Uhjemlede begrænsninger i mulighed for selvstudium ved køreuddannelsen

2016-13

Resume

På baggrund af nogle konkrete klagesager rejste ombudsmanden af egen drift en sag
over for bl.a. Transport- og Bygningsministeriet. I ombudsmandens undersøgelse indgik bl.a. et generelt spørgsmål om gennemførelse af dele af køreuddannelsen ved selvstudium.  

Ministeriet fandt, at retsgrundlaget hidtil havde været fejlagtigt anvendt. Ministeriet meddelte samtidig ombudsmanden bl.a., at det retlige grundlag, herunder bekendtgørelsen om undervisningsplan for køreuddannelsen og lærervejledningen, ville blive ændret, så der ikke ville være tvivl om, at der efter den gældende kørekortbekendtgørelse ikke er begrænsninger i de emner (afsnit i undervisningsplanen), der kan gennemføres ved selvstudium.  

Ministeriet oplyste endvidere, at ministeriet havde anmodet Trafik- og Byggestyrelsen om i muligt omfang at undersøge, hvor mange afgørelser Rigspolitiet og styrelsen havde truffet i strid med kørekortbekendtgørelsens § 41, stk. 3 og 4, for så vidt angår muligheden for at gennemføre dele af den teoretiske køreuddannelse ved selvstudium.  

Ombudsmanden foretog sig på den baggrund ikke mere i sagen.  

(Sag nr. 15/05008)