Aktindsigt i sag om nedsættelse af Højskoleudvalget. Notatpligt

FOB 99.516

En journalist klagede over at Undervisningsministeriet ikke havde givet fuld aktindsigt i ministeriets sag om nedsættelse af Højskoleudvalget.

Med henvisning til at offentlighedslovens regler om aktindsigt ikke finder anvendelse på sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste, kunne ombudsmanden ikke kritisere at Undervisningsministeriet ikke gav journalisten fuld aktindsigt.

Ombudsmanden mente at oplysninger om hvem ministeriet kontaktede som mulige medlemmer af Højskoleudvalget, og hvad de svarede ministeriet, var oplysninger der skulle tages notat om efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 6. Men da disse oplysninger allerede fremgik af sagens øvrige dokumenter, var der ikke pligt til at tage notat. (J.nr. 1998-2104-701).