Kommunalt ansattes ret til at henvende sig til byrådet uden om de administrative chefer

FOB 96.131

En fagforening og et fagforbund klagede over en afgørelse fra Tilsynsrådet for Ribe Amt. Sagen drejede sig om Esbjerg Kommunes udstedelse af et tjenstligt pålæg til fem medarbejdere i kommunens Flygtningegruppe om fremover ikke at rette tjenstlige henvendelser til det politiske system uden om eller parallelt med henvendelser til ledelsen.

De fem medarbejdere havde sendt et brev til blandt andre borgmesteren på trods af at de af socialdirektøren havde fået oplyst at brevet skulle sendes gennem kontorchefen. I brevet gjorde de indsigelser imod at deres afdeling ikke havde fået tildelt yderligere arbejdskraft i forbindelse med en omstrukturering af ressourcer.

Ombudsmanden udtalte generelt at ledelsen af et administrativt hierarki i offentlige forvaltningsmyndigheder inden for lovgivningens rammer er forholdsvis frit stillet med hensyn til at bestemme hvordan kommunikationen mellem ansatte og ledelsen, herunder den politiske ledelse, skal foregå.

Ombudsmanden bemærkede dog at en sådan ret var begrænset af princippet i grundlovens § 77 om de ansattes adgang til at udtale sig som privatpersoner. De underordnedes almindelige ulovbestemte rådgivningspligt indebar også begrænsninger i denne ret.

Det gav herefter ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger at Esbjerg Kommune havde fastsat regler der forpligtede de underordnede til at rette eventuelle tjenstlige henvendelser til det politiske niveau gennem de pågældendes overordnede chefer. (J.nr. 1995-2277-009).