Annullering af karakterer givet til studentereksamen i mundtlig tysk.

FOB 89.213

Ved en studentereksamen i mundtlig tysk blev der givet meget høje karakterer, således fik 12 af 22 elever karakteren 13, og 3 elever fik 11. Eksamensgennemsnittet var 11,6.

På baggrund af en indberetning fra rektor om eksamensforløbet besluttede Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen at annullere karaktererne. Eleverne blev herefter tilbudt enten at gå til omeksamen eller at få overført deres årskarakterer.

Direktoratet fandt, at Undervisningsministeriets tilsynsbeføjelse over for gymnasieskolerne (jf. lov om gymnasieskoler og studenterkursus, § 20) udgjorde det tilstrækkelige grundlag for, at direktoratet kunne gribe ind over for eksamensforløbet og annullere karaktererne.

Ombudsmanden fandt, at det forhold, at ministeriet som sektormyndighed var tillagt en tilsynsbeføjelse, alene medførte, at ministeriet var beføjet til at holde sig underrettet om udviklingen på området og til at udtale sig vejledende om sin opfattelse af forholdene. En sektormyndigheds udøvelse af retligt bindende beføjelser måtte derimod kræve udtrykkelig lovhjemmel.

Da der ikke fandtes lovbestemmelser eller andre lignende retskilder, som tillagde Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen beføjelse til at annullere eksamenskarakterer, var ombudsmanden af den opfattelse, at direktoratet havde været ubeføjet til at annullere de pågældende karakterer.

Ombudsmanden fandt, at der var tale om en ugyldig afgørelse, hvis konsekvens var, at de oprindelige karakterer skulle stå ved magt, og at eleverne fik udleveret nye eksamensbeviser.

Ombudsmanden henstillede til direktoratet at genoverveje sagen.

Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen tilbagekaldte herefter afgørelsen om annullation af karaktererne, og eleverne fik udleveret nye eksamensbeviser. (J. nr. 1989-997-710).