FOB nr 95.221

Hovedspørgsmålet i sagen var om en nabo til et byggeri skulle have været partshørt i henhold til forvaltningslovens § 19 inden kommunen meddelte bygherren dispensation fra lokalplanbestemmelser om bygningshøjde. Kommunen havde alene gennemført en naboorientering efter planlovens § 20, og denne orientering opfyldte ikke fuldt ud kravene til partshøring efter forvaltningslovens § 19.

Naturklagenævnet udtalte at en person der efter planlovens § 20 skal orienteres om en dispensationsansøgning, ikke i forvaltningslovens forstand er part i sagen. Nævnet fandt derfor at forvaltningslovens § 19 om partshøring var uden betydning for sagen. Denne retsopfattelse var ombudsmanden ikke enig i. Ombudsmanden henviste til at partsbegrebet ikke var fraveget i planlovens bestemmelser. Spørgsmål om partsstatus må navnlig afgøres ud fra en konkret vurdering af om den pågældende har en væsentlig og individuel interesse i sagens afgørelse. Vurderingen af om en person skal anses for part i sagen, skal foretages uafhængigt af om den pågældende (i medfør af planlovens § 20) er orienteret om dispensationsansøgningen. Ombudsmanden henstillede til Naturklagenævnet at genoptage behandlingen af sagen og i den forbindelse udtrykkeligt tage stilling til om naboen burde være anset for part allerede ved kommunens behandling af sagen. (J. nr. 1994-763-120).