A anmodede efter ferieårets udløb om udbetaling af feriepenge uden at holde ferie. Under sagens behandling kontaktede A telefonisk Direktoratet for Arbejdstilsynet (AT). A mente, at AT under denne samtale meddelte hende en bindende afgørelse. Der blev ikke taget notat om samtalen i AT, der på den anden side heller ikke senere bestred, at der var givet en "positiv tilkendegivelse". A modtog senere skriftligt afslag, som Arbejdsministeriet (AM) stadfæstede.

Ombudsmanden udtalte, at den førte telefonsamtale udgjorde en så væsentlig ekspedition i sagen, at direktoratet på grundlag af den almindelige retsgrundsætning om notatpligt havde pligt til at tage notat om samtalen og dens indhold. Ombudsmanden kritiserede derfor, at AT ikke havde taget notat om samtalen, og at AM ikke påtalte fejlen. Ombudsmanden lagde A's version om hændelsesforløbet til grund, men mente alligevel ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at myndighederne ikke anså den omhandlede forhåndsbesked for bindende, og at der således ikke - som hævdet af A - var tale om tilbageholdelse af en begunstigende forvaltningsakt.

Ombudsmanden kritiserede, at AT og AM ikke havde meddelt A en fyldestgørende begrundelse. (J. nr. 1990-1647-01).

A blev afskediget fra sin stilling som skibsfører ved DSB som følge af, at han havde været spirituspåvirket i tjenesten, hvilket var blevet fastslået ved dom.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at A blev afskediget. Derimod fandt ombudsmanden det kritisabelt, at A under en tjenstlig afhøring fejlagtigt fik at vide, at han havde pligt til at udtale sig om sagens faktiske omstændigheder. Desuden anså ombudsmanden det for stridende mod god forvaltningsskik, at skrivelsen om den påtænkte afskedigelse samt afskedigelsesskrivelsen ikke blev sendt direkte til A, men til hans overordnede til videregivelse.

Ombudsmanden fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at A's resterende ferie blev anset for afholdt i suspensionsperioden. (J. nr. 1992-739-812).