A anmodede Direktoratet for Statens Indkøb om at få aktindsigt i et direktivudkast fra EF-Kommissionen. Direktoratet afslog bl.a. under henvisning til § 13, stk. 1, nr. 2, i offentlighedsloven. Finansministeriet og Udenrigsministeriet fastholdt afgørelsen og henviste til, at det omhandlede dokument ifølge Kommissionens interne regler var undtaget fra offentlighed (tavshedspligtsforskrift).

Ombudsmanden udtalte, at danske myndigheder i almindelighed må kunne gå ud fra, at når et dokument er omfattet af en tavshedspligtsforskrift i EF, så er det af hensyn til landets forhold til EF nødvendigt at undtage dokumentet fra aktindsigt i Danmark. Kommer der imidlertid oplysninger frem om, at EF ikke vil opretholde tavshedspligtsforskriften og disse oplysninger ikke uden videre kan afvises, følger det af det almindelige officialprincip, at danske myndigheder har en pligt til at undersøge sagen nærmere.

Må det herefter lægges til grund, at den kompetente EF-myndighed for sit vedkommende generelt har nedklassificeret dokumentet, vil der efter ombudsmandens opfattelse normalt ikke være hjemmel i § 13, stk. 1, nr. 2, til at tilbageholde dokumentet i Danmark. (J. nr. 1990-201-29).

En udenlandsk EU-statsborger, bosiddende i Danmark, fik afslag på varig opholdstilladelse her i landet under henvisning til EF/EØS-bekendtgørelsens regler og til Kommissionens forordning nr. 1251/70 om arbejdstageres ret til at blive boende på en medlemsstats område efter at have haft beskæftigelse dér.

Ombudsmanden pegede i en foreløbig redegørelse på at de bestemmelser i EF/EØS-bekendtgørelsen som gengiver forordningens regler, er uden selvstændigt indhold og selvstændig retsvirkning, og at spørgsmålet om den pågældendes ret til opholdstilladelse derfor afhang af en nærmere fortolkning af forordningens art. 2, stk. 1, litra b, og art. 4, stk. 2. Efter en gennemgang af sagen udtalte ombudsmanden som sin foreløbige opfattelse at myndighedernes anvendelse af reglerne i Kommissionens forordning byggede på en forkert retsopfattelse.

På baggrund af ombudsmandens foreløbige redegørelse besluttede Indenrigsministeriet at give opholdsbevis i medfør af EF/EØS-bekendtgørelsen på grundlag af den forståelse af art. 2, stk. 1, litra b, i forordningen som ombudsmanden havde anført. (J.nr. 1998-0450-643).