En advokat klagede på vegne af en herboende udenlandsk statsborger over en adoptionsbevilling hvor den pågældendes datter blev adopteret af den tidligere ægtefælles nye mand. Ved adoptionen bortfaldt klagerens ret til samvær.

På adoptionssagen lå en erklæring der fremstod som underskrevet af klageren. Han erklærede at være indforstået med adoptionen af datteren og i øvrigt at være bekendt med de regler som fremgik af en vedlagt dansksproget vejledning. Erklæringen var indhentet af moren og hendes nye mand.

Advokaten gjorde over for statsamtet og Civilretsdirektoratet gældende at hans klient ikke havde underskrevet erklæringen og i hvert fald ikke havde været klar over at det var en adoption han havde erklæret sig indforstået med. Politiet havde efter sin undersøgelse ikke fundet grundlag for at rejse sigtelse for nogen form for falskneri i den forbindelse.

Statsamtet havde i forbindelse med behandlingen af adoptionssagen ikke været opmærksom på at man samtidig behandlede en ansøgning fra den pågældende udlænding om udvidelse af samværet med datteren.

Statsamtet og Civilretsdirektoratet mente ikke der var grundlag for at annullere adoptionsbevillingen.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere myndighedens afgørelse. Ombudsmanden udtalte at sagens forløb gav anledning til at overveje om det vejledningsmateriale der var blevet udleveret, og som anvendes generelt i denne type af sager, er tilstrækkeligt til at opfylde vejledningspligten. Efter ombudsmandens mening kunne det dog ikke lægges til grund at vejledningspligten var blevet tilsidesat.

Ombudsmanden bemærkede at Civilretsdirektoratet i forbindelse med udarbejdelsen af en ny bekendtgørelse vedrørende statsamternes behandling af ansøgninger om adoption samt udstedelse af adoptionsbevilling bl.a. overvejede at stille krav om at erklæringen efter adoptionslovens § 13 fremover i alle tilfælde indhentes af statsamtet. Civilretsdirektoratet havde endvidere oplyst at man var enig med statsamtet i at der kunne være anledning til at overveje at præcisere indholdet af den skriftlige vejledning, og at direktoratet ville tage initiativ til en drøftelse herom med statsamterne.

Ombudsmanden bad Civilretsdirektoratet orientere sig om resultatet af direktoratets overvejelser vedrørende en ændring af reglerne om fremgangsmåden i forbindelse med statsamtets indhentelse af erklæringen efter adoptionslovens § 13 og vedrørende en præcisering af indholdet af den skriftlige vejledning. (J.nr. 2000-2541-656).

Et ægtepar klagede til ombudsmanden over indholdet af en socialrapport udfærdiget af Århus Amtskommune til brug for adoptionsformidling.

Ægteparret havde i 1986 fået afslag på adoption fra det lokale adoptionssamråd. Afslaget byggede på materiale udarbejdet af amtskommunens socialcenter. Materialet gav et temmelig negativt indtryk af hustruens psykiske ressourcer.

På foranledning af Adoptionsnævnet blev der udarbejdet en psykologisk erklæring, som anbefalede en godkendelse af ægteparret. Samrådet fastholdt dog sit afslag, men blev herefter tilsidesat af Adoptionsnævnet, som besluttede at godkende parret i overensstemmelse med psykologerklæringen.

Til brug for adoptionsformidlingen udarbejdede samrådet en socialrapport på baggrund af det tidligere materiale om ansøgerne. Rapportens konkluderende afsnit var i forhold til det oprindelige materiale ikke ændret væsentligt - dvs. det negative billede af hustruen var fastholdt.

Dette afskar i realiteten parret fra at få anvist et barn til adoption.

Efter at ombudsmanden havde anmodet de implicerede myndigheder om et møde i sagen, tilbød Civilretsdirektoratet og Adoptionsnævnet at udarbejde nye generelle retningslinier. Herefter kunne de adoptionsformidlende organisationer i sager, hvor Adoptionsnævnet havde underkendt de lokale samråds afslag på godkendelse, forelægge spørgsmålet om udformningen af socialrapporten for Adoptionsnævnet.

Den konkrete sag blev også omfattet af disse nye retningslinier.

Adoptionsnævnet udfærdigede herefter en ny socialrapport, som fremtrådte som en forståelig og rimelig begrundelse for nævnets godkendelse af parret som adoptanter. (J. nr. 1989-506-64).

Et dansk ægtepar adopterede i 1996 en thailandsk dreng. Parret opholdt sig på adoptionstidspunktet i England, og adoptionen skete i henhold til en engelsk adoptionsbevilling.

I forbindelse med parrets ansøgning om naturalisation (dansk statsborgerskab) til drengen, afviste Civilretsdirektoratet at anerkende adoptionen som gyldig efter dansk ret. Direktoratet henviste til adoptionslovens § 28 hvorefter en person med bopæl i Danmark kun kan adoptere efter reglerne i adoptionsloven. Civilretsdirektoratet mente ikke at parret - trods adskillige års forudgående ophold i England på adoptionstidspunktet - havde opgivet deres danske bopæl.

Parret indbragte sagen for ombudsmanden der bad Civilretsdirektoratet om en uddybende udtalelse navnlig vedrørende bopælsbegrebet.

På baggrund heraf besluttede Civilretsdirektoratet at genoptage sagen, og adoptionen blev herefter anerkendt som gyldig efter dansk ret. (J.nr. 1997-2332-656).

Den herboende tyske statsborger A og hans danske hustru B havde adopteret C i Columbia, da C var 4 år gammel. Ved hjemkomsten til Danmark fik A og B afslag på adoption, da aldersforskellen mellem dem og barnet var for stor. A adopterede herefter C i Tyskland. Justitsministeriet afslog at imødekomme A's ansøgning om opholdstilladelse for C under henvisning til, at en adoptionsbevilling, som en person med bopæl i Danmark opnår i udlandet, er ugyldig her i landet, jf. adoptionslovens § 28. C blev udvist til Tyskland.

Under ombudsmandens behandling af sagen udtalte Justitsministeriet, at særdeles tvingende nationale hensyn ("ordre-public") i denne sag måtte føre til, at EF-rettens regler om familiesammenføring ikke fandt anvendelse.

Ombudsmanden fandt det overordentligt tvivlsomt, om der i sagen gjorde sig så tungtvejende hensyn til danske nationale interesser gældende, at der kunne være tale om, at den tyske adoption ikke skulle kunne tillægges retsvirkning i Danmark.

Under henvisning til, at det ville være i modstrid med barnets tarv, hvis hun skulle anbringes på en institution i Tyskland og til, at det ville være helt urimeligt, hvis hele familien måtte flytte til Tyskland, henstillede ombudsmanden til Justitsministeriet, at der blev givet C opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.   (J. nr. 1991-276-613).