FOB nr 92.141

Et dagblad A klagede over Justitsministeriets (JMT's) afgørelse, hvori JMT tiltrådte en afgørelse truffet af politimesteren (P) i X-by, hvorved P afbrød samarbejdet med A, når dette var repræsenteret ved journalist B. Afgørelsen var en reaktion på en i pressen verserende kritik af politiet i X-by.

Ombudsmanden udtalte, at P burde have meddelt afgørelsen om udelukkelse af B fra at modtage informationer skriftligt. Ombudsmanden udtalte endvidere, at politiet burde have anset B som part i sagen, idet afgørelsen havde direkte betydning for B's videre arbejde som journalist. Ombudsmanden kritiserede, at afgørelsen ikke indeholdt nogen tidsbegrænsning. Endvidere pegede ombudsmanden på, at artikler forfattet af andre journalister ikke kunne tillægges betydning ved beslutningen om udelukkelse af B.

Ombudsmanden kritiserede JMT for ikke over for P at have påtalt de ovenfor angivne forhold.

Afslutningsvis udtalte ombudsmanden, at principperne i medieansvarsloven er til hinder for, at en myndighed er berettiget til at foretage begrænsninger i en journalists adgang til informationer med henblik på at sanktionere krænkelser af de presseetiske regler. En særordning for bestemte medievirksomheder/pressemedarbejdere kan derimod efter omstændighederne begrundes ud fra ordensmæssige hensyn, hensynet til at forebygge misbrug og ønsket om at sikre en almindelig adgang for journalister til at modtage informationer, såfremt disse hensyn er tungtvejende. (J. nr. 1991-1577-619).