser og vurderinger som udtryk for uvildig, sagkyndig vurdering, og da der var tvivl om holdbarheden af overlægens erklæring i relation til samværsret, var kommunens bevisbedømmelse behæftet med fejl i et sådant omfang, at afgørelsens gyldighed var tvivlsom, når fejlen angående bevisbedømmelsen blev sammenholdt med kommunens øvrige fejl.

Da kommunen under ombudsmandens behandling af sagen havde ophævet begrænsningerne i faderens samværsret, foretog ombudsmanden ikke videre vedrørende gyldighedsspørgsmålet. (J. nr. 1992-2285-072).

En amerikansk statsborger, bosat i USA, klagede over Civilretsdirektoratets afslag på at lade ham udøve samvær i USA med sit herboende barn.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere Civilretsdirektoratets praksis, hvorefter samvær i udlandet kun tillades når der er fuld sikkerhed for, at det pågældende lands myndigheder i givet fald vil medvirke til at skaffe barnet tilbage til Danmark. Ombudsmanden udtalte imidlertid at der er formodning for, at betingelsen om 'fuld sikkerhed for tilbagegivelse' er opfyldt, når det pågældende land har tilsluttet sig Haagerkonventionen om internationale børnebortførelser.

Endvidere mente ombudsmanden at samvær i en kontraherende stat kun kan afslås under henvisning til risiko for bortførelse til en ikke-kontraherende stat, når der foreligger en konkret begrundet mistanke herfor. Da en sådan mistanke ikke kunne påvises på det foreliggende grundlag, henstillede ombudsmanden til Civilretsdirektoratet at genoptage sagen. (J. nr. 1994-881-654).

A's tidligere hustru B klagede til Civilretsdirektoratet (CD) over, at S Statsamt havde tillagt A samværsret med parrets børn. Samværet skulle foregå i X-by (der er beliggende i den anden ende af landet), hvor B boede sammen med børnene. I anledning af klagen iværksatte CD 4 dage før samværet partshøring af A; svarfristen blev fastsat til dagen før samværet. Efter at A telefonisk havde meddelt CD, at han ikke havde yderligere bemærkninger til sagen, ophævede CD A's samværsret dagen før, samværet skulle have fundet sted. CD's skrivelse blev sendt med almindelig post til A, der boede i Jylland, og til S, mens B's advokat modtog skrivelsen med telefax. Ved advokatens og S's foranstaltning blev A dog orienteret om afgørelsen samme dags aften.

CD havde haft mulighed for at iværksætte partshøringen af A allerede 8 dage før sket; ombudsmanden anså det derfor for beklageligt, at partshøringsfristen var blevet fastsat til kun tre dage. Ombudsmanden anså det endvidere for meget beklageligt, at CD - som det efter de da foreliggende oplysninger måtte lægges til grund - ikke havde sikret sig, at A omgående fik meddelelse om afgørelsen.

CD oplyste efterfølgende, at CD telefonisk havde orienteret A om afgørelsen samme dag, den blev truffet; oplysningen herom var ved en fejl ikke tilgået ombudsmanden tidligere. Den del af udtalelsen, der vedrørte afgørelsens meddelelse til A, var herefter bortfaldet. Ombudsmanden anså det imidlertid for særdeles uheldigt, at CD først efterfølgende havde meddelt ham de pågældende oplysninger. (J. nr. 1992-1906-654).

En far klagede over at Civilretsdirektoratet havde ophævet en aftale fra 1988 mellem ham og hans tidligere ægtefælle om fordeling af transportudgifterne ved hans samvær med datteren. Ifølge aftalen skulle moderen betale for barnets befordring fra bopælen og til lufthavnen. Moderen ansøgte senere om at blive fritaget for disse udgifter. Direktoratet ændrede statsamtets afslag på moderens ansøgning og ophævede forældrenes aftale.

Ombudsmanden anså direktoratets bemærkning i et brev til faderen om manglende hjemmel for misvisende.

Under sagens behandling hos ombudsmanden blev det navnlig afklaret at bestemmelsen i den dagældende myndighedslov § 24, stk. 1, giver hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren at afholde transportudgifter i forbindelse med samværsrettens udøvelse og - som følge heraf - hjemmel til at ændre en aftale forældrene imellem om fordeling af disse udgifter.

Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse at direktoratet ikke i sine begrundelser havde givet en tilstrækkelig forklaring på hvilke konkrete omstændigheder der havde ført direktoratet til at ændre statsamtets afgørelse. Ombudsmanden kunne herefter ikke tage stilling til den indholdsmæssige rigtighed af direktoratets afgørelse og henstillede at direktoratet genoptog sagen. (J. nr. 1994-2820-654).

Højesteret tilkendte moderen B forældremyndigheden over datteren D; Faderen A blev af Højesteret tilkendt forældremyndigheden over sønnen C. A og C var bosiddende i Texas, USA, hvor A ved dom havde fået tilkendt forældremyndigheden over D.

Civilretsdirektoratet (CD) tilsluttede sig statsamtets (S's) afgørelse om afvisning af samkvemsret for A med D dels under henvisning til A's manglende samarbejdsvilje med hensyn til B's samkvem med C dels under henvisning til faren for, at A ville bringe D ud af landet. Ombudsmanden fandt ikke anledning til at kritisere denne afgørelse.

Ombudsmanden fandt endvidere ikke holdepunkter for at antage, at S skulle have pålagt A at antage en advokat.

Sagens dokumenter fandtes ikke at give belæg for at antage, at sagsbehandleren i S under samværsbesøgene i S skulle have taget parti for B.

Ombudsmanden fandt, at S før sin afgørelse burde have afventet A's skriftlige bemærkninger i forbindelse med partshøring over en skrivelse fra B. CD burde have påtalt dette forhold.

CD burde have partshørt A over et notat udarbejdet af S i forbindelse med CD's behandling af sagen.

Ombudsmanden kunne under henvisning til faren for, at A tog D med ud af landet, ikke kritisere, at samværsbesøgene blev gennemført i S. (J. nr. 1990-800-63).