2018-5

Statsministeriet gav en journalist delvist afslag på aktindsigt i korrespondance mellem departementscheferne i Statsministeriet og Udlændinge- og Integra­tionsministeriet om den såkaldte barnebrudesag. 

Det var ministeriets opfattelse, at korrespondancen indeholdt oplysninger, som skulle udleveres til journalisten bl.a. i medfør af offentlighedslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., om ekstrahering, og at der var dokumenter, som var omfattet af retten til aktindsigt. 

Statsministeriet udleverede imidlertid hverken de ekstraheringspligtige oplysninger eller de dokumenter, som var omfattet af retten til aktindsigt. 

Ministeriet henviste i stedet til, at oplysningerne og dokumenterne ville blive offentligt tilgængelige på Folketingets hjemmeside, når besvarelsen af et spørgsmål stillet af Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg var oversendt til Folketinget. Som grundlag herfor henviste ministeriet til offentlighedslovens § 28, stk. 2, nr. 3, som bestemmer, at ekstraheringspligten ikke gælder, hvis oplysningerne er offentligt tilgængelige, og til § 40, stk. 1, nr. 2, hvorefter myndighederne ikke er forpligtet til at udlevere materiale, der er omfattet af retten til aktindsigt, hvis det er offentligt tilgængeligt. 

Det var ministeriets indtryk, at besvarelsen ville blive oversendt til Folketinget, omtrent samtidig med at ministeriet traf afgørelse om journalistens anmodning om aktindsigt. Det skete imidlertid først to dage senere. 

Efter ombudsmandens opfattelse var der ikke grundlag for at fortolke offentlighedslovens § 28, stk. 2, nr. 3, og § 40, stk. 1, nr. 2, således, at bestemmelserne gav mulighed for at undlade at udlevere materiale omfattet af retten til aktindsigt i et tilfælde, hvor materialet forventedes snart at blive offentligt tilgængeligt, men endnu ikke var det. Statsministeriet burde derfor have udleveret materialet til journalisten, da afgørelsen blev truffet. 

Ombudsmanden fandt i øvrigt, at materialet indeholdt flere ekstraheringspligtige oplysninger end antaget af ministeriet, og henstillede derfor til ministeriet at genoptage sagen. 

(Sag nr. 17/02877)