FOB nr 92.276

A's ægtefælle B fik udbetalt ca. 10.000 kr. fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). K Kommune, der siden 1986 med afbrydelser havde udbetalt kontanthjælp til A og B, meddelte, at beløbet måtte anses for indtægt, jf. bistandslovens § 38. Da A og B efter K's opfattelse havde anvendt det omhandlede beløb uforsvarligt, blev kontanthjælpen for den periode, hvor A og B ellers skulle have levet heraf, udbetalt med tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. K's afgørelse blev alene meddelt mundtligt. A påklagede afgørelsen til det sociale ankenævn (SAN), der mente, at beløbet skulle anses for formue, jf. bistandslovens § 39. SAN stadfæstede i øvrigt K's afgørelse.

Ombudsmanden udtalte, at den omstændighed, at der ikke mellem K og SAN var enighed om, hvorvidt beløbet skulle henføres under bistandslovens §§ 38 eller 39, ikke i sig selv medførte, at SAN var uberettiget til at stadfæste K's afgørelse (jf. FOB 1981, s. 255). Der var ikke grundlag for at kritisere SAN's retsopfattelse, hvorefter beløbet skulle henføres under bistandslovens § 39.

SAN's begrundelse for, at der ikke i medfør af bistandslovens § 39, stk. 1, 2. pkt., kunne bortses fra en del af beløbet, der var anvendt til familiens flytning, var utilstrækkelig, jf. forvaltningslovens § 24. Det samme gjaldt SAN's begrundelse for, at familiens forbrug af beløbet skulle anses for uforsvarligt i relation til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. I øvrigt udtalte ombudsmanden, at det fulgte af god forvaltningsskik, at K's afgørelse burde have været meddelt skriftligt.

Ombudsmanden fandt ikke, at SAN kunne afvise at genoptage sagen under henvisning til, at sagen oprindelig var afgjort af det nu nedlagte amtsankenævn. (J. nr. 1991-1463-051).