A, der siden 1974 havde været ansat i EF med bopæl i Bruxelles, klagede over Landsskatterettens stadfæstelse af et skatteråds afgørelse om, at han skulle betale bunden opsparing. A bestred ikke, at han var indkomstskattepligtig her i landet i henhold til kildeskattelovens § 1, nr. 1, sammenholdt med art. 14 i den til "Traktat om oprettelse af et fælles råd og en fælles kommission for EF" hørende protokol om EF's privilegier og immuniteter; denne artikel vedrører imidlertid kun indkomstskat, formueskat og arveafgift.

Skatterådets fastholdelse af beregningsgrundlaget for den opkrævede bundne opsparing påklagedes til Landsskatteretten, der imidlertid videresendte den til ligningskommissionen som en klage over selve opsparingspligten. Ligningskommissionen meddelte A, at kommissionen fastholdt hans skatteansættelse uændret. Da A herefter anførte, at hans klage alene vedrørte det forhold, at han var blevet pålagt byrder, udover hvad art. 14 i 1965-protokollen berettigede til, meddelte ligningskommissionen ham, at kommissionen ikke havde bemyndigelse til at træffe afgørelse vedrørende opsparingspligten og dennes retsgrundlag. Denne afgørelse indbragte A for Landsskatteretten, som stadfæstede skatterådets afgørelse.

Ombudsmanden fandt, at det havde været med urette, at Landsskatteretten, da denne fik sagen forelagt første gang, havde henvist den til behandling ved ligningskommissionen efter reglerne om klage over indkomstansættelser. Ombudsmanden anførte, at Landsskatteretten i den indklagede kendelse alene havde taget stilling til det spørgsmål, A havde rejst om, hvorledes § 1 i lov om bunden opsparing retteligt skulle fortolkes, og anførte, at Landsskatterettens fortolkning vedrørende dette spørgsmål ikke forekom ham helt utvivlsom. Ombudsmanden fandt dog ikke anledning til at gå ind i en nærmere vurdering heraf, men henstillede til Landsskatteretten at genoptage sagen, idet han fandt, at Landsskatteretten i kendelsen burde have taget stilling til, om bunden opsparing kan anses som "beskatning" efter art. 14 i den forannævnte traktat.

Ombudsmanden henviste klageren til, såfremt Landsskatteretten herefter traf en afgørelse, som klageren ikke var enig i, at indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene inden 6 måneder efter kendelsens afsigelse. Ombudsmanden anførte herved, at ombudsmandsembedet efter hans opfattelse i almindelighed må anses for et mindre egnet forum for afklaring af tvivlsspørgsmål om rækkevidden af EF-retlige regler, fordi det alene er domstolene, som kan forelægge sådanne spørgsmål for EF-Domstolen til præjudiciel afgørelse. (J. nr. 1989-621-223).