En ændring til en af Boligministeriet godkendt saneringsplan blev godkendt af Boligstyrelsen. Saneringsselskabet havde skriftligt orienteret formanden for en ejerlejlighedsforening i det berørte område om ændringen. A, der var medlem af den pågældende forening, gjorde gældende, at ændringen savnede hjemmel, og at han som nabo burde have haft adgang til at udtale sig om ændringen. Ombudsmanden udtalte, at saneringsloven ikke indeholder retningslinier for ændring af planer, og det derfor i overensstemmelse med almindelige retlige synspunkter som udgangspunkt må lægges til grund, at ændringen skal gennemføres ved vedtagelse af en ny plan eller et tillæg til den bestående plan. Inden for denne ramme beroede afgørelsen på en skønsmæssigt præget vurdering. Ombudsmanden fandt ikke, at der i den konkrete sag forelå særlige omstændigheder, der bevirkede, at han kunne kritisere ændringsbeslutningen.

Ombudsmanden udtalte endvidere, at mindre væsentlige ændringer, der kun har betydning for en eller ganske få umiddelbart nærliggende ejendomme, kan gennemføres uden projektoffentlighed, men ved nabohøring. Ombudsmanden fandt det ikke holdbart, at ændringen i den konkrete sag alene blev forelagt formanden for ejerlejlighedsforeningen, og henviste til, at der ikke generelt kan opstilles en formodning for, at formænd for ejerlejlighedsforeninger kan anses for repræsentanter for medlemmerne, jf. forvaltningslovens § 8.

Da der ikke var holdepunkter for at antage, at foreningen eller dens formand var bemyndiget af A til at udtale sig på A's vegne, fandt ombudsmanden, at der ikke var gennemført den fornødne nabohøring.(J. nr. 1989-382-16).