Et arresthus modtog oplysninger om at en indsat var i besiddelse af ulovlige stoffer, angiveligt gemt i endetarmen. Da den indsatte ikke ønskede at medvirke til en rektalundersøgelse, blev han anbragt i observationscelle. Efter godt en time valgte den indsatte at få foretaget rektalundersøgelsen. Mistanken om at den indsatte havde stoffer på sig, blev ikke bekræftet ved undersøgelsen. 

Efter straffuldbyrdelseslovens § 107 kan der tillægges erstatning til den der under fuldbyrdelse af straf mv. har været udsat for andre uforskyldte indgreb end dem der er nævnt i lovens § 106. 

Direktoratet for Kriminalforsorgen afslog den indsattes anmodning om erstatning for undersøgelsen og lagde ved afgørelsen bl.a. vægt på at den indsatte selv havde indvilget i at blive undersøgt. 

Ombudsmanden udtalte at der ved afgørelsen af om en indsat har været udsat for et uforskyldt indgreb, ikke kan lægges vægt på hvorledes den pågældende har stillet sig til ønsket om en undersøgelse. Ombudsmanden kritiserede Direktoratet for Kriminalforsorgen for at have ladet dette kriterium indgå i vurderingen af erstatningsspørgsmålet og henstillede til direktoratet at træffe en ny afgørelse i sagen. 

Ombudsmanden bemærkede i øvrigt at man i et tilfælde som det foreliggende hvor myndighederne som alternativ til en frivillig medvirken har andre midler til rådighed, vanskeligt kan tale om frivillighed. Dette gælder i særdeleshed i et tilfælde hvor den pågældende efter at have været anbragt i observationscelle indvilger i at lade sig undersøge.

Direktoratet for Kriminalforsorgen traf en ny afgørelse i sagen uden inddragelse af ovennævnte kriterium, hvilken afgørelse ombudsmanden tog til efterretning. (J.nr. 2002-4137-625).

En advokat klagede over at en kommune havde afvist et erstatningskrav fra en klient. Kravet var begrundet i at kommunen havde inddrevet ægtefællebidrag uden en gyldig bidragsresolution.

Ombudsmanden udtalte at kommunen havde begået en væsentlig fejl fordi bidragsresolutionen var bortfaldet som følge af endelig separation. Ombudsmanden konstaterede dernæst at der ikke var tilstrækkelige oplysninger til at han kunne vurdere om klienten havde lidt et tab som følge af inddrivelsen. Ombudsmanden mente imidlertid ikke at han havde grundlag for at indhente yderligere oplysninger, bl.a. fordi erstatningskravet snart ville blive forældet efter reglerne i 1908-loven.

Ombudsmanden henstillede til kommunen at den straks meddelte advokaten om kommunen ville frafalde at gøre forældelse gældende under en eventuel retssag (som måtte blive anlagt efter forældelsesfristens udløb), eller om kommunen var indstillet på at klienten nu (inden forældelsesfristens udløb) indbragte sagen for domstolene. Hvis kommunen frafaldt at gøre forældelse gældende under en eventuel retssag, gik ombudsmanden ud fra at kommunen genoptog sagen og meddelte advokaten en ny afgørelse. Hvis klienten ønskede sagen indbragt for domstolene, var ombudsmanden indstillet på at henstille at der blev givet fri proces. (J.nr. 2001-0545-658).

A klagede over, at han ved Statsamtets (SA's) og Civilretsdirektoratets (CD's) afgørelser var pålagt bidragspligt for hans tidligere hustrus (B's) underhold i perioden fra samlivsophævelsen til datoen for separationsbevillingen. A mente, at han havde opfyldt sin forsørgelsespligt i denne periode. A og B blev separeret på vilkår, at A skulle bidrage til B's underhold i 8 år fra separationsbevillingens dato. Ved SA's behandling af sagen om bidragsstørrelsen oplyste B, at hun ønskede bidrag fastsat fra "separationsbevillingens dato - gerne før". SA partshørte ikke A i relation til B's begæring om fastsættelse af bidrag forud for separationen og fastsatte A's bidragspligt med virkning fra ægtefællernes samlivsophævelse.

Ombudsmanden udtalte, at A burde have været gjort bekendt med, at B havde anmodet om fastsættelse af underholdsbidrag forud for separationen, således at han havde haft lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, før der blev truffet afgørelse i sagen. Ombudsmanden kritiserede, at CD ikke ved behandlingen af A's klage var blevet opmærksom på partshøringsmanglen, og henstillede, at Civilretsdirektoratet genoptog sagen til fornyet behandling. (J. nr. 1992-661-651).