En medarbejder i en kommune klagede over at hun var blevet tildelt en tjenstlig advarsel af kommunen. Begrundelsen for advarslen var at medarbejderen uden saglig grund havde indhentet oplysninger om kommunens arbejdsmarkedschef og dennes familie i et kommunalt register som indeholdt fortrolige oplysninger til brug for ligningen af skatteborgerne i kommunen. Advarslen blev endvidere begrundet i at medarbejderen havde videregivet anonymiserede oplysninger i en social sag til sin fagforening.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke kunne betragte medarbejderens videregivelse af anonymiserede oplysninger fra en social sag til sin fagforening som en tjenesteforseelse eller på anden måde kritisabelt. Videregivelsen af oplysningerne kunne dermed heller ikke berettige kommunen til at give en advarsel. Ombudsmanden havde derimod ikke grundlag for at kritisere at kommunen mente at medarbejderen handlede pligtstridigt ved at indhente oplysninger i registret om arbejdsmarkedschefen og dennes familie. På den baggrund henstillede ombudsmanden til kommunen at genoptage sagen med henblik på at overveje om det forhold at medarbejderen søgte oplysninger om arbejdsmarkedschefen og dennes familie i registret, i sig selv var af en sådan grovhed at det kunne give anledning til at meddele medarbejderen en advarsel. Ombudsmanden skrev samtidig til kommunen at den i forbindelse med sin genoptagelse af sagen burde være opmærksom på at en advarsel kan miste sin betydning ved at ligge for langt tilbage i tiden. (J.nr. 2001-2313-812).

På baggrund af omtale i pressen undersøgte ombudsmanden af egen drift forløbet af en række ansættelser i overborgmesterens sekretariat i Københavns Kommune. Ansættelserne fandt sted i forbindelse med at en ny overborgmester skulle tiltræde. Ombudsmanden kritiserede bl.a. kommunens annoncering af stillingsopslagene og ansøgningsfristerne. Han kritiserede også forløbet omkring ansættelsessamtalerne som efter hans opfattelse kunne bestyrke den mistanke der havde været rejst i pressen, om at det på forhånd var afgjort hvem der skulle tilbydes ansættelse. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere den nye overborgmesters rolle i sagen.
(J.nr. 2010-0200-8102).

En sygeplejerske klagede over at hun på grund af ytringer på sin arbejdsplads og til pressen og fagforbundet var blevet forflyttet med lønnedgang til følge.

Sygeplejersken havde udtalt sig kritisk om uddannelsen af en elev, og sygeplejerskens adfærd blev af ledelsen opfattet som om der var samarbejdsvanskeligheder mellem hende og de øvrige ansatte.

Sygeplejersken blev forflyttet til et andet plejehjem i kommunen og måtte i den forbindelse tåle en lønnedgang i nettolønnen på over 1.400 kr. om måneden idet timetallet blev nedsat med ca. 4 timer.

Ombudsmanden anså ytringerne til pressen og fagforbundet for lovlige ytringer som ikke kunne mødes med negative personalereaktioner fra ledelsens side. Ledelsen kunne heller ikke begrænse sygeplejerskens ret til at kontakte fagforbundet uden om ledelsen. Der var ikke grundlag for at gå ind i nærmere overvejelser af i hvilket omfang samarbejdsvanskeligheder i kølvandet på lovlige ytringer kunne begrunde sanktioner idet der ikke var dokumenteret samarbejdsvanskeligheder. På den baggrund var det ombudsmandens opfattelse at kommunens beslutning om at forflytte sygeplejersken var sket uden saglig grund, og ombudsmanden henstillede til kommunen at genoptage sagen. (J.nr. 1998-0645-812).

En kommune og en ansat i en børnehave indgik aftale om at den ansatte skulle flyttes til en anden børnehave. Inden da havde kommunen meddelt den ansatte at hvis hun ikke ville indgå en sådan aftale, ville kommunen træffe beslutning om ændret tjenestested.

Ombudsmanden anså forflyttelsen for at være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og reglerne om partshøring og begrundelse skulle derfor have været fulgt. Ombudsmanden kritiserede dog ikke kommunen fordi retstilstanden var usikker.

Under ombudsmandens behandling af sagen oplyste kommunen at fordi den ansatte havde været sikkerhedsrepræsentant, var der ikke fuldt tilstrækkelig hjemmel til at kommunen ensidigt kunne ændre hendes tjenestested. Kommunen havde ikke tidligere oplyst den ansatte herom. Ombudsmanden anså det for overordentlig kritisabelt at kommunen ved et utilbørligt pres havde fået den ansatte til at acceptere forflyttelsen, og at kommunen ikke havde givet den ansatte korrekt og relevant vejledning. (J.nr. 2000-3412-819).

Ombudsmanden undersøgte af egen drift en sag om annoncering af ledige stillinger i staten på internettet. Det var ombudsmandens umiddelbare opfattelse at offentligt opslag af ledige stillinger (og lønnede hverv) udelukkende i form af annoncering på internettet ikke ville opfylde gældende regler for offentligt opslag på nuværende tidspunkt. Derimod kunne den indførte ordning hvor offentligt opslag af ledige stillinger (og lønnede hverv) i staten skete i form af såvel en annoncering på en internetadresse som i to landsdækkende dagblade, opfylde gældende regler. Dog burde annonceringen i dagbladene udbygges med oplysninger om telefonnummer som kunne anvendes ved henvendelser om yderligere oplysninger om stillingen. Desuden burde der være oplysning om en postadresse til brug bl.a. ved ansøgninger. Herudover gjaldt den eksisterende forpligtelse til at foretage en vurdering af annoncemediets egnethed i forhold til den konkrete stilling stadig, dvs. forpligtelse til at vurdere om det var tilstrækkeligt at anvende annoncering på internettet og i to landsdækkende aviser. (J.nr. 2001-0025-810).