2017-11

En journalist anmodede Erhvervsstyrelsen om aktindsigt i styrelsens tilladelser til eksport af overvågningsteknologi i en nærmere angivet periode.

Styrelsen imødekom anmodningen, men undtog efter at have hørt de berørte virksomheder en række oplysninger, med henvisning til at der ville være nærliggende risiko for, at virksomhederne blev påført et økonomisk tab, hvis oplysningerne blev udleveret, jf. offentlighedslovens § 30, nr. 2, om undtagelse af oplysninger om drifts- og forretningsforhold.   

Erhvervsministeriet tiltrådte senere afgørelsen og henviste i den forbindelse supplerende til, at journalisten tidligere havde skrevet kritiske artikler om eksport af overvågningsteknologi. Journalisten klagede herefter til ombudsmanden. 

Erhvervsministeriet oplyste over for ombudsmanden, at ministeriet ikke havde anvendt de kritiske artikler som begrundelse for at afslå aktindsigt, men alene havde lagt vægt på, at der var tale om oplysninger om drifts- og forretningsforhold omfattet af offentlighedslovens § 30, nr. 2.  

Ombudsmanden lagde ministeriets oplysninger til grund, men kritiserede ministeriets formulering, som han anså for ”meget beklagelig”. 

Det var desuden ombudsmandens opfattelse, at myndighederne ikke med den anførte begrundelse kunne tilbageholde oplysningen om navnet på den ene af de to berørte virksomheder, og han henstillede derfor til ministeriet at tage sagen op til fornyet vurdering.   

Ombudsmanden mente endelig, at Erhvervsstyrelsen burde have partshørt journalisten over de dele af virksomhedernes udtalelser, der ikke indeholdt oplysninger om drifts- og forretningsforhold. Da ministeriet delvist havde repareret fejlen, fandt ombudsmanden dog ikke tilstrækkelig grund til at henstille til ministeriet at forholde sig til betydningen af den manglende partshøring. I lyset af henstillingen om at foretage en ny vurdering af sagen henstillede ombudsmanden dog samtidig til ministeriet at vurdere, hvilke dele af udtalelserne jour­nalisten burde være partshørt over, og herefter sende dem til ham.   

Erhvervsministeriet hjemviste herefter sagen til Erhvervsstyrelsen, som meddelte journalisten aktindsigt i oplysningen om navnet på den virksomhed, hvis navn myndighederne havde tilbageholdt, og udleverede de dele af virksomhedernes udtalelser, som ikke var undtaget fra aktindsigt.   

(Sag nr. 16/04247)