FOB nr 95.381

På vegne af et medlem som var ansat i en kommunes socialforvaltning klagede en fagforening over at kommunen havde reageret tjenstligt over for medarbejderen, efter at han i et interview i lokalavisen havde udtalt sig om kommunens arbejds- og arbejdsmiljømæssige forhold. Foreningen mente at medarbejderens grundlovssikrede ret til ytringsfrihed herved var blevet begrænset.

Ombudsmanden lagde til grund at kommunens brev til medarbejderen i sagen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og kritiserede på den baggrund at skrivelsen ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse.

Ombudsmanden mente ikke at medarbejderens udtalelser overskred de retlige grænser for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden udtalte derfor kritik af at kommunen uberettiget havde irettesat medarbejderen.

Ombudsmanden henstillede til kommunen at den for fremtiden - hvis den enten i konkrete afgørelser eller i generelle personalepolitiske foranstaltninger ønskede at tilkendegive sin holdning til de ansattes ytringer - forsøgte at undgå, at tilkendegivelserne til de ansatte kunne opfattes som retlige grænser for deres ytringsfrihed. (J. nr. 1994-972-419).