Den herboende tyske statsborger A og hans danske hustru B havde adopteret C i Columbia, da C var 4 år gammel. Ved hjemkomsten til Danmark fik A og B afslag på adoption, da aldersforskellen mellem dem og barnet var for stor. A adopterede herefter C i Tyskland. Justitsministeriet afslog at imødekomme A's ansøgning om opholdstilladelse for C under henvisning til, at en adoptionsbevilling, som en person med bopæl i Danmark opnår i udlandet, er ugyldig her i landet, jf. adoptionslovens § 28. C blev udvist til Tyskland.

Under ombudsmandens behandling af sagen udtalte Justitsministeriet, at særdeles tvingende nationale hensyn ("ordre-public") i denne sag måtte føre til, at EF-rettens regler om familiesammenføring ikke fandt anvendelse.

Ombudsmanden fandt det overordentligt tvivlsomt, om der i sagen gjorde sig så tungtvejende hensyn til danske nationale interesser gældende, at der kunne være tale om, at den tyske adoption ikke skulle kunne tillægges retsvirkning i Danmark.

Under henvisning til, at det ville være i modstrid med barnets tarv, hvis hun skulle anbringes på en institution i Tyskland og til, at det ville være helt urimeligt, hvis hele familien måtte flytte til Tyskland, henstillede ombudsmanden til Justitsministeriet, at der blev givet C opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.   (J. nr. 1991-276-613).