En borger klagede til Naturklagenævnet over at en kommune havde givet ham afslag på en ansøgning om at måtte bo hele året i et sommerhus. Naturklagenævnet gik i gang med at behandle sagen. Efter godt et år meddelte Naturklagenævnet borgeren at nævnet ikke ville tage stilling til sagen fordi nævnet havde fået klagen en dag efter udløbet af klagefristen.

Naturklagenævnet havde ikke foretaget partshøring, og efterfølgende gjorde borgeren flere indsigelser mod afvisningen af klagen. To gange afkrævede Naturklagenævnet borgeren et klagegebyr for at tage stilling til hans indsigelser som nævnet betragtede som anmodninger om genoptagelse af sagen.

Ombudsmanden mente at det var meget beklageligt at nævnet først efter mere end år efter modtagelsen af klagen havde taget stilling til om den var indkommet rettidigt. Ombudsmanden kritiserede at nævnet ikke havde partshørt borgeren før nævnet afviste klagen og efterfølgende fastholdt afvisningen. Ombudsmanden mente endelig at Naturklagenævnet ikke havde hjemmel i den dagældende bekendtgørelse til at opkræve klagegebyr for at tage stilling til borgerens indsigelser. Om Naturklagenævnets gebyropkrævning efter en senere bekendtgørelse henvises til ombudsmandens j.nr. 2005-3841-109, optaget i denne beretning som sag nr. 8-4 efter denne sag.
(J.nr. 2004-4007-109). 

Et forældrepar gav i perioden fra 1988 til 1996 flere pengegaver til deres døtre. Beløbene blev indsat på en almindelig konto i banken, ikke i en forvaltningsafdeling. I 1996 døde faren, og Civilretsdirektoratet traf i 1999 afgørelse om at pengegaverne skulle indsættes på en konto i en forvaltningsafdeling efter § 3, stk. 1 og 2, litra b, i den tidligere gældende lov om anbringelse af umyndiges midler.

I sin foreløbige redegørelse i sagen tilkendegav ombudsmanden at forvaltningsrettens officialprincip og almindelige bevisprincipper måtte være afgørende for vurderingen af gavegivers bestemmelse.

Det forhold at der var identitet mellem gavegiver og værge, talte efter ombudsmandens opfattelse med meget stor vægt for at værgerne havde handlet i overensstemmelse med gavegivernes klare hensigt på tidspunktet hvor gaven blev givet.

Ombudsmanden udtalte endvidere at Civilretsdirektoratets strenge dokumentationskrav for gavegivers bestemmelse harmonerede mindre godt med udviklingen på retsområdet.

Ombudsmanden var enig i Civilretsdirektoratets synspunkt om at gavegiver på tidspunktet for gavens givelse skal have mulighed for at kende de vilkår som gaven gives på. I den konkrete sag forekom beskyttelseshensynene bag § 3, stk. 1 og 2, litra b, i lov om anbringelse af umyndiges midler imidlertid mindre relevante idet gavegiver ikke var "tredjemand", men derimod identisk med værgerne. Værgerne måtte selvsagt antages at have handlet i overensstemmelse med gavegivers ønske.

Ud fra oplysningerne i den konkrete sag var det ombudsmandens foreløbige opfattelse at grundlaget for Civilretsdirektoratets afgørelse ikke var i overensstemmelse med almindelige juridiske bevisprincipper, og at direktoratets afgørelse i sit indhold forekom urimelig. (J.nr. 1999-2525-650).

En kommune K besluttede at sælge to skovarealer til et anpartsselskab. I forbindelse hermed opstod der spørgsmål om, hvorvidt en lov fra 1866 om udmarksjorder samt vedtægter vedrørende de to skovarealer fastsat i henhold til loven stadig var gældende.

Skov- og Naturstyrelsen (SNS) gav udtryk for, at 1866-loven måtte antages at være bortfaldet ved desvetudo. SNS havde ingen indvendinger mod K's salg af skovarealerne. A klagede over SNS' opfattelse til ombudsmanden.

Ombudsmanden gav en kort redegørelse for, under hvilke betingelser en retsregel må antages at være bortfaldet ved desvetudo. Efter ombudsmandens vurdering var der ikke grundlag for at antage, at der længe og i almindelighed var handlet i strid med loven. Hermed var den første betingelse for at anse loven for bortfaldet ikke opfyldt. Loven måtte derfor ifølge ombudsmanden antages stadig at være gældende.

Ombudsmanden henstillede til SNS at genoptage sagen til fornyet behandling. (J. nr. 1991-646-143).

Arbejdsmarkedets Ankenævn fastholdt en afgørelse om at slette et medlem af en a-kasse på grund af svig. Anklagemyndigheden havde besluttet at opgive påtale mod A for bedrageri fordi der ikke kunne føres det tilstrækkelige bevis for forsæt. Ombudsmanden lagde til grund at forsætsbegrebet i arbejdsløshedsforsikringslovens svigsbestemmelse og strafferetten principielt er det samme, men at der er forskel i henseende til beviskravet. Det var derfor ikke en nødvendig følge af en påtaleopgivelse efter straffeloven at svigsslettelsen efter arbejdsløshedsforsikringsloven skulle ophæves.

Af myndighedernes udtalelser fremgik imidlertid at de tillagde anklagemyndighedens påtaleopgivelse mindre vægt end en frifindende dom. Ombudsmanden mente at de to reaktionsformer i overensstemmelse med de almindelige principper for strafforfølgning måtte sidestilles i den her omhandlede sammenhæng og henstillede at ankenævnet genoptog sagen. (J.nr. 1997-2580-019).

En forretningsdrivende havde klaget til Monopoltilsynet (M) over, at en konkurrent overtrådte reglerne i prismærkningsloven om pligt til skiltning med organiseret rabat. Uanset en bestemmelse i prismærkningsloven om, at M skulle påse, at lovens regler blev overholdt, afviste M og Industriministeriet (I) at behandle sagen og henviste klageren til at anmelde overtrædelsen til politiet.

Som begrundelse for afvisningen henviste I til, at M ikke længere havde ressourcer til at behandle konkrete klagesager, og at Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af konkurrenceloven havde fået oplysning om den ændrede praksis.

Ombudsmanden udtalte, at en tilsynsbestemmelse ikke medfører en pligt til at behandle alle klager. Der består på den anden side en pligt til at realitetsbehandle henvendelser, i hvilke der rejses konkret begrundet mistanke om, at der foreligger en lovovertrædelse af nogen betydning. Heraf følger, at en myndighed som minimum må foretage en vurdering af, om en henvendelse rejser en sådan mistanke. Ombudsmanden fandt det beklageligt, at I havde tiltrådt afvisningen af at foretage denne vurdering i den konkrete sag.

Folketingets tilkendegivelser i forbindelse med en anden og senere lovgivning (konkurrenceloven) kunne efter ombudsmandens opfattelse ikke inddrages i fortolkningen af prismærkningsloven. (J. nr. 1990-197-31).