Danske politibetjente tilsidesatte ikke forpligtelser under tvangsudsendelse

FOB 2019-6

To af ombudsmandens medarbejdere fulgte politiets tvangsudsendelse af et antal udlændinge. Efter ankomsten til destinationslandet ville to udlændinge ikke forlade flyet, og en lokal politichef slog de to udlændinge i ansigtet. 

Rigspolitiet vurderede, at de danske politibetjente efter reglerne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention havde ansvaret for at beskytte de to udlændinge.  

Rigspolitiet vurderede samtidig, at de danske betjente – og dermed den danske stat – ud fra bl.a. sikkerhedshensyn ikke tilsidesatte forpligtelser ved ikke at gribe ind over for den lokale politichef. 

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at tilsidesætte Rigspolitiets vurdering af, at de to udlændinge var under de danske myndigheders jurisdiktion. Endvidere havde ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere Rigspolitiets vurdering af, at politiet ikke tilsidesatte sine forpligtelser under udsendelsen. 

Ombudsmanden var således bl.a. enig med Rigspolitiet i, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis inden for andre områder, at statens positive forpligtelser ikke må fortolkes på en sådan måde, at de pålægger staten en uforholdsmæssig byrde, og i øvrigt skal vurderes i forhold til situatio­nen på det pågældende tidspunkt. Stater vil på den baggrund bl.a. kunne ifalde ansvar, hvis myndighederne har undladt at træffe rimelige foranstaltninger med henblik på at beskytte personer, som myndighederne har ansvaret for. 

Rigspolitiets vurdering af politiets forpligtelse til at underrette relevante myndigheder efter eventuelle observationer under en ledsaget udsendelse gav heller ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger. 

Herudover var ombudsmanden enig med Rigspolitiet i, at dokumentationen vedrørende den lægeordinerede medicin til en udlænding var mangelfuld. Som følge af den mangelfulde dokumentation havde ombudsmanden ikke mulighed for at vurdere, om det var en fejl, at udlændingen ikke fik udleveret medicin under udsendelsen. 

Rigspolitiet udsendte den 6. februar 2019 en ny vejledning, der præciserede danske betjentes forpligtelser under udsendelser. 

(Sag nr. 17/00397)