Opholdspligt i Center Sandholm for udlænding på tålt ophold

FOB 2016-27

En advokat klagede over, at hans klient, der havde været på tålt ophold i Danmark siden 2007, fortsat var pålagt at bo i Center Sandholm. 

Ombudsmanden undersøgte sagen og nåede frem til, at det måtte anses for tvivlsomt, om det fortsat var proportionalt at kræve, at udlændingen skulle opholde sig i centret. 

Ombudsmanden mente dog, at det var rigtigst at overlade den endelige vurdering af sagen til domstolene, og efter henstilling fra ombudsmanden gav Civilstyrelsen udlændingen fri proces til at få Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdspligt behandlet ved retten. 

(Sag nr. 15/02493)