Aktindsigt i sag om ny beskatningsmetode for rederier. Lovgivningssag? Begrundelse

FOB 99.323

En journalist klagede til ombudsmanden over Skatteministeriets afslag på aktindsigt i bl.a. korrespondancen mellem Dansk Rederiforening og ministeriet vedrørende indførelse af en ny beskatningsmetode for rederier. Journalisten klagede endvidere over begrundelsen for afslaget.

Ombudsmanden henviste til to tidligere ombudsmandsudtalelser om rækkevidden af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedsloven om "sager om lovgivning". Det var i de nævnte udtalelser lagt til grund at de sager der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen, må afgrænses snævert, således at de kun omfatter handlinger og dokumenter med nær tilknytning til den lovgivningspolitiske proces. Det må som udgangspunkt kræves at der foreligger et lovgivningsprojekt af bestemt, relativt præcist angivet indhold, og at det påtænkte lovforslag forventes fremsat inden for nær fremtid.

Ombudsmanden udtalte herefter at det i denne sag måtte anses for usikkert om der ville blive fremsat et lovforslag, hvornår det i givet fald ville ske, og hvad det konkrete indhold af et sådant lovforslag ville blive. Betingelsen om at der skal være tale om et lovgivningsprojekt af et relativt præcist angivet indhold, var derfor ikke opfyldt. Ombudsmanden kritiserede Skatteministeriets begrundelse for afslaget og henstillede til ministeriet at træffe en ny afgørelse i sagen. (J.nr. 1998-2661-201).