FOB nr 92.250

A klagede over K Kommunes behandling af ham i forbindelse med, at kommunen ydede støtte til, at hans daværende hustru B tog ophold på døgninstitutionen D sammen med parrets yngste søn C.

Ombudsmanden fandt, at kommunen burde have underrettet A om beslutningen om at yde støtte til C's ophold uden for hjemmet, da forældrene havde fælles forældremyndighed over C. For så vidt angik kommunens beslutning om at yde støtte til C's ophold på institutionen, fandt ombudsmanden, at A måtte anses som part. En afgørelse om, hvorvidt der skulle gives A aktindsigt, burde derfor have været truffet på grundlag af forvaltningsloven. Det tiltrådtes dog, at oplysningerne vedrørende støtten til B måtte vurderes efter offentlighedsloven. Kommunen havde i afslaget på aktindsigt henvist til den almindelige tavshedspligt i straffelovens § 152. Denne henvisning ansås for uberettiget, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 2, og offentlighedslovens § 14. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund, at kommunen genoptog sagen til ny behandling.

Socialministeriet havde meddelt, at det overordnede ressorttilsyn ikke gav Socialstyrelsen kompetence til at gå ind i en konkret bedømmelse af sagsforløbet i en personsag. Ombudsmanden udtalte hertil, at det måtte antages, at ministeriet har en ganske vidtgående adgang til inden for sit ressortområde at afgive vejledende udtalelser om lovgivningens indhold og anvendelse. Udtalelserne kan gives med udgangspunkt i konkrete sager. (J. nr. 1991-134-060).