A klagede over en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse (DSA), som DSA havde truffet, efter at ombudsmanden havde henstillet til DSA at behandle sagen som principiel. Ved afgørelsen stadfæstede DSA Amtsankenævnets (AAN's) afgørelse, hvorefter A blev pålagt at tilbagebetale kontanthjælp, som var blevet ydet A's tidligere ægtefælle B som tilbagebetalingspligtig terminshjælp, medens ægtefællerne endnu levede sammen. A havde ved bevillingen af hjælpen - under protest - sammen med B underskrevet en erklæring om tilbagebetaling. AAN havde ved afgørelsen lagt vægt på, at bistandslovens § 25, stk.1, nr. 2, alene er betinget af, at hjælpen er bevilget til terminsydelser, og at hjælp efter denne bestemmelse til en ægtefælle anses for ydet til begge ægtefæller, også når kun den ene ægtefælle opfylder tildelingsbetingelserne, jf. bistandslovens § 6.

Under henvisning til retspraksis havde ombudsmanden i sin henstilling til DSA om at behandle sagen anført, at det måtte lægges til grund, at ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig hjemmel. Ved ombudsmandens senere behandling af A's klage over DSA's afgørelse måtte han forstå, at DSA havde fundet, at kontanthjælpen var ydet både til A og B, hvorfor der ikke krævedes særlig hjemmel for solidarisk hæftelse. Ombudsmanden meddelte, at han ikke kunne tilslutte sig denne opfattelse. Det var således ombudsmandens opfattelse, at DSA havde truffet sin afgørelse i sagen på grundlag af en urigtig retsopfattelse. Da der imidlertid ikke var fremkommet væsentligt nye oplysninger i sagen efter ombudsmandens første henstilling til DSA, og da ombudsmanden tidligere havde meddelt DSA sin opfattelse, fandt han ikke tilstrækkeligt grundlag for at henstille til DSA at genoptage sagen. Derimod fandt ombudsmanden, at spørgsmålet burde afklares ved domstolene. (J. nr. 1992-589-085).