2018-20

En lokal politibetjent udtalte sig til en avis om effekten af en nyligt iværksat vagtordning i området og blev i den efterfølgende avisartikel citeret, med henvisning til at han var betjent i området.

Politiet mente, at betjentens udtalelser fremstod som fremsat på politiets vegne. Betjenten blev derfor indkaldt til en tjenstlig samtale, hvor det blev indskærpet, at kontakt til pressen ifølge pressepolitikken var et ledelsesansvar, og at udtalelser kun kunne fremsættes efter tilladelse fra nærmeste leder. 

Betjenten mente derimod, at han havde udtalt sig på egne vegne, og at politiet begrænsede hans ytringsfrihed som offentligt ansat. Han klagede derfor over, at han var blevet indkaldt til samtale, og henviste bl.a. til, at han ikke var herre over, hvilken stillingsbetegnelse avisen gav ham i artiklen. Han mente heller ikke, det havde betydning, om han blev citeret som betjent, da lokalbefolkningen alligevel vidste, hvem han var, også på grund af bl.a. hans virke som medlem af kommunalbestyrelsen. 

Både politiet og senere Rigspolitiet fastholdt imidlertid, at såfremt det havde været betjentens hensigt at udtale sig på egne vegne, skulle han have sikret sig, at det også fremstod sådan i avisen. 

Efter ombudsmandens opfattelse måtte citatet i avisen mest nærliggende forstås sådan, at betjentens udtalelser var fremsat på politiets vegne. Ombudsmanden lagde endvidere til grund, at betjenten ikke i forbindelse med sine udtalelser til avisen havde gjort avisen opmærksom på, at han udtalte sig på egne vegne og ikke på politiets vegne. 

På den baggrund, og fordi betjenten ikke havde indhentet en forudgående tilladelse til at udtale sig på politiets vegne – hvilket ellers var et krav ifølge pressepolitikken – kunne ombudsmanden ikke kritisere, at betjenten var blevet indkaldt til tjenstlig samtale. 

(Sag nr. 18/00718)