Arbejdsgivere bliver part i Ankestyrelsens sag, hvis de klager over en afgørelse om anerkendelse af en arbejdsskade

FOB 2015-35

En borger klagede over, at Ankestyrelsen i en arbejdsskadesag havde givet borgerens arbejdsgiver aktindsigt i arbejdsskadesagen efter forvaltningslovens regler. Ankestyrelsen mente, at arbejdsgiveren var part i sagen, da han havde udnyttet sin mulighed for at klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om at anerkende borgerens skade som en arbejdsskade, jf. arbejdsskadesikringslovens § 44, stk. 1, nr. 4.  

Myndighederne på arbejdsskadeområdet – Ankestyrelsen, Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsskadestyrelsen – var ikke enige om, hvorvidt en arbejdsgiver blev part i klagesagen, hvis han udnyttede sin lovbestemte klageadgang. Ankestyrelsen mente, at arbejdsgiveren blev part, mens Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsskadestyrelsen mente det modsatte.  

Efter en gennemgang af retsgrundlaget mente ombudsmanden ikke, at han kunne kritisere, at Ankestyrelsen havde tilrettelagt sin praksis i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsret. Udgangspunktet efter den almindelige forvaltningsret er, at en person, der udnytter en lovbestemt ret til at klage, bliver part i selve klagesagen. Det gælder også, selvom personen ikke har været part under førsteinstansens behandling af sagen.  

Ombudsmanden påpegede, at arbejdsgiveren kun bliver part i spørgsmålet om anerkendelse af arbejdsskaden, da det er disse afgørelser, som arbejdsgiveren har ret til at klage over. Ombudsmanden henledte også opmærksomheden på, at Ankestyrelsen – ved behandlingen af begæringer om aktindsigt – skal være opmærksom på, om der er oplysninger i sagen, der ikke kan gives aktindsigt i.   

(Sag nr. 13/02606)