Genoptagelse af stort antal sager af egen drift. Manglende meddelelse af afgørelsen. Ugyldighed

2016-33

Resume

En kommune havde i godt 100 sager om gensidig forsørgelsespligt ikke meddelt afgørelsen til begge parter, men kun til kontanthjælpsmodtageren. Da kommunen blev opmærksom på meddelelsesfejlen, gjorde den begge parter i sagerne bekendt med afgørelsen, men ændrede ikke afgørelsens virkningstidspunkt. Kommunen mente ikke, at den skulle efterbetale kontanthjælp, fordi borgerne havde modtaget ”den korrekte ydelse”.

På baggrund af enkelte konkrete afgørelser fra Ankestyrelsen vurderede ombudsmanden, at kommunen ikke kunne ”reparere” meddelelsesfejlen ved ef-terfølgende at gøre begge parter bekendt med afgørelsen eller ved at træffe en ny afgørelse over for begge parter med tilbagevirkende kraft.

På den baggrund havde kommunen efter ombudsmandens opfattelse pligt til at omgøre alle de oprindelige afgørelser og efterbetale ydelser på det tidspunkt, hvor det på grundlag af konkrete afgørelser fra Ankestyrelsen måtte stå klart for kommunen, at den ikke kunne reparere meddelelsesfejlen. Ombudsmanden kritiserede, at det ikke var sket.

Efter ombudsmandens opfattelse havde kommunen derfor pligt til på ny af egen drift at genoptage sagerne (hvor det ikke allerede var sket), omgøre afgørelserne og efterbetale de beløb, som kommunen havde modregnet i kontant- eller uddannelseshjælpen, eventuelt indtil der blev truffet en afgørelse over for begge parter/samleveren.

Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til kommunen på ny at genoptage sagerne af egen drift og foretage en sådan efterbetaling.

(Sag nr. 15/04738)