FOB 2019-5
Ombudsmanden havde i 2017 afsluttet en undersøgelse af Udlændinge- og Integrationsministeriet vedrørende en instruks, som ministeren i 2016 havde givet Udlændingestyrelsen om indkvartering af mindreårige gifte eller samlevende asylansøgere. Den skriftlige instruks var blevet suppleret af mundtlige instrukser til Udlændingestyrelsen.
Ombudsmanden konkluderede i 2017 bl.a., at den skriftlige instruks efter sit indhold var ulovlig, og at den samtidig medførte en betydelig risiko for, at der blev truffet forkerte afgørelser i de konkrete sager. Ombudsmanden fandt sammenfattende ministeriets fremgangsmåde særdeles kritisabel.
Ombudsmanden havde i forbindelse med sin undersøgelse bedt om at modtage de sagsakter i ministeriet og Udlændingestyrelsen, der ”belyser myndighedernes retlige overvejelser i tilknytning til den omhandlede instruks”, uanset om der var tale om f.eks. e-mails, ”mavebælter”, sms’er, håndskrevne notater mv.
Mindre end tre måneder efter at ombudsmanden havde afsluttet sin undersøgelse, fandt en medarbejder i Udlændingestyrelsen tilfældigt en intern e-mail fra Udlændingestyrelsens direktør om, hvad ministeren på et møde med Udlændingestyrelsen mundtligt havde givet udtryk for i relation til gifte eller samlevende asylansøgere.
E-mailen var ikke tidligere blevet udleveret til ombudsmanden. Udlændingestyrelsen og Udlændinge- og Integrationsministeriet udtalte efterfølgende til ombudsmanden, at e-mailen ikke belyste retlige overvejelser i sagen, og at den derfor heller ikke var blevet sendt til ombudsmanden senere.
Ombudsmanden fandt det bekymrende, at Udlændingestyrelsen ikke havde fundet e-mailen tidligere, og han anså det for en klar fejlvurdering, at den ikke blev anset for omfattet af pligten til udlevering til ombudsmandsinstitutionen. Samtidig udtalte han, at forløbet måtte give Udlændingestyrelsen og Udlændinge- og Integrationsministeriet anledning til overvejelser med sigte på at undgå lignende tilfælde og tilsvarende fejl fremover.
Samlet set gav e-mailen ikke ombudsmanden anledning til at foretage mere i forhold til, hvad der er anført i hans redegørelse fra 2017.
(Sag nr. 19/00568)