Kulturministeriets tilsyn med Det Kgl. Teater.

FOB 94.196

Chefredaktør A ved dagbladet Information klagede til ombudsmanden over at Det Kongelige Teater (DKT) på grund af avisens negative omtale af teatrets forestillinger ikke ønskede at annoncere i avisen.

Ombudsmanden sendte A's klage til Kulturministeriet (KM) til besvarelse. KM afviste at kunne behandle klagen med den begrundelse at KM ikke var rekursmyndighed i forhold til DKT's beslutning om ikke at annoncere i avisen.

Ombudsmanden udtalte at der i teaterlovens § 4, stk. 1, er lovfæstet et over-/underordnelsesforhold mellem KM og DKT. Den overordnede myndighed skal som følge af over/underordnelsesforholdet føre tilsyn med at den underordnede myndigheds forvaltning og øvrige virksomhed er i overensstemmelse med lovgivningen og andre regler, herunder almindelige forvaltningsretlige principper. Ombudsmanden henstillede at KM i sin egenskab af tilsynsmyndighed over for DKT tog stilling til A's klage. (J. nr. 1994-917-75).