Kritik af afgrænsningen af en aktindsigtsanmodning samt af beskrivelsen af afgrænsningen og et dokuments indhold

FOB 2020-9

Udlændingestyrelsen og – som klageinstans – Udlændinge- og Integrationsministeriet gav en journalist delvist afslag på aktindsigt i oplysninger om styrelsens revurdering af en udlændings plads på den nationale sanktionsliste over religiøse forkyndere.

Sagen rejste spørgsmål om Udlændinge- og Integrationsministeriets afgrænsning af aktindsigtsanmodningen og om ministeriets beskrivelse af den foretagne afgrænsning og ministeriets beskrivelse af indholdet af et af de relevante dokumenter.

Det var ombudsmandens opfattelse, at Udlændinge- og Integrationsministeriet i sin afgørelse havde beskrevet indholdet af et af sagens dokumenter på en misvisende måde og i forlængelse heraf havde undladt at forholde sig til, om journalisten havde ret til aktindsigt i dokumentet.

Derudover mente ombudsmanden, at ministeriets afgørelse var egnet til at give et forkert billede af, hvad ministeriet havde forholdt sig til i relation til to andre dokumenter.

Endelig mente ombudsmanden, at ministeriets fremgangsmåde i sagen havde resulteret i en for snæver afgrænsning af journalistens anmodning. Det var således ombudsmandens opfattelse, at ministeriet enten burde have an­lagt en bredere forståelse af anmodningen eller have kontaktet journalisten for at få afklaret, om ministeriet havde forstået anmodningen korrekt, eller i sin afgørelse tydeligt have beskrevet afgrænsningen af anmodningen, så journalisten havde mulighed for at vurdere, om der var anledning til at vende tilbage med en ny, supplerende anmodning.

Ombudsmanden henstillede til Udlændinge- og Integrationsministeriet at genoptage sagen med henblik på fornyet behandling, herunder eventuelt i dialog med journalisten at afklare forståelsen af anmodningen om aktindsigt.

Udlændinge- og Integrationsministeriet genoptog efterfølgende sagen og vur­derede journalistens ret til aktindsigt på baggrund af en bredere forståelse af aktindsigtsanmodningen.

(Sag nr. 19/03138)