En medarbejder i en kommune klagede over at hun var blevet tildelt en tjenstlig advarsel af kommunen. Begrundelsen for advarslen var at medarbejderen uden saglig grund havde indhentet oplysninger om kommunens arbejdsmarkedschef og dennes familie i et kommunalt register som indeholdt fortrolige oplysninger til brug for ligningen af skatteborgerne i kommunen. Advarslen blev endvidere begrundet i at medarbejderen havde videregivet anonymiserede oplysninger i en social sag til sin fagforening.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke kunne betragte medarbejderens videregivelse af anonymiserede oplysninger fra en social sag til sin fagforening som en tjenesteforseelse eller på anden måde kritisabelt. Videregivelsen af oplysningerne kunne dermed heller ikke berettige kommunen til at give en advarsel. Ombudsmanden havde derimod ikke grundlag for at kritisere at kommunen mente at medarbejderen handlede pligtstridigt ved at indhente oplysninger i registret om arbejdsmarkedschefen og dennes familie. På den baggrund henstillede ombudsmanden til kommunen at genoptage sagen med henblik på at overveje om det forhold at medarbejderen søgte oplysninger om arbejdsmarkedschefen og dennes familie i registret, i sig selv var af en sådan grovhed at det kunne give anledning til at meddele medarbejderen en advarsel. Ombudsmanden skrev samtidig til kommunen at den i forbindelse med sin genoptagelse af sagen burde være opmærksom på at en advarsel kan miste sin betydning ved at ligge for langt tilbage i tiden. (J.nr. 2001-2313-812).

En socialpædagog på en specialinstitution modtog en advarsel for at have involveret forældre i en intern konflikt. Grundlaget for advarslen var af flere årsager ikke i orden.

Regionen fulgte ombudsmandens henstilling og trak advarslen tilbage.

10 opsynsbetjente på Frilandsmuseet (FM) forlod den 2. juli 1992 deres arbejde i tre timer. Arbejdsnedlæggelsen skyldtes efter det oplyste navnlig de arbejdsmiljømæssige forhold på museet.

Dagen efter tildelte Nationalmuseet (NM) de pågældende opsynsbetjente en disciplinær advarsel. Heri blev det tilkendegivet, at en gentagelse ville medføre øjeblikkelig afskedigelse. Advarslerne blev tildelt, uden at opsynsbetjentene forinden havde haft lejlighed til at udtale sig.

Advarslerne måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Opsynsbetjentene burde derfor i medfør af forvaltningslovens § 19 have været partshørt over den indberetning fra FM til NM, der måtte ligge til grund for advarslerne. Herudover burde opsynsbetjentene have haft lejlighed til at udtale sig i medfør af den ulovbestemte grundsætning om partshøring ved uansøgt afskedigelse og andre disciplinære sanktioner over for offentligt ansatte. Ombudsmanden anså partshøringsfejlen for beklagelig og henstillede, at Kulturministeriet (K) over for opsynsbetjentenes fagforening oplyste, hvad man i den anledning agtede at foretage.

Ombudsmanden udtalte endvidere, at det havde været rigtigst, om NM skriftligt - og ikke som sket, mundtligt - havde besvaret en skriftlig henvendelse fra opsynsbetjentenes fagforening.

Endelig fandt ombudsmanden ikke, at K i den konkrete sag ved besvarelsen af fagforeningens klage med rette alene kunne henholde sig til NM's udtalelse i anledning af klagen. Ombudsmanden bemærkede, at forudsætningen for at anvende denne fremgangsmåde er, at der i den underordnede myndigheds udtalelse er taget stilling til de spørgsmål, klagen vedrører. (J. nr. 1992-2734-75).