En kvinde klagede bl.a. over et socialt nævns afslag på at genoptage hendes førtidspensionssag på baggrund af 2 principielle højesteretsdomme. Nævnet havde i afslaget henvist til at pensionsmyndighedernes praksisændring efter højesteretsdommene kun vedrørte sager hvor ansøgeren allerede var tilkendt førtidspension. Kvindens sag var ikke omfattet af praksisændringen fordi hun ikke tidligere var tilkendt pension. Den Sociale Ankestyrelse afviste sagen da nævnets afgørelse ikke stred mod Ankestyrelsens praksis.

Ombudsmanden udtalte sig generelt om visse fortolkningsmæssige spørgsmål i relation til højesteretsdommene. Bl.a. udtalte ombudsmanden at der ikke var holdepunkter for at læse højesteretsdommene således at det havde haft betydning for dommenes resultat eller for den prøvelse der var foretaget, at ansøgerne havde fået tilkendt pension. Tværtimod måtte dommene læses således at der ville være foretaget samme prøvelse og nået samme resultat hvis ansøgeren helt var blevet nægtet pension.

På den baggrund mente ombudsmanden ikke at nævnet kunne afvise genoptagelse med den givne begrundelse. Nævnet måtte foretage en konkret vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med domspraksis.Ombudsmanden udtalte endvidere at en borger der havde fået sin sag afgjort efter en praksis der blev underkendt af domstolene, kunne forlange sin sag genoptaget hvis det måtte antages at sagens udfald nu ville blive et andet. På baggrund af det Ankestyrelsen havde anført om at det ikke ville være muligt ud fra generelle kriterier at udskille de tidligere afgjorte sager hvor dommene kunne have betydning, havde ombudsmanden ikke bemærkninger til at myndighederne ikke af egen drift havde genoptaget de relevante sager. Ombudsmanden lagde vægt på at Ankestyrelsen havde underrettet kommunerne og offentligheden om borgernes mulighed for at få genoptaget tidligere afgjorte sager.

Ombudsmanden sendte sagen til Den Sociale Ankestyrelse til vurdering af om Ankestyrelsen havde grundlag for at genoptage sagen til principiel eller generel behandling. (J.nr. 2001-3564-040).

En privat virksomhed bestemte hvad en borger skulle betale for at få aktindsigt i et offentligt register. Fremgangsmåden var godkendt af et ministerium og en styrelse, men der var tale om ulovlig delegation til den private virksomhed, udtaler ombudsmanden.

En advokat klagede til ombudsmanden over at Naturklagenævnet havde afkrævet ham et gebyr på 500 kr. for at tage stilling til hans indsigelser mod nævnets behandling af en klage.

Ombudsmanden mente at Naturklagenævnet havde tilstrækkelig hjemmel til at opkræve gebyr.

Ombudsmanden bemærkede at Naturklagenævnet uanset dette fortsat havde pligt til under visse omstændigheder på eget initiativ at genoptage behandlingen af en sag. Se i øvrigt ombudsmandens j.nr. 2004-4007-109, optaget i denne beretning som sag nr. 8-3.
(J.nr. 2005-3841-109).

En kommune K fremsatte over for A krav om delvis tilbagebetaling af individuel boligstøtte for 1988 som følge af, at A i dette år havde modtaget en højere støtte, end hendes indtægt berettigede til. A gjorde gældende, at tilbagebetalingskravet var bortfaldet eller reduceret som følge af, at der over for hende var afsagt kendelse om gældssanering med skæringsdato den 23. september 1988.

K fastholdt kravet under henvisning til, at tilbagebetalingskravet først var stiftet den 31. december 1988.

A klagede til Det Sociale Ankenævn (S). S afviste at behandle klagen med den begrundelse, at spørgsmålet om rækkevidden af gældssaneringskendelsen henhørte under domstolene.

Ombudsmanden udtalte, at det - som følge af det almindelige forhold mellem forvaltningen og domstolene - påhvilede ankenævnet at lægge kendelsen om gældssanering uprøvet til grund. I det omfang der måtte opstå tvivl om, hvorvidt tilbagebetalingskravet var omfattet af gældssaneringen, måtte ankenævnet derfor tage stilling til dette spørgsmål; at spørgsmålet - som ethvert andet retsspørgsmål - i sidste instans henhørte under domstolene, var i denne forbindelse uden betydning.

På den baggrund henstillede ombudsmanden til ankenævnet at tage spørgsmålet om realitetsbehandling af A's klage op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1991-1676-17).

I forbindelse med behandlingen af en konkret sag blev ombudsmanden opmærksom på at der kunne være tvivl om omfanget af pårørendes ret til oplysninger om afdøde patienter i henhold til reglerne i sundhedsloven. Ombudsmanden rejste derfor en egen drift-sag over for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse om Sundhedsvæsenets Patientklagenævns anvendelse af reglerne.

Efter at have gennemgået Patientklagenævnets og ministeriets svar var ombudsmanden enig med myndighederne i at sundhedsloven ikke kunne antages at give de nærmeste pårørende en egentlig ret til aktindsigt i afdødes journal. På baggrund af de klare forarbejder til loven var ombudsmanden dog ikke i tvivl om at loven skulle forstås sådan at afdødes nærmeste pårørende som udgangspunkt har en egentlig ret til indsigt i oplysninger om afdødes sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde. Denne ret for de pårørende må nødvendigvis modsvares af en pligt for de relevante sundhedspersoner til at udlevere oplysningerne.

Endvidere fastslog ombudsmanden at Patientklagenævnet skal informere sundhedspersonen hvis nævnet mener at en sundhedsperson har handlet i strid med sin pligt til at udlevere oplysninger.
(J.nr. 2006-3974-401)