DR kunne afslå en journalists anmodning om aktindsigt i overordnede budgetoplysninger for P1

2016-30

Resume

En journalist klagede til ombudsmanden over, at DR havde afslået aktindsigt i oplysninger om DR’s samlede udgift til P1’s programvirksomhed og P1’s samlede indtægter.

Afslaget var meddelt efter princippet om meroffentlighed, hvor DR lagde vægt på hensynene bag radio- og fjernsynslovens § 86, stk. 1. Efter bestemmelsen er sager og dokumenter vedrørende bl.a. DR’s programvirksomhed og forretningsmæssige forhold i tilknytning hertil undtaget fra offentlighedsloven. 

Da P1’s programbudget er et dokument omfattet af radio- og fjernsynslovens § 86, stk. 1, og dermed undtaget fra offentlighedsloven, var ombudsmanden enig med DR i, at spørgsmålet om aktindsigt i de overordnede budgetoplysninger skulle afgøres efter princippet om meroffentlighed.

DR havde i afgørelsen lagt særlig vægt på hensynet til DR’s uafhængige stilling og til DR’s konkurrencemæssige position. 

Ombudsmanden mente, at der var tale om helt overordnede tal, som kun havde en indirekte tilknytning til P1’s programvirksomhed. Og der må være en grænse for, hvor indirekte relationen til den konkrete programvirksomhed kan være, for at hensynene bag § 86, stk. 1, kan føre til et afslag på meroffentlighed.  

Da § 86, stk. 1, er tiltænkt en ganske omfattende rækkevidde, må der efter ombudsmandens opfattelse imidlertid ganske meget til for at statuere, at grænsen er overskredet. 

På den baggrund og på grundlag af den forklaring, som DR havde givet om baggrunden for at afslå meroffentlighed, havde ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at oplysningernes tilknytning til P1’s programvirksomhed var så indirekte, at hensynene bag § 86, stk. 1, ikke kunne begrunde afslaget. 

(Sag nr. 15/05166)