2017-17

En borger, der var permanent kørestolsbruger, søgte om dækning af prisforskellen mellem en bil med forhjulstræk og en firehjulstrukket bil, så han bedre kunne udføre sit arbejde. Borgeren havde flere gange oplevet at sidde fast med sin bil med forhjulstræk, når han besøgte frøplantager og planteskoler som led i sit arbejde.  

Kommunen gav borgeren afslag. Kommunen mente med henvisning til en udtalelse fra en vejledningsenhed under Beskæftigelsesministeriet, at borgeren kunne bruge en tidligere bevilget firehjulet ATV (en crossmaskine), som kunne transporteres på en trailer.   

Borgeren mente, at kommunen og vejledningsenheden havde misforstået, hvad det var for et underlag, han kørte på. Han kontaktede derfor selv vejledningsenheden, som nu gav udtryk for støtte til borgerens ønske om en bil med træk på alle fire hjul. Han skrev derefter til Ankestyrelsen, at kommunens vurdering var baseret på et ”unuanceret og forkert grundlag”, og opfordrede styrelsen til at kontakte vejledningsenheden. Borgeren mente også, at løsningen med ATV’en havde en række ulemper.   

Ankestyrelsen forholdt sig ikke til borgerens opfordring og lagde vægt på de eksisterende oplysninger fra kommunen.  

Borgeren klagede til ombudsmanden, som mente, at Ankestyrelsen burde have imødekommet borgerens opfordring til at indhente yderligere oplysninger fra vejledningsenheden. Ombudsmanden henviste til, at borgeren havde rejst relevant tvivl om rigtigheden af de oplysninger, som indgik i grundlaget for styrelsens afgørelse om at stadfæste kommunens afslag. 

Ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.  

(Sag nr. 16/04227)