En kvinde blev afskediget efter 24 år som tjenestemandsansat i kriminalforsorgen. Kvinden havde en øjenlidelse der bevirkede at hun ikke kunne arbejde i længere tid ved en computer. Det var først og fremmest dette forhold der gav hende problemer ved arbejdet i kriminalforsorgen.

Ombudsmanden udtalte at arbejdsgiveren ikke havde foretaget tilstrækkelige undersøgelser af mulighederne for at beholde kvinden på arbejdspladsen ved at kompensere for øjenlidelsen og eventuelt ansætte hende i et fleksjob.

Ombudsmanden udtalte desuden at arbejdsgiveren skulle have forholdt sig til om kvindens synsproblemer kunne karakteriseres som et handicap, med den virkning at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap skulle indgå i vurderingen af sagen.

Kvinden blev afskediget mindre end et år før hun kunne være gået på efterløn. Ombudsmanden mente at arbejdsgiveren i en sag som denne burde have inddraget det forhold at kvinden, før hun blev afskediget, flere gange havde tilkendegivet over for arbejdsgiveren at hun ønskede at blive på arbejdspladsen indtil hun kunne gå på efterløn. Ombudsmanden mente desuden ikke at arbejdsgiveren kunne se bort fra kvindens anciennitet.

Ombudsmanden udtalte at kriminalforsorgens behandling af sagen var overordentlig kritisabel. Ombudsmanden mente desuden at der var grundlag for at myndighederne genoptog behandlingen af sagen med henblik på at arbejdsgiveren tog stilling til de krav kvinden havde fremsat.
(J.nr. 2007-1785-813).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En faglærer ved et fængsel blev ved en fejl tildelt et særligt tillæg til stillingen. Myndighederne var berettiget til at tilbagekalde tillægget med sædvanligt opsigelsesvarsel da lønindplaceringen var i strid med gældende overenskomst.

Ombudsmanden udtalte at tjenestemandslovens § 12 ikke med rette kunne påberåbes som hjemmel for tilbagekaldelsen. Desuden var myndighedernes antagelse om at opsigelsesvarslet var på 14 dage, ikke korrekt. Tilbagekaldelsen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand og ikke en aftale som anført af fængslet.

Ombudsmanden kritiserede at faglæreren ikke var blevet partshørt inden afgørelsen, og at myndighedernes begrundelser var mangelfulde. Endvidere skulle afgørelsen have været meddelt partsrepræsentanten i sagen. (J.nr. 1999-2003-811).

En professor blev flyttet fra et institut til et andet institut ved samme universitet på grund af samarbejdsproblemer som efter universitetets opfattelse skyldtes professoren.

Ombudsmanden udtalte at da der lå bebrejdelsesværdige forhold til grund for flytningen, måtte flytningen være en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Ombudsmanden kritiserede at myndighederne ikke havde behandlet flytningen som en afgørelse og (derfor) ikke havde partshørt efter reglen i forvaltningslovens § 19. Desuden burde den ulovbestemte videregående partshøringspligt have været iagttaget.

Ministeriet genoptog sagen i overensstemmelse med ombudsmandens henstilling, og efter partshøring traf universitetet en ny afgørelse i sagen hvor universitetet fastholdt at flytningen var berettiget.

(J.nr. 2004-3653-814)

En fagforening og et fagforbund klagede over en afgørelse fra Tilsynsrådet for Ribe Amt. Sagen drejede sig om Esbjerg Kommunes udstedelse af et tjenstligt pålæg til fem medarbejdere i kommunens Flygtningegruppe om fremover ikke at rette tjenstlige henvendelser til det politiske system uden om eller parallelt med henvendelser til ledelsen.

De fem medarbejdere havde sendt et brev til blandt andre borgmesteren på trods af at de af socialdirektøren havde fået oplyst at brevet skulle sendes gennem kontorchefen. I brevet gjorde de indsigelser imod at deres afdeling ikke havde fået tildelt yderligere arbejdskraft i forbindelse med en omstrukturering af ressourcer.

Ombudsmanden udtalte generelt at ledelsen af et administrativt hierarki i offentlige forvaltningsmyndigheder inden for lovgivningens rammer er forholdsvis frit stillet med hensyn til at bestemme hvordan kommunikationen mellem ansatte og ledelsen, herunder den politiske ledelse, skal foregå.

Ombudsmanden bemærkede dog at en sådan ret var begrænset af princippet i grundlovens § 77 om de ansattes adgang til at udtale sig som privatpersoner. De underordnedes almindelige ulovbestemte rådgivningspligt indebar også begrænsninger i denne ret.

Det gav herefter ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger at Esbjerg Kommune havde fastsat regler der forpligtede de underordnede til at rette eventuelle tjenstlige henvendelser til det politiske niveau gennem de pågældendes overordnede chefer. (J.nr. 1995-2277-009).

Miljøministeren havde ved sin tiltræden som minister orlov fra en stilling som viceskoleinspektør ved en folkeskole. Han optjente pensionsanciennitet under sin orlov. Gennem presseomtale blev ombudsmanden opmærksom på at den skole ministeren havde orlov fra, havde planer om etablering af en økobase, og at ministeren havde medvirket ved en beslutning om tildeling af midler fra en naturpulje til skolens projekt. Herudover havde miljøministeren medvirket ved beslutningen om Miljøministeriets erhvervelse af en ejendom til skovrejsning og efterfølgende udlejning af bygningen på ejendommen til bl.a. den kommune som skolen hørte under, til brug for etableringen af økobasen. Beslutningen var truffet mod embedsmændenes indstilling om efterfølgende at frasælge bygningen på ejendommen således at midlerne herfra kunne anvendes til andre skovrejsningsprojekter. Herudover var beslutningen om erhvervelse angiveligt ikke i overensstemmelse med normal praksis om lokal medfinansiering.

Ombudsmanden optog sagen til behandling af egen drift.

Ombudsmanden udtalte at der i de konkrete sager om tildeling af midler fra puljen til skolen og i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen forelå sådanne omstændigheder som burde have givet miljøministeren anledning til at undergive spørgsmålet om sin mulige inhabilitet nærmere overvejelse og til at træffe foranstaltninger til afklaring eller afværgelse heraf. Som udgangspunkt skulle miljøministeren have underrettet statsministeren efter principperne i forvaltningslovens § 6, stk. 1. At dette ikke skete, var efter ombudsmandens opfattelse en fejl. Miljøministerens behandling af sagen måtte derfor anses for beklagelig. (J.nr. 2003-3421-149).

To sygeplejersker udsendte en kritisk pressemeddelelse om arbejdsforholdene på et amts sygehus. En uge senere udsendte amtet en pressemeddelelse hvori amtets sundhedsudvalg beklagede at sygeplejerskerne ikke havde anvendt sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem.

Under ombudsmandens behandling af sagen udtalte amtet at beklagelsen i pressemeddelelsen alene var udtryk for skuffelse over sygeplejerskernes fremgangsmåde, og at der således ikke i beklagelsen lå en påtale over for de to sygeplejersker.

Ombudsmanden måtte i den sproglige sammenhæng opfatte beklagelsen i amtets pressemeddelelse som en kritik af sygeplejerskerne. Ombudsmanden fandt kritikken uberettiget da sygeplejerskernes udtalelser lå inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed.

Herudover havde ombudsmanden ingen bemærkninger til at ledelsen på en offentlig arbejdsplads generelt over for de ansatte anbefalede de interne systemer til fremførelse af kritik mv. Men ledelsens tilkendegivelser eller adfærd må ikke udvikle sig til normer der med tiden kan få en sådan karakter at de reelt kommer til at virke på samme måde som egentlige censurlignende ordninger. Når man derfor fra ledelsens side anbefaler anvendelse af de interne systemer, må det - hvis det i sammenhængen og i lyset af den eventuelle konkrete baggrund er relevant - understreges over for de ansatte at retten til i stedet at vælge at fremføre en eventuel kritik offentligt ikke begrænses af en sådan anbefaling. (J. nr. 1993-2850-429).

En amtsdirektør skrev en kronik om offentligt ansattes ytringsfrihed til et internt blad for amtets ansatte. Kronikkens indhold kunne opfattes som et udtryk for regler der forsøgte at indskrænke de ansattes ytringsfrihed.

Ombudsmanden besluttede derfor af egen drift at undersøge sagen. Amtet oplyste at kronikken skulle ses som en henstilling til de ansatte om i første række at bruge ledelses- og samarbejdssystemet i amtet.

Ombudsmanden udtalte at det var nærliggende at forstå de spilleregler der var opstillet i kronikken som egentlige retsregler om de ansattes offentlige ytringer om forholdene i amtet, og at regelsættet på flere punkter afveg væsentligt fra de regler der i almindelighed antages at gælde for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden udtalte endvidere at amtet ved offentligt at dementere at der med kronikken var fastlagt særlige regler der begrænsede de ansattes ret til at udtale sig over for offentligheden, havde taget passende skridt til at fjerne det indtryk kronikken kunne give. (J.nr. 1998-3597-815).

En overlæge medvirkede i et dokumentarprogram om apopleksibehandling og udtalte i programmet at apopleksipatienter burde behandles på specialafdelinger, og at det medførte en øget dødelighed hvis de blev indlagt og behandlet på andre afdelinger. Overlægens medvirken og optagelsen af en konkret patienthistorie, som også indgik i programmet, var først blevet godkendt af sygehusdirektionen.

Inden programmet blev bragt, forsøgte sygehusdirektionen at få overlægen til at lægge navn til en pressemeddelelse hvori han skulle udtale at den patient som medvirkede i programmet, var blevet behandlet fagligt forsvarligt. Overlægen nægtede dette og medvirkede i den forbindelse i en nyhedsudsendelse hvor han bl.a. udtalte at hans ytringsfrihed var blevet krænket ved forsøget på at få ham til at godkende pressemeddelelsen.

Overlægens arbejdsgiver, amtet, tildelte ham en irettesættelse på grund af hans ”samlede håndtering af mediebetjeningen” i sagen. Det var amtets opfattelse at han ikke havde vist tilfredsstillende loyalitet over for sygehusets bestræbelser på at give patienter med apopleksi en kvalificeret behandling, og at han havde overtrådt amtets informationspolitik ved at have medvirket i nyhedsudsendelsen uden at give besked herom.

Overlægen klagede til ombudsmanden over amtets håndtering af sagen. Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse at overlægens medvirken i nyhedsudsendelsen skete som privatperson. Han var dermed beskyttet af reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed, og han havde således ikke pligt til hverken før eller efter interviewet at orientere sin arbejdsgiver. Overlægens medvirken i dokumentarprogrammet skete derimod som led i tjenesten, hvorfor han ikke var beskyttet af ytringsfrihedsreglerne. Det var imidlertid ombudsmandens vurdering at de udtalelser som overlægen fremsatte i programmet, selv om de kunne opfattes som kritiske over for sundhedssystemet som sådan, ikke kunne anses for at være i strid med de rammer som amtet havde fastsat for hans medvirken i programmet. På den baggrund mente ombudsmanden ikke at der var grundlag for at tildele overlægen irettesættelsen.

På baggrund af ombudsmandens foreløbige redegørelse trak amtet irettesættelsen tilbage.

(J.nr. 2002-3762-812)

Ombudsmanden undersøgte af egen drift en sag om annoncering af ledige stillinger i staten på internettet. Det var ombudsmandens umiddelbare opfattelse at offentligt opslag af ledige stillinger (og lønnede hverv) udelukkende i form af annoncering på internettet ikke ville opfylde gældende regler for offentligt opslag på nuværende tidspunkt. Derimod kunne den indførte ordning hvor offentligt opslag af ledige stillinger (og lønnede hverv) i staten skete i form af såvel en annoncering på en internetadresse som i to landsdækkende dagblade, opfylde gældende regler. Dog burde annonceringen i dagbladene udbygges med oplysninger om telefonnummer som kunne anvendes ved henvendelser om yderligere oplysninger om stillingen. Desuden burde der være oplysning om en postadresse til brug bl.a. ved ansøgninger. Herudover gjaldt den eksisterende forpligtelse til at foretage en vurdering af annoncemediets egnethed i forhold til den konkrete stilling stadig, dvs. forpligtelse til at vurdere om det var tilstrækkeligt at anvende annoncering på internettet og i to landsdækkende aviser. (J.nr. 2001-0025-810).

En vicekriminalkommissær ved Rigspolitichefen der var efterforskningsleder i en drabssag, udtalte sig offentligt om manglende mandskab til efterforskningen af sagen. En vicekriminalinspektør, ligeledes ved Rigspolitichefen, meddelte vicekriminalkommissæren at han ikke måtte udtale sig til pressen om interne forhold i en afdeling hos Rigspolitichefen. Vicekriminalinspektøren bekræftede på et spørgsmål fra vicekriminalkommissæren at han havde fået en "mundkurv".

Efter bestemmelsen i ombudsmandslovens § 17, stk. 1, iværksatte ombudsmanden en undersøgelse. Ombudsmanden udtalte sig generelt om offentligt ansattes ytringsfrihed og udtalte om den konkrete sag at vicekriminalinspektøren ikke var berettiget til, på den måde det var sket, at meddele vicekriminalkommissæren begrænsninger i hans adgang til at udtale sig til pressen. Ombudsmanden mente det var beklageligt at Rigspolitichefen ikke på baggrund af de regler der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed, afgav en dækkende og juridisk korrekt udtalelse i sagen.

Ombudsmanden noterede sig at Rigspolitichefen havde givet tilsagn om i fremtiden at være opmærksom på vigtigheden af at tjenstlige tilkendegivelser i f.eks. sager som den foreliggende formidles med den fornødne præcision. (J.nr. 2003-2449-815).

Kirkeministeriet fratog en sognepræst hvervet som begravelsesmyndighed og gav samtidig præsten en kraftig påtale for at have medvirket til at skabe tvivl om sin varetagelse af dette hverv. Det måtte trods nogen uklarhed lægges til grund at beslutningen ikke var en disciplinær reaktion omfattet af tjenestemandslovens regler om disciplinærforfølgning – som det oprindelig havde været Kirkeministeriets tanke – men en diskretionær (skønsmæssig) reaktion.

Ombudsmanden mente ikke der var hjemmel til at give påtalen idet en påtale som diskretionær reaktion forudsætter at den er fremadrettet, dvs. at den gives med henblik på at ændre den ansattes fremtidige adfærd.

Ombudsmanden mente endvidere at der var betydelig tvivl om hvorvidt der var et tilstrækkelig sikkert grundlag for afgørelsen om at fratage sognepræsten hvervet som begravelsesmyndighed.
Kirkeministeriet burde have partshørt sognepræsten da det stod klart at der ikke ville blive tale om en disciplinærsag, men om en diskretionær afgørelse. Desuden var reglerne om begrundelse tilsidesat.

Ombudsmanden udtalte at den uklarhed hvormed to breve fra Kirkeministeriet til sognepræsten var formuleret, var meget beklagelig på grund af de pågældende personaleretlige beslutningers alvorlige karakter.

Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget, og at der blev truffet en ny afgørelse i lyset af det ombudsmanden havde anført.

Ministeriet tog ombudsmandens udtalelse til efterretning og overlod det til biskoppen at beslutte hvornår hvervet som begravelsesmyndighed skulle føres tilbage til sognepræsten.

(J.nr. 2003-2993-812).

En sognepræst var utilfreds med det boligbidrag som var fastsat af stiftsøvrigheden, og indbragte sagen for Kirkeministeriet. Ministeriet afviste at behandle sagen bl.a. med henvisning til at kompetencen til at fastsætte bidraget ifølge en aftale mellem Finansministeriet og tjenestemændenes centralorganisationer lå hos stiftet.

Ombudsmanden udtalte at borgernes ulovbestemte ret til at klage over en afgørelse til en overordnet myndighed ikke kan fjernes eller indskrænkes ved en aftale.

Den nævnte aftale måtte desuden karakteriseres som en rammeaftale der ikke fastlagde den konkrete udmøntning. Myndighedens ensidige fastsættelse af hvad tjenestemanden, der havde pligt til at bo i tjenesteboligen, skulle betale, var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Afgørelsen var truffet af en myndighed i den sædvanlige hierarkiske struktur, og klageadgangen var ikke afskåret ved udtrykkelig lovhjemmel. På den baggrund mente ombudsmanden at afgørelsen kunne indbringes for ministeriet, og han henstillede at ministeriet behandlede sagen. Ombudsmanden henstillede desuden at ministeriet enten ændrede cirkulæret om tjenestebolig så klageadgangen fremgik, eller tog initiativ til ændring af lovgivningen så det blev muligt for ministeriet at afvise sådanne klager.
Ministeriet behandlede herefter sagen og oplyste at cirkulæret ville blive ændret i overensstemmelse med henstillingen.
(J.nr. 2007-3458-802).

 

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

A, der var postmester i X, blev af kredspostmester B indberettet til Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet (P&T) for illoyal varetagelse af sin tjeneste. P&T besluttede herefter at iværksætte en disciplinærundersøgelse i medfør af tjenestemandslovens kapitel 4. Det tjenstlige forhør blev varetaget af P&T's auditørfunktion der på en række punkter fandt, at A havde handlet illoyalt og kritisabelt. På den baggrund traf P&T afgørelse om - som en disciplinær straf - at forflytte A til tjeneste i generaldirektoratet, jf. tjenestemandslovens § 24.

Ombudsmanden anså det for en fejl at P&T ikke i afgørelsen havde taget stilling til de synspunkter, som A's bisidder havde fremført i sine indlæg.

Et af de forhold som P&T's afgørelse hvilede på, var ikke nævnt i "åbningsskrivelsen", jf. tjenestemandslovens § 20. A havde imidlertid haft lejlighed til fuldt ud at tage stilling til forholdet under forhørene, og A's bisidder havde under partshøringsfasen udtalt sig om forholdet. På denne baggrund kunne ombudsmanden ikke kritisere at P&T havde inddraget forholdet i sine overvejelser om, hvorvidt A havde gjort sig skyldig i tjenesteforseelser.

Efter en gennemgang af omstændighederne vedrørende hvert af de 4 forhold som P&T's afgørelse hvilede på, udtalte ombudsmanden at de nævnte forhold ikke efter hans opfattelse havde karakter af tjenesteforseelser og at P&T's afgørelse derfor måtte anses for ugyldig. Ombudsmanden henstillede til P&T at annullere afgørelsen. (J. nr. 1993-1709-812)

En statsadvokat indstillede efterforskningen i en sag hvor en politiassistent var mistænkt for uberettiget at videregive fortrolige oplysninger til personer med tilknytning til det kriminelle miljø. Statsadvokaten videregav i den forbi-delse oplysninger fremkommet under efterforskningen om politiassistenten til politimesteren i den politikreds hvor politiassistenten var ansat.

Rigsadvokaten mente ikke at kunne kritisere videregivelsen, og politiassistenten klagede herefter til ombudsmanden.

I en foreløbig redegørelse udtalte ombudsmanden at efter hans opfattelse måtte det være persondatalovens behandlingsregler der fandt anvendelse ved bedømmelsen af om videregivelsen var berettiget.

Ombudsmanden mente at videregivelsen var berettiget efter persondatalovens regler.

Da hverken statsadvokaten eller Rigsadvokaten havde bedømt spørgsmålet efter persondatalovens regler, forelagde ombudsmanden spørgsmålet for Datatilsynet inden han afgav sin endelige udtalelse.

Datatilsynet udtalte at videregivelse i en situation som den foreliggende, hvor et brev var skrevet på edb og herefter printet ud og videregivet manuelt, skulle bedømmes efter forvaltningslovens og ikke efter persondatalovens regler.
I sin endelige redegørelse fastholdt ombudsmanden at mest talte for at fastholde den opfattelse der var fremsat i den foreløbige redegørelse om at spørgsmålet skulle bedømmes efter persondatalovens regler. På grund af den tvivl der var skabt herom som følge af Datatilsynets udtalelse, valgte ombudsmanden at vurdere om videregivelsen også var berettiget efter bestem-melsen i forvaltningslovens § 28. Ombudsmanden mente at det var tilfældet, og kunne derfor ikke kritisere statsadvokatens videregivelse.

Ombudsmanden underrettede ”Udvalget om udveksling af oplysninger inden for den offentlige forvaltning” om sagen således at sagens problemstilling kan indgå i grundlaget for udvalgets arbejde.
(J.nr. 2006-2591-611).

En professor klagede til ombudsmanden over at det universitet hvor han var ansat, havde krænket hans ytringsfrihed.

Professoren havde i en kronik kritiseret en rapport udarbejdet af tre af hans kolleger. Han havde også indkaldt erhvervsfolk til et møde til drøftelse af erhvervsudviklingen i regionen, og i den forbindelse henviste han til den kritiske kronik.

Universitetets rektor skrev i anledning af kronikken og mødeindkaldelsen til professoren og kritiserede hans adfærd der blev karakteriseret som ”dybt illoyal”. Kritikken blev fremsat bl.a. med baggrund i en aftale som tidligere var blevet indgået mellem professoren og rektor. Ifølge aftalen måtte professoren ikke, når han udtalte sig offentligt, referere til navngivne personer i direkte eller indirekte form. Rektor skrev desuden til dem som var inviteret til mødet, og gjorde opmærksom på at der var tale om et rent privat initiativ fra professorens side.
Ombudsmanden lagde til grund at professorens kritik af kollegerne og mødeindkaldelsen var tjenstlige aktiviteter. Reglerne om hvad offentligt ansatte kan ytre sig om som privatpersoner, var derfor ikke relevante.

Ombudsmanden udtalte at spørgsmålet om rektors reaktioner måtte bedømmes på baggrund af ledelsesretten. Ledelsesretten skal for så vidt angår ansættelsen på et universitet, udøves bl.a. med respekt for reglerne i universitetsloven.

Det var ombudsmandens opfattelse at forbuddet mod at referere til navngivne personer ikke var foreneligt med reglerne i universitetsloven om forskningsfrihed og tilskyndelse til at deltage i den offentlige debat. Den del af rektors kritik der havde baggrund i overtrædelse af dette forbud, var derfor ikke berettiget.

Derimod mente ombudsmanden at det lå inden for ledelsesrettens rammer at stille krav om loyal adfærd over for kolleger i forbindelse med faglig kritik, herunder krav til sprogbrugen og til information, inden kritik fremsættes offentligt. Herudover måtte der også kunne stilles krav om at en professor underrettede universitetsledelsen inden der blev indkaldt til at møde hvor det fremstod som om mødet var indkaldt på universitets vegne, og som om professoren repræsenterede universitetets synspunkter. I det omfang rektors kritik var baseret på disse forhold, kunne den således ikke give ombudsmanden anledning til bemærkninger.

Endelig var det ombudsmandens opfattelse at rektor som led i ledelsesretten kunne rette henvendelse til de inviterede for nærmere at redegøre for universitetets rolle og i den forbindelse kunne præcisere at de synspunkter som blev fremsat i mødeindkaldelsen, var professorens egne, og ikke universitets syns punkter.

(J.nr. 2003-4209-815)