Manglende partshøring om fastsættelse af bidragspligt forud for separation.

FOB 93.156

A klagede over, at han ved Statsamtets (SA's) og Civilretsdirektoratets (CD's) afgørelser var pålagt bidragspligt for hans tidligere hustrus (B's) underhold i perioden fra samlivsophævelsen til datoen for separationsbevillingen. A mente, at han havde opfyldt sin forsørgelsespligt i denne periode. A og B blev separeret på vilkår, at A skulle bidrage til B's underhold i 8 år fra separationsbevillingens dato. Ved SA's behandling af sagen om bidragsstørrelsen oplyste B, at hun ønskede bidrag fastsat fra "separationsbevillingens dato - gerne før". SA partshørte ikke A i relation til B's begæring om fastsættelse af bidrag forud for separationen og fastsatte A's bidragspligt med virkning fra ægtefællernes samlivsophævelse.

Ombudsmanden udtalte, at A burde have været gjort bekendt med, at B havde anmodet om fastsættelse af underholdsbidrag forud for separationen, således at han havde haft lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, før der blev truffet afgørelse i sagen. Ombudsmanden kritiserede, at CD ikke ved behandlingen af A's klage var blevet opmærksom på partshøringsmanglen, og henstillede, at Civilretsdirektoratet genoptog sagen til fornyet behandling. (J. nr. 1992-661-651).