En far klagede over at Civilretsdirektoratet havde afslået at godkende en aftale om overførsel af forældremyndigheden over en 14-årig søn. Moderen boede sammen med sønnen i det tidligere Jugoslavien, og faderen havde fået opholdstilladelse her i landet. Som begrundelse for afslaget skrev Civilretsdirektoratet bl.a. at en godkendelse ville stride mod hvad der var bedst for sønnen, da det måtte antages at blive vanskeligt for ham at falde til i Danmark.

Ombudsmanden fremhævede at det bærende hensyn ved vurderingen af om en aftale om overførsel af forældremyndighed skal godkendes, udelukkende er barnets tarv. Myndighederne kunne således ikke ved administrationen af den pågældende bestemmelse varetage f.eks. indvandringsmæssige hensyn, da det ifølge udlændingelovgivningen alene tilkommer udlændingemyndighederne at varetage sådanne hensyn.

På baggrund af sagens indgribende karakter og faderens anbringender under myndighedernes sagsbehandling mente ombudsmanden ikke at Civilretsdirektoratets begrundelse for afslaget var tilstrækkelig. Direktoratet burde have konkretiseret hvorfor det måtte antages at blive vanskeligt for sønnen at falde til i Danmark. Ombudsmanden henstillede derfor til Civilretsdirektoratet at genoptage sagen og - i givet fald - meddele faderen en fyldestgørende begrundelse.

Civilretsdirektoratet godkendte efterfølgende aftalen om overførsel af forældremyndighed. (J.nr. 1996-2693-659).

A klagede over K Kommunes behandling af ham i forbindelse med, at kommunen ydede støtte til, at hans daværende hustru B tog ophold på døgninstitutionen D sammen med parrets yngste søn C.

Ombudsmanden fandt, at kommunen burde have underrettet A om beslutningen om at yde støtte til C's ophold uden for hjemmet, da forældrene havde fælles forældremyndighed over C. For så vidt angik kommunens beslutning om at yde støtte til C's ophold på institutionen, fandt ombudsmanden, at A måtte anses som part. En afgørelse om, hvorvidt der skulle gives A aktindsigt, burde derfor have været truffet på grundlag af forvaltningsloven. Det tiltrådtes dog, at oplysningerne vedrørende støtten til B måtte vurderes efter offentlighedsloven. Kommunen havde i afslaget på aktindsigt henvist til den almindelige tavshedspligt i straffelovens § 152. Denne henvisning ansås for uberettiget, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 2, og offentlighedslovens § 14. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund, at kommunen genoptog sagen til ny behandling.

Socialministeriet havde meddelt, at det overordnede ressorttilsyn ikke gav Socialstyrelsen kompetence til at gå ind i en konkret bedømmelse af sagsforløbet i en personsag. Ombudsmanden udtalte hertil, at det måtte antages, at ministeriet har en ganske vidtgående adgang til inden for sit ressortområde at afgive vejledende udtalelser om lovgivningens indhold og anvendelse. Udtalelserne kan gives med udgangspunkt i konkrete sager. (J. nr. 1991-134-060).