2015-57

En kvinde klagede til ombudsmanden over Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, der havde truffet afgørelse om, at kvinden ikke havde ret til (begrænsede) dagpenge, samtidig med at hun udøvede selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse under sin ledighed. Kvinden skulle derfor tilbagebetale ca. 160.000 kr., som hun havde fået udbetalt i dagpenge. 

Kvindens bibeskæftigelse bestod i, at hun var medlem af en musikgruppe, der tilbød kirkekoncerter samt koncerter til receptioner, ferniseringer og andre arrangementer. I perioden fra 2006 til 2011 havde musikgruppen givet i alt 11 koncerter, og kvinden havde deltaget i ni. Kvinden havde også i meget begrænset omfang haft andre aktiviteter i tilknytning til gruppen.  

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at kvinden ikke havde sandsynliggjort, at arbejdet med musikgruppen ”til enhver tid” kunne udføres uden for normal arbejdstid, hvilket var en betingelse for, at kvinden stod til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed havde ret til (begrænsede) dagpenge. Beskæftigelsesudvalget lagde afgørende vægt på, at der ikke var nogen afgrænsning (herunder tidsmæssig) af musikgruppens aktiviteter, ligesom der ikke forelå en (skriftlig) aftale om arbejdsdeling mellem medlemmerne af musikgruppen.  

På baggrund af oplysningerne om musikgruppens meget begrænsede aktiviteter og den nærmere tilrettelæggelse af disse fandt ombudsmanden, at kvinden havde sandsynliggjort, at arbejdet med musikgruppen til enhver tid kunne udføres uden for normal arbejdstid. Kvinden stod dermed til rådighed og havde ifølge ombudsmanden ret til (begrænsede) dagpenge. Ombudsmanden lagde særlig vægt på, at kvinden aldrig havde været kontraktretligt bundet af musikgruppen, at der var en klar (mundtlig) aftale mellem medlemmerne om, at et andet medlem (eller en vikar) trådte til, hvis et medlem blev forhindret, og at hun til enhver tid – og uden varsel – kunne melde sig ud af musikgruppen.  

Ombudsmanden henstillede derfor til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg at genoptage behandlingen af sagen og træffe en ny afgørelse om kvindens dagpengeret og – i forlængelse heraf – om det rejste tilbagebetalingskrav.  

(Sag nr. 14/03305)