FOB nr 99.218

I forbindelse med en klage over en politiassistent blev klageren afhørt, og der blev optaget rapport om det forklarede. Uanset at indholdet af samtalen blev noteret i form af en afhøringsrapport, mente ombudsmanden ikke at der var tale om et egentligt efterforskningsskridt. Derimod havde samtalen til formål at klarlægge den mundtlige klages karakter, herunder om der var tale om anmeldelse af et strafbart forhold eller om en adfærdsklage som efter omstændighederne kunne afgøres ved en samtale. Ombudsmanden kunne derfor ikke kritisere at politimesteren ikke straks henviste klageren til at henvende sig til statsadvokaten.

Ved efterforskningen af klagen lod statsadvokaten politiets afhøringsrapport indgå som en del af grundlaget for sin undersøgelse. Ombudsmanden kunne ikke kritisere dette. Ombudsmanden lagde vægt på at rapporten, uanset dens form af en afhøringsrapport udarbejdet af politiet, udgjorde et skriftligt grundlag for klagen. Afhøringsrapporten var underskrevet af klageren og måtte således kunne sidestilles med en klage udformet af klageren selv.

Politiassistenten klagede over at han ikke var blevet partshørt i forbindelse med en genafhøring af klageren. Ombudsmanden udtalte at sagen fra det tidspunkt da statsadvokaten traf beslutning om at opgive strafferetlig forfølgning, men fastholdt at ville udtale kritik af politiassistentens adfærd, ændrede karakter således at partshøringsforpligtelsen efter forvaltningslovens § 19 indtrådte. Da der imidlertid ikke var fremkommet nye faktiske oplysninger under genafhøringen, kunne ombudsmanden ikke kritisere at partshøring ikke havde fundet sted. (J.nr. 1999-0556-609).