En brancheforening for limousiner klagede over Færdselsstyrelsens krav om mindst 70% lysgennemgang i bagruder og bageste sideruder i personbiler. Foreningens medlemmer havde ved periodiske eftersyn ikke fået godkendt deres vogne med henvisning til at de ikke overholdt dette krav i de årlige bekendtgørelser om detailforskrifter for køretøjer.

Bekendtgørelsen for årene 1977-83 indeholdt en bestemmelse der tillod tonede forruder hvis der var mindst 70% lysgennemgang. I bekendtgørelsen fra 1984 blev "forruder" ændret til "ruder", og i bekendtgørelsen for 1992 blev der indsat en bestemmelse om at (også) bagruder og bageste sideruder i personbiler skal have mindst 70% lysgennemgang.

Færdselsstyrelsen mente at allerede bekendtgørelsen fra 1977 indeholdt et forbud mod farvede bag- og sideruder, men ændrede under sagen sin opfattelse til at der først med bekendtgørelsen fra 1984 var hjemmel til at kræve lysgennemgang i andre ruder end forruder.

Ombudsmanden udtalte at der efter almindelige fortolkningsprincipper ikke var hjemmel i bekendtgørelsen fra 1977-83 til at kræve 70% lysgennemgang i bagruder og bageste sideruder. Ombudsmanden mente heller ikke at ændringen fra "forrude" til "ruder" i 1984 kunne udgøre en sådan hjemmel.

På den baggrund mente ombudsmanden ikke at kravet om minimum 70% lysgennemstrømning i bagruder havde den fornødne hjemmel før ændringen i 1992. Ombudsmanden henstillede derfor til Færdselsstyrelsen at praksis vedrørende godkendelse af motorkøretøjer indregistreret før 1. april 1992 blev justeret i overensstemmelse hermed. (J.nr. 1994-2869-514).

På baggrund af en konkret klage spurgte ombudsmanden Trafikministeriet om det efter ministeriets opfattelse var muligt at få spørgsmålet om berettigelsen af en pålagt parkeringsafgift forelagt for fogedretten i tilfælde hvor afgiftsbeløbet blev modregnet fuldt ud i et krav på refusion af vægtafgift.

Da Trafikministeriet svarede benægtende, fandt ombudsmanden det rigtigst at give Folketingets Retsudvalg og trafikministeren meddelelse om sagen. Ombudsmandens meddelelse blev givet under henvisning til at Folketinget ved ændring af færdselsloven i 1976 syntes at have forudsat at en borger skal have mulighed for at få prøvet eventuelle indsigelser mod en parkeringsafgift i fogedretten. Ved en ændring af vægtafgiftsloven i 1986 var der imidlertid indsat en direkte hjemmel til modregning. I nogle tilfælde kan dette medføre bortfald af muligheden for indbringelse for fogedretten, uden at der - så vidt det fremgik - havde været taget udtrykkelig stilling til denne konsekvens. (J.nr. 1995-2-612).